Velkommen til sommer-serien!
Denne sommer får du 7 spørgsmål, som kan guide dig, der vil have et andet resultat end du plejer.
En serie, der handler om at skabe forandring. Ikke et quick fix. Her er tale om slow change.
For det er det eneste, der holder. Hvordan du blot skal kende det næste skridt, ikke alle 10, før du begynder at handle.
Spørgsmålene guider dig bl.a. gennem langsommelighed, frygt, ansvar, sorg, længsler og glasloft.
Så længe du er tilmeldt nyhedsbrevet får du alle spørgsmål tilsendt.
Har du ikke været med fra starten, kan du læse tidligere spørgsmål i sommer-serien her:
Spørgsmål #1: Hvilken følelsesmæssig regning skal du betale i ferien?
Spørgsmål #2: Hvor meget mod har du til at tåle langsommeligheden?
Spørgsmål #3: Hvad i dig må dø for at nyt kan opstå?
Spørgsmål #4: Hvordan saboterer du (ubevidst) dig selv?
Spørgsmål #5: Hvad længes du efter?
Jeg glæder mig til at inspirere dig.
Spørgsmål #6: Hvem venter du på tilladelse fra?
Kender du det? Du går og venter på den rette timing. På tid. Eller blot overskud. Eller måske egentlig bare et tegn (eller ti?). På at noget bliver anderledes. Men måske er det egentlig slet ikke det, du venter på.
Måske venter du på tilladelse?
Hvad er en tilladelse?
Måske er du lige så gammel som jeg, og kan huske dengang du fik en seddel med hjem i skoletasken inden skoleudflugten til Zoologisk Have.
Der var en stiplet linje på den seddel. Der skulle du klippe. Og så skulle halvdelen af sedlen med tilbage til læreren med en underskrift fra én af dine forældre.
“Jeg giver herme Lykke tilladelse til at tage i Zoologisk Have” og derefter underskriften.
Nøj, dem har jeg afleveret mange af. Som barn.
Dengang tænkte vi måske ikke lige over, hvad det papir egentlig var. Hvor meget ansvar, der lå i den tilladelse. At det var vores adgangsbillet til alle de sjove udflugter. Til oplevelser. Men uden den, kom vi ikke med. Jeg tror ikke en gang det handlede så meget om jura dengang. Det var bare sådan man gjorde.
Nu lever vi i en anden tid, hvor den slags foregår digitalt. Og derfor har vi måske glemt den lille “permission slip”, som Brene Brown kalder det.
Det er nemlig den, vi skal tale om i dag.
Jeg hørte første gang Dr. Brown tale om “permission slips” i en podcast, hvor hun fortalte om at være inviteret på Oprah for første gang.
Hun var så nervøs og var derfor i gang med at tage “den cool facade” på.
Men så var det hun opdagede, hvor meget hun ville gå glip af og hvor lidt hun ville være sig selv, hvis det var det skjold hun tog med.
Så hun skrev på adskillige post its. “Permission to be excited”, “permission to be uncool”, “permission to ask for a picture with Oprah”. Og i dag når folk spørger hvorfor hun altid har jeansjakke eller jeans på, svarer hun, at det er fordi der er lommer i. Lommer til hendes “permission slips”.
Eksemplet her taler ind i de mindre tilladelser. Dem vi kan give os selv på daglig basis. Der hvor vi har noget på spil. Den idé er jeg vild med.
De “store” Permissions Slips
I dag tager vi idéen videre.
Til de større tilladelser.
For dette lille “trick” virker på magisk vis i det daglige.
Men. Der er større tilladelser, vi også må give os selv.
I så uendeligt mange af mine coaching-sessioner ender vi nemlig der. Hvor klienten venter.
Men når vi taler ind i, hvad de venter på, ved de det sjældent. Normalt taler de om timing. Men aner ikke, hvad den gode timing er.
Og så pludselig, handler det ofte om én eller flere personer. Dem vi gerne vil have en garanti fra. Og når vi taler ind i garantien, ender det fote med, at det bedste ville være, hvis de gav os lov. Så kunen vi rykke på drømmen. Så kunne vi sige op. Eller skrive den bog. Eller kaste os ud i det nye projekt.
Vi venter på en tilladelse.
Men den får vi aldrig. Først og fremmest fordi det ikke er deres tilladelse at give. Det er din.
Men også fordi, dem vi venter på, ofte går med deres egen længsel og venten på tilladelse. Og derfor kan de ikke give dig den. Det ville jo betyde at de også skulle give sig selv lov. Og det har konsekvenser. For når vi ikke venter mere, så er vi nødt til at tage ansvar. Og tage det første skridt.
Pointen er, at du er den voksne nu. Det er ikke dine forældres underskrift, der skal stå på linjen. Det er din egen.
Du er den eneste, der kan give dig selv tilladelse.
Det er der bare virkelig mange af os, der har glemt. Vi går stadig og venter på, at “nogle andre” giver os tilladelsen.
Ikke på et stykke papir, selvfølgelig ikke. Men i form af en anerkendelse, et hep, en godkendelse, en begejstring. Og ja nogle gange et “det er ok, at du drømmer om det, længes efter det eller vil noget andet”.
Det er en tilladelse, vi meget sjældent får. Fordi det er ikke er andres at give.
Og fordi vi ikke taler højt om det vi længes efter og drømmer om (se Spørgsmål #5 i nyhedsbrevsserien om længsel).
Og fordi de venter på deres egne tilladelser.
Vi er nødt til at vågne op til den (måske lidt overvældende) sandhed, at vi er voksne nu og derfor er der kun én, der kan give os tilladelsen.
Skriv din egen permission slip
Så det er på tide, du skriver din egen permisssion slip. En post it note, bagsiden af det postkort du alligevel ikke får sendt, en serviet eller bare en side, du river ud af din notesbog, er så fint.
Ordene lyder:
“Jeg giver hermed XX (dit navn) tilladelse til…”
Og lad os lige slå fast, det omhandler stort som småt.
“Jeg giver hermed mig selv tilladelse til at sige det job op, jeg føler mig fanget i”
“Jeg giver hermed mig selv lov til at nyde den is med lyd, og lyst og alt midt i mellem”.
“Jeg giver hermed mig selv tillladelse til at stille de dumme spørgsmål / være uncool og begejstret / sige nej (eller ja) til den begivenhed / sige hvad jeg mener / være stille”
Du kan skrive helt utrolig mange tilladelser. Hver dag. Det er en god øvelse. Og du kan starte i det små.
Nogle gange er det først, når vi bliver introduceret for begrebet “permission slip” at vi opdager, at vi har gået og ventet på en tilladelse.
Så jeg spørger lige en gang til:
Og:
Svaret er interessant og kræver to handlinger.
Først, når du har svaret på, hvem det egentlig er, du godt kunne tænke dig, gav dig lov, så spørg dig selv, hvorfor lige dette menneske, hvad står de for og hvorfor?
Hvis svaret er dig selv, går du direkte videre til anden del; nemlig at give dig selv den tilladelse, du har gået og ventet på.
Er det virkelig så nemt, tænker du måske?
Det kan synes helt tåbeligt. For hvad skulle det hjælpe, at du siger og skriver det til dig selv?
Mere end du tror!
For det er igen første skridt. Det er her du tænder lys og opdager, at du har gået og ventet. Og at du kan holde op med at vente. Fordi der aldrig kommer én og siger til dig, at nu er du klar, eller nu er det tid.
Og hvis der gør, kommer den besked som regel med en høj pris som sygdom, tab eller stress.
Hvorfor vente på den dyre tilladelse?
Hvorfor ikke skrive den til dig selv nu. Gentage den for dig selv med jævne mellemrum. Og se, hvad der så sker.
Vi er alle bange - jo, også dig
Tilladelsen har en effekt. For tilladelsen kalder monstrene frem fra deres gemmer.
Og det største monster af dem alle er frygten.
Den kan have mange forklædninger. Også venten. På den rette timing, på de andre, på livet eller bare på lov.
Men det er stadig frygt.
Når vi har givet os selv lov, har frygten ikke nogle steder at gemme sig.
Så kan vi stå ansigt til ansigt med frygten og spørge: hvad er jeg bange for?
Og det svar er et helt andet end den venten og den forkldæning som tilladelsen er.
For nogle gange, som jeg skrev i sidste nyhedsbrev er det nemlig noget helt andet vi er bange for, eller måske er frygten ubegrundet.
Alt andet lige, så giver tilladelsen dig mulighed for at se frygten i øjnene.
Vi er alle bange.
Det er bare ikke særlig mange af os, der har lært at være bange. Derfor genkender vi ikke følelsen. For den måtte vi ikke føle. Men for at se frygten i øjnene, er vi nødt til at lære den at kende.
Det kan du gøre ved at skrive på din frygt. Eksempelvis kan du skrive på sætningen: “Jeg er din frygt, og jeg er her for at fortælle dig…”.
Her er din skrive-meditation
Måske har du aldrig prøvet en skrive-meditation før. Men det er ganske enkelt:
Sæt 15 minutter af
Find notepapir frem eller sæt dig med et åbent, tomt dokument på computeren.
Brug 1-2 minutter på at lande ved at trække vejret og lade din udånding være længere end din indånding.
Begynd a skriv på sætningen “Jeg er din frygt og jeg er her for at fortælle dig…”
Bliv ved med at skrive.
Hver gang du går i stå, skriver du blot sætningen igen og ser hvad der kommer.
Jeg lover dig, du vil blive overrasket.
Det er en øvelse, du kan lave igen og igen. Du vil få forskellige svar hver gang.
Så hvis ingen skulle høre dine svar. Ingen havde ret til at kommentere, forklare eller rationalisere:
Hvad skal du give dig selv tilladelse til?
Og.
Hvad er du bange for?
Besvar meget gerne denne mail og lad mig læse dine svar (jeg siger det ikke til nogen og kommer ikke med kommentarer).
Tilladelsen og derefter frygten er et afgørende steder at kigge hen, når vi vil have et andet resultat end vi plejer. Og frygten gemmer sig godt. For når vi først har afsløret den, så er vejen foran os pludselig ikke så lang.
Kærligst,
P.S. Ved du ikke hvad du er bange for, så er der hjælp at hente.
I Mentor-netværket er det netop det spørgsmål, vi kredser mest om. Fordi frygten er den, der står mellem dig og din dybeste længsel. Mellem dig og det ander resultat, du længes efter.
Der er sidste tilmelding på tirsdag. Du kan tilmelde dig Mentor-netværket her.
Det sker:
August 2023: Mentor-netværk - et netværk for kvinder, der vil udvikle sig selv og deres karriere. Sammen. Støttet af mig som mentor.
Oktober 2023: Netværksdag - TEMA preframing
Oktober 2023: GruppeFacilitator - intensiv træning for dig, der arbejder med udvikling af mennesker og ønsker at kunne hjælpe flere mennesker på én gang.
Januar 2024: SkilsmisseFacilitator (mere info følger)
