Spørgsmål #4: Hvordan saboterer du ubevidst dig selv?
Det spørgsmål stillede jeg deltagerne på i mit Mentor-netværk lige før sommerferien.
De forhindrende overbevisninger, der kom ud af deres mund handlede ikke om, at de ikke vidste hvordan. Heller ikke, at de ikke havde tiden eller ressourcerne. Ikke en gang at de var i tvivl om, hvorvidt de var gode nok. Det er den slags overbevisninger, vi kalder for nedre begrænsninger.
Kig efter glasloftet i dit liv
Det de talte om handlede om at være for meget, at fylde og tage plads, at larme og at stikke ud. At blive set. At mene noget. At have noget på hjerte, som nogen måske ikke var enige med dem i.
Det er glasloftet, de rammer.
Dem, som Gay Hendricks kalder øvre begrænsninger i én af de bedste bøger, der er skrevet om coaching; "The Big Leap" (fremragende læsning).
I mit arbejde med - i særdeleshed - kvinder, er det helt tydeligt.
Det er ikke nedre begrænsninger, de tumler med, det er de øvre.
De længes.
Fordi de ikke bruger sig selv fuldt ud.
Fordi de gemmer sig, skruer ned og retter ind.
Fordi de dukker hovedet, når de rammer glasloftet.
I stedet for at bryde gennem det.
Hvad er glasloftet?
Vi kan ikke bryde gennem noget, vi ikke ved, hvad er. Eller hvordan vi skal kigge efter.
Så lad os lige tage overskrifterne.
Glasloftet handler kort og godt om din indre termostat for kærlighed, glæde, succes og kreativitet.
Hvor meget kærlighed, succes, kreativitet og glæde har du lært at lukke ind som barn?
Hvis du eksempelvis er vokset op i et hjem med meget sorg, vil din termostat for glæde måske have været skruet ned på lavt blus.
Hvis du er vokset op i et hjem med meget venstreorienterede værdier, vil din termostat for klassisk økonomisk succes sandsynligvis være lav.
Hvis du har lært, som mange har, at kreativitet handler om at skabe noget med dine hænder; male, tegne og måske skrive, vil du ikke tro, at du er kreativ, selv om du får de bedste, og måske lidt skæve, idéer til at løse projekter på arbejde.
Og har dine forældre været sammen mere af praktiske end af kærlige årsager, genkender du måske ikke et kærligt forhold, når du er midt i det.
Hvorfor saboterer vi os selv?
Gay Hendricks teori er, at vi saboterer os selv, når vi rammer vores indre glasloft. Når vores kendte indre termostat er nået.
Hvilket er så kontraintuitivt, at det ingen mening giver.
Hvorfor skulle vi dog sabotere det gode i vores liv?
Hvorfor skulle vi dog holde os selv tilbage for mere kærlighed, glæde, succes og kreativitet?
Fordi det er ukendt. Og dermed utrygt. Og dermed farligt for de primitive dele af vores hjerne.
Og hvorfor er det egentligt, vi holder os tilbage?
Gay Hendricks mener, vi har 4 skjulte barrierer. De fleste af os kender 2 af dem, men vi skal kende alle 4 i vores liv, hvis vi skal bryde gennem glaslofterne.
De 4 barrierer er:
Der er noget grundlæggende galt med mig. Jeg er forkert. (Og derfor bruger vi det meste af vores vågne tid på at sikre os at ingen opdager det).
Hvis jeg stråler mere end de andre, bliver jeg alene og udenfor (sat udenfor fællesskabet).
Mere succes bringer flere byrder.
Hvis jeg får mere succes, kærlighed, kreativitet eller glæde, bliver jeg forladt af de mennesker, der elsker mig (famile og venner).
Og så lige en sidste ting for at gøre det lidt sværere at opdage.
Vi saboterer ikke altid os selv i det område, som vi ekspanderer indenfor. Derfor kan det være svært at opdage, at vi har ramt glasloftet.
Eksempelvis kender de fleste til, at der er sket noget virkelig godt på arbejde; et nyt spændende projekt, en forfremmelse, en lønforhøjelse eller en særlig anerkendelse. Vi skynder os hjem, fordi vi helst vil dele det, med dem vi elsker og før vi ved af det står vi midt i et skænderi i køkkenet, som vi ikke anede, hvordan vi er havnet i.
Det mener Gay Hendricks er glasloftet. Det overordnede af slagsen. Så når det går godt i et område, kan vi kompensere - altså holde os indenfor den velkendte ramme - ved at sabotere i et andet.
Nogle gange kan vi også bare opleve en helt anderledes kærlighed i et nyt forhold og så forsøge at sabotere den, så vi ender på et niveau vi kender. Men altså ikke altid.
Det er et helt anderledes lys at se sig selv, sine mønstre og længsler i. Og jeg er ikke i tvivl om, at det langt oftere er de øvre og ikke de nedre begrænsninger, der står mellem os og det (arbejds)liv, vi længes efter.
Du kan stadig nå at deltage i Mentor-netværket
Vil du arbejde endnu mere i dybden med dit glasloft, og opdage alle de steder, hvor du ubevidst rammer det og derfor holder dig selv tilbage for at leve livet og karrieren fuldt ud, så er det ét af de helt store temaer i mit mentor-netværk, som starter i slutningen af august og kører over de næste 10 måneder.
For det tager både tid - og vågenhed - at opdage alle de steder, vi faktisk selv saboterer alt det gode, vi kan skabe for os selv.
P.S. Er du blevet nysgerrig på Glasloftet, så lyt til én af de mest roste og lyttede episoder af podcasten Følsom, nemlig den om glasloftet. Der er flere detaljer og inspiration at hente. Jeg har også lavet en opfølger, der handler specifikt om alle de måder, vi saboterer vores egen glæde. Du finder podcasten Følsom og episoderne om glasloftet på din foretrukne podcast-platform.
Det sker:
August 2023: Mentor-netværk - et netværk for kvinder, der vil udvikle sig selv og deres karriere. Sammen. Støttet af mig som mentor.
Oktober 2023: GruppeFacilitator - intensiv træning for dig, der arbejder med udvikling af mennesker og ønsker at kunne hjælpe flere mennesker på én gang.
Januar 2024: SkilsmisseFacilitator (mere info følger)
Momentum Creations ApS - Travemündegade 3, 1.tv., 2150 Nordhavn, Danmark Du modtager denne email, fordi du den Nov 21, 2024 bad om at få tilsendt et preview af denne mail :)