Velkommen til sommer-serien!

Denne sommer får du 7 spørgsmål, som kan guide dig, der vil have et andet resultat end du plejer.

En serie, der handler om at skabe forandring. Ikke et quick fix. Her er tale om slow change.

For det er det eneste, der holder. Hvordan du blot skal kende det næste skridt, ikke alle 10, før du begynder at handle.

Spørgsmålene guider dig bl.a. gennem langsommelighed, frygt, ansvar, sorg, længsler og glasloft.

Så længe du er tilmeldt nyhedsbrevet får du alle spørgsmål tilsendt.

Har du ikke været med fra starten, kan du læse tidligere spørgsmål i sommer-serien her:

Spørgsmål #1: Hvilken følelsesmæssig regning skal du betale i ferien?
Spørgsmål #2: Hvor meget mod har du til at tåle langsommeligheden?
Spørgsmål #3: Hvad i dig må dø for at nyt kan opstå?
Spørgsmål #4: Hvordan saboterer du (ubevidst) dig selv?

Jeg glæder mig til at inspirere dig.

Spørgsmål #5: Hvad længes du efter?

Der er så mange længsler, vi ikke lytter til. Fordi vi tror, vi skal regne det hele ud, før vi tager første skridt. 

Fordi vi tror, der er 100 meter ned, hvis vi går ud til kanten af klippen.

Kære ,

Forestil dig en klippe, måske ligefrem et bjerg. 

Du lever det meste af tiden inde på midten, i tilpas afstand fra kanten, sådan som du lærte det, da du var barn. 

Udsigten er god. Om end alting er lidt langt væk og derfor ikke står tydeligt frem. 

De fleste af os lever det meste af vores liv derinde midt på klippen. 

Men alligevel længes vi efter (mere) liv i livet. Vi længes efter at bruge os selv. Vi længes efter eventyr. Eller udvikling.

Men vi går ikke ud til kanten. Vi skubber ikke til os selv. Fordi. Ja. Tiden. Og livet. Og måske lidt manglende inspiration. Og ikke mindst manglende støtte.

Det er egentlig mærkeligt. For vi kan jo godt gå ud til kanten uden at hoppe. Vi kan jo starte med blot at kigge ned. Vurdere om der virkelig er 100 m ned, sådan som vi forestiller os om meget af det nye, eller om der blot er fem meter. Eller måske bare to meter. 

Måske er der 100 meter ned. Men så ved vi det. Og så kan vi tage ansvar for den længsel. For nu ved vi, det kræver en faldskærm. Eller et klatrekursus. Så er vi allerede klogere. 

Det ved vi ikke, hvis vi bliver stående inde på klippen (komfortzonen, hvis nu der er brug for at jeg skærer det ud i pap). Inde på midten er der måske nok trygt. Men det er ikke der, vi finder det, vi længes efter. Det er ikke derfra vi kan træffe de beslutninger, vi går og tumler med. Hvad end vi er bevidste om de beslutninger eller ej.

For det kan jo være, at det endnu ikke føles som en beslutning. Mere som en længsel. Eller som et stille ubehag. 

Ligegyldigt hvad, så bliver vi mellemtilfredse, måske ligefrem triste og bitre, hvis vi ikke lytter til længslen. Hvis vi ikke går ud til kanten og kigger ned. Hvis vi ikke lytter til de stille længsler.

Og hvordan gør vi så det?

Ja. Ferien er faktisk et virkelig godt tidspunkt. For mig sker det helt automatisk, Når der falder lidt ro, når der ikke er så mange henvendelser i butikken, når afterne er lange og lyse, så begynder det ophvirvlede sand indeni at lægge sig. Og så står tingene lidt klarere.

Også det jeg helst ikke vil se. Men sådan er det med sandheden. Sådan er det, når vi først tænder lyset og ser. Så kan vi ikke slukke lyset igen. Vi kan skrue op for tempoet. Prøve at løbe fra sandheden. Men den er der. Der nedenunder. Sammen med længslerne.

Din sommer-rutine

Måske kræver det en rutine.

Ligesom jeg i stedet for den sædvanlige hurtige cykeltur ned til søen og bade er begyndt at gå ud til badebroen ude i skoven. 10 min. ud og 10 min. hjem. Det vil jeg gerne have tid til her i sommeren.

Måske er det for dig en halv time med en iskaffe i solen, hvor du beder børn, mand eller andre om at give dig ro. Måske er det lidt aftenskriverier inden sengetid. En kort gå-tur af den samme rute.

Hvis ikke roen er der automatisk, så skab den. Så sandet kan begynde at lægeg sig. Og du kan se klart. Og ikke mindst lytte. Lytte til længslerne.

Længslen efter dybere relationer og fællesskab

Og husk nu, selv om vi går ud til kanten og klippen og kigger på de konsekvenser, som vores længsler kan have, så betyder det jo ikke, at vi skal hoppe. I hvert fald ikke med det samme.

Men vi kan i hvert fald ikke regne livet og længslen ud ved at blive stående inde midt på klippen. 

Faktisk betyder det heller ikke, at vi skal hoppe alene. Vi må godt få hjælp, sparring og støtte. Måske ligefrem tage én i hånden, når vi går ud til kanten. 

For det er faktisk én af de længsler, jeg oftest hører kvinder sætte ord på. Fællesskabet. Nogle af følges med. Nogle de kan være helt ærlige med. Nogle at sparre med, nogle at spejle sig i. Nogle der hepper. Nogle der vil dybden og udviklingen.

Alligevel er det de færreste af os, der lytter til den længsel.

Måske fordi vi er kommet til at tro, at vi skal kæmpe alene?

Måske fordi det er svært at bede om hjælp?

Måske fordi vi har glemt, at det godt må være sjovt og inspirerende på vejen?

Så,

Hvorfor er det, vi tror, vi kan regne livet ud derinde midt på klippen?

Hvorfor er det vi ikke lytter til længslerne?

Hvorfor er det vi tror, vi skal kæmpe alene?

Det vil jeg gerne lave om på. Derfor har jeg lavet mentor-netværket. 

Jeg har lavet et fællesskab, hvor man kan tage sine længsler med.

Skabt et rum til at tale højt om de halve tanker, som kun bliver til hele drømme, hvis de netop får luft, liv og lys.

Og hvis du bliver set i dit højeste lys samtidig. 

Det kan kvinder. Men vi glemmer det i en travl hverdag. Det er også derfor vi kommer til at leve inde midt på klippen.

Fordi vi har for få fællesskaber, som minder os om at kigge ud over kanten. Ikke for nødvendigvis at hoppe. Men for at se det fulde billede.

Og fordi vi tror, at vi skal gå ud til kanten alene. Men det behøver du ikke. Du kan være i et netværk, hvor du får sparring, spejling og støtte. 

Og hvor jeg med både spørgsmål, øvelser, refleksionstid og ikke mindst værktøjer giver dig nye perspektiver på din karriere, din forretning, på livet og din udvikling. 

Så hvad med at give dine længsler et rum, et fokus og et fællesskab?

Hvad med endelig at lytte til dine længsler?

Et helt år, hvor du møder op og er sammen med både længslerne og andre kvinder, som også længes. Måske efter mere liv i livet? Måske efter at bruge sig selv mere eller på andre måder? Måske efter at tage lyset hjem? Måske efter indre ro. Måske en ny karriere. Der er plads til alle længsler i netværket.

Læs mere om næste Mentor-netværk her

Og nå ja, som Anja, der netop har afsluttet sit år i Mentor-netværket siger:

“Det er en god investering i din livskvalitet. Fællesskab og kompetent sparring i en fed kombi. Og det mest fantastiske: at mærke at jeg ikke er alene - og at kvinder med helt andre historier, mål og drømme - kan spejle mig og inspirere mig, som jeg ikke havde drømt om”.

Hvad med at vi holder hinanden i hånden og går ud til klippens kant og ser om der er to eller ti meter ned?

Du behøver ikke hoppe med det samme.

Du behøver slet ikke at hoppe.

Men at kende konsekvenserne, at kigge sig selv i øjnene, det må være det første skridt.

Det er at tage ansvar for længslerne. Der er garanti for udvikling, når vi tager ansvar. Også selv om vi ikke hopper. Men vi skal turde stå derude ved kanten og se længslerne i øjnene. Først der kan vi træffe den beslutning, der føles sand.

Kærligst, 

 

P.P.S. Er du én af dem, der er i tvivl om Mentor-netværket er for dig? Så lad mig svare på ét af de spørgsmål, jeg oftest får:

Mon jeg passer ind?

Det er det spørgsmål, jeg får flest gange. Med god grund. For det er vores mest grundlæggende behov at høre til. Og vores største frygt at være udenfor. Fordi vi er sociale dyr.

Og det er måske den største subtile læring, der er at hente i et sådan forløb. At opdage og kontinuerligt opleve, hvordan du kan være helt dig selv i dette fællesskab. Og jo tættere du kommer på dig, jo tættere kommer du på andre.

Der er kvinder midt i tyverne og tresserne, der er kvinder med og uden børn og partnere, der er karriere-kvinder og hjemmegående, der er præstationskvinder, der har svært ved at finde ro og levekvinder, der har svært ved at få handlet. De er der alle sammen. Med hver deres historie. Og det er netop det, der gør netværket så særligt.