Velkommen til sommer-serien!
Denne sommer får du 7 spørgsmål, som kan guide dig, der vil have et andet resultat end du plejer.
En serie, der handler om at skabe forandring. Ikke et quick fix. Her er tale om slow change.
For det er det eneste, der holder. Hvordan du blot skal kende det næste skridt, ikke alle 10, før du begynder at handle.
Spørgsmålene guider dig bl.a. gennem langsommelighed, frygt, ansvar, sorg, længsler og glasloft.
Så længe du er tilmeldt nyhedsbrevet får du alle spørgsmål tilsendt.
Har du ikke været med fra starten, kan du læse tidligere spørgsmål i sommer-serien her:
Spørgsmål #1: Hvilken følelsesmæssig regning skal du betale i ferien?
Spørgsmål #2: Hvor meget mod har du til at tåle langsommeligheden?
Jeg glæder mig til at inspirere dig.
Spørgsmål #3: Hvad i dig må dø for at nyt kan opstå?
Det spørgsmål læste jeg for snart længe siden i et nyhedsbrev fra Canada. Og det er blevet hos mig. For jo mere jeg tænker over det spørgsmål, jo mere resonerer det. At det handler om at give slip på en gammel identitet.
Det er din identitet, der er på spil
Hver eneste gang vil vil skabe forandring, må vi være villige til at slippe. Slippe noget gammelt for at nyt kan opstå.
Vi tror det handler om at få den gode idé. Eller lægge planen. Når blot vi har kortlagt vejen foran os, kan vi begynde at skabe forandringen.
Og ja, der er for de fleste et stykke at gøre ved at skabe nye og bedre vaner. Og der er også et stykke arbejde, der handler om struktur, nye idéer eller disciplin. Men det er ikke det, der er det sværeste.
Det sværeste kan vi ikke regne ud. Det er ikke håndgribeligt. Det handler om identitet. Det er den, der er på spil. Og der er noget af den identitet, som du skal sige farvel til for at træde ind i det nye, du længes efter. Ellers havde du nemlig allerede taget første skridt. Hvis det bare var en plan, nye vaner og struktur.
Der er, for alle, der går gennem en forandringsproces, noget gammelt, der må dø, for at det nye kan få plads.
Og det er ikke kun gamle vaner, der må dø.
Men endnu mere gamle opfattelser. Af hvem vi er. Og hvorfor vi er berettigede til at være her. Hvad vi er gode til. Og hvad vi kan tillade os. Hvad "man" kan leve af og hvordan "man" kan tjene til føden.
Når vi er helt inde og pille ved identitet og selvopfattelse, hjælper det ikke meget blot at ændre strukturen i arbejdslivet eller lave nye vaner.
Det er meget større end det. Det opdagede jeg selv sidste år, og derfor havde jeg brug for hjælp.
Så jeg - indsæt trommehvirvel - hyrede en coach.
Og ja, jeg får stadig hjælp til struktur og det er virkningsfuldt at blive stillet de helt lavpraktiske spørgsmål. Jeg har eksempelvis printet en kalender for 2023 og har været i gang med at rykke rundt på måden, jeg hidtil har struktureret mine arbejdsdage på.
Det er effektivt. Og simpelt. Og virkningsfuldt.
Men det blev vi hurtigt færdige med. For det er, som sagt, ikke den største forhindring.
Du er din største forhindring. Hver gang.
Opfattelsen af dig selv. Forventningerne til dig selv, og dem du tror andre har til dig. Og (måske) frygten for andres dom eller mening.
Hvad i dig må dø for at nyt kan opstå?
Og det er netop den del, det der rammer vores identitet, som er vigtigst at undersøge. Og derefter tage afsked med.
Derfor: hvad i dig må dø, for at nyt kan opstå? Hvad må du sige nej til for at kunne sige ja til noget andet?
Jeg vidste godt, hvad jeg skulle slippe. Hvad i mig, der skulle dø for at jeg kunne genskabe mit arbejdsliv i en form og med indhold, der passer til den jeg er i dag og det jeg gerne vil udvikle fremadrettet.
Jeg har måtte slippe den kompetente. Den sikre. Hende der ved, at hun får succes med det, hun har lavet, fordi hun har så meget erfaring. Og dermed også får anerkendelse herfor. Hende, der gør det, hun har gjort længe og som andre beundrer, fordi hun er god til det.
Den kompetente.
Phew, hun er mit anker. Det er hende, jeg altid falder tilbage på. Både for at sikre min indtægt. Men også for at sikre, at jeg lykkes.
Hvordan giver du slip?
Så sig mig en lige en gang, Lykke, hvordan gjorde du så? Lod hende den kompetente dø?
Svaret er lige så dødsygt, som det er sandt. Ét skridt ad gangen. Godt hjulpet af min egen coach, mit netværk og vågenhed.
Med vågenhed mener jeg, villigheden til at opdage, hvornår jeg får lyst til at genintroducere den kompetente. Opdage hver gang, jeg får lyst til at sige ja til det, jeg er sikker på, i stedet for det, jeg længes efter og derfor ikke kan få en garanti for vil lykkes.
Og så lige sove på det, så jeg tør lave det sædvanlige ja om til et nej-tak og minde mig om min aftale med mig selv.
Og den vågenhed kan vi kun kultivere med langsommelighed. Du ved; slow change, som jeg skrev om i forrige nyhedsbrev.
For langsommeligheden gør mig mere nærværende i de daglige vaner og hver gang jeg skruer op for tempoet, så falder jeg i søvn, kører på autopilot og falder lige lukt tilbage til min gamle identitet. Vanen er stærk og behovet for tryghed det mest grundlæggende vi har.
Hvorfor gøre det alene?
Jeg ved, du kan selv. For læser du med her, er du ganske givet typen, der kan det meste selv. Jeg kan også det hele selv (siger min kæreste:). Men jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke kampen. Og den forsvinder, når jeg rækker ud til andre.
Jeg vil læne mig ind i andre mennesker. Jeg vil nyde processen. Jeg vil ikke kun have fokus på målet.
Derfor rakte jeg ud. Derfor hyrede jeg en coach. Og derfor bruger jeg mit netværk og mine gode kollegaer.
Fordi det godt må være sjovt at flytte sig. Også selv om noget i os skal dø. Der har vi måske i særdeleshed brug for støtte og hep til. Og øjne udefra.
Faktisk er det måske netop sådan, vi skaber forandring med lethed. Når vi bliver observeret og fulgt med andres øjne end vores egne. De er ikke nær så kritiske. Og de ser alle de smukke, lyse afkroge af os selv, som vi ikke selv tør se.
Det er også præcis derfor, jeg har lavet mentor-netværket. Det kan du læse mere om her.
For deri får du det hele.
Fællesskabet i form af 8-10 andre kvinder, som også vil lade noget gammelt dø for at nyt kan opstå. Nogle at gå vejen med, også mellem møderne, hvor du hver gang får en buddy.
En mentor (undertegnede) til at coache på både det lavpraktiske og strukturen og commitments og deadlines, men selvfølgelig allermest på skabelsen af den nye identitet.
Og så personlig udvikling. Og den vågenhed, som personlig udvikling kræver. Du lærer dig selv bedre at kende, så du med større tryghed og lethed kan lade den gamle identitet dø og langsomt, men sikkert, nære det nye, så det vokser sig stort og stærkt.
For det værste - og sværeste - er, at du er din egen største forhindring.
Heldigvis er det bedste, at du ikke behøver at gå vejen alene.
Tilmeld dig mentor-netværket i dag og kom allerede nu i gang (for du får nemlig frit valg på alle online hylder frem til d. 24. juli) med at sige farvel til det gamle i dig, så det nye kan få plads, næres og vokse.
Ja-tak, jeg skal have en plads i Mentor-netværk 2023
Kærligst,
P.S. Næste spørgsmål i sommer-serien får du her i nyhedsbrevet i næste uge. Det handler om glasloftet. Og er uden tvivl værd at få med, da de fleste af os saboterer os selv uden at vide det.
Hvis du kender nogle, som kunne have glæde af denne sommer-serie, så videresend endelig nyhedsbrevet her. Og husk, skal dem du kender være sikker på at få alle 7 spørgsmål i løbet af sommeren, så kan de tilmelde sig nyhedsbrevet med ét klik lige her.
P.P.S. Er du én af dem, der er i tvivl om Mentor-netværket er for dig? Så lad mig svare på ét af de spørgsmål, jeg oftest får:
Hvor mange er der plads til?
Gruppen bliver på max 10 deltagere. For selv om jeg elsker grupper, kan de blive for store til, at vi – og jeg – kan nå hele vejen rundt. Derfor er der max 10 i netværksgruppen, så du kan få individuelt fokus hver gang.
