Denne brøler er personlig for mig.

Jeg har nemlig ikke været bange for følelser.

Eller jo, det var jeg som ung. Der mærkede jeg dem slet ikke. Havde intet sprog for dem.

Og så. Begyndte jeg på selvudvikling. Og blev optaget af emotioner. Af at mærke efter.

Pludselig handlede ALT om at mærke efter. Alt tog lang tid. Fordi følelser - blandt andet - er langsomme.

Jeg lod mig også styre af mine følelser (advarsel; det er så besværligt, rodet og anstrengende, også for mine relationer).

Og så… Blev jeg skilt.

Det var mange følelser på én gang.

Mange flere end jeg kunne rumme.

Kroppen er klog. Så den tager dem ind i det omfang den tror, eller jo faktisk ved, at vi kan rumme dem.

Men. Måske siger vores overbevisninger noget andet. Så vi ikke får mærket det hele.

Jeg havde det eksempelvis anstrengt med vrede. Så den ignorerede jeg (det ved vi nu, at vi ikke kan - læs om Brøler #1: Aflæsningsstrategier - vi kan aflæsse dem og lægge dem på lager).

Så hej vrede. For jeg skal hilse at sige, at jeg har været vred.

Med markant forsinkelse. Faktisk ikke bare vred. Men rasende.

Men først langt senere og det har været så bøvlet for min relation og samarbejde med børnenes far.

Min nye bedste ven

Til gengæld blev jeg rigtig gode venner med en anden følelse.

Nemlig sorgen.

Den blev mit følgeskab. Min tryghed. Min bedste ven.

Sammen med sorgen følte jeg mig genkendt.

Jeg tog hovedspring i sorgens sø. Jeg rygcrawlede. Jeg dykkede.

Og jeg glemte at dyppe tæerne i mange af de andre søer.

Eksempelvis glæde.

Jeg glemte at træne min glædesmuskel.

Og sådan kan man faktisk glemme, hvordan man er glad.

Det er jeg ret sikker på, at jeg gjorde.

Jeg har også i mit arbejde mødt en del mennesker, i stor sorg eller som er gået ned med stress, som nikker genkendende til oplevelsen af at glemme, hvordan man er glad.

Derfor har jeg faktisk lavet et helt online program om glæde, som du får som bonus en uge endnu (det fortæller jeg mere om i bunden af denne mail).

At rygcrawle i sorgen

Nogle gange kan vi blive nærmest afhængige af en følelse.

Vi kommer til at dyrke følelsen.

Som jeg gjorde med sorgen.

I dag siger jeg, at det tog mig 7 år at blive skilt.

En anden måde at sige det på er, at jeg rygcrawlede i sorgen i 7 år.

Jeg har måtte tilbage i mange af mine relationer og sige undskyld. Og ikke mindst tak, fordi de blev.

For der var mange tårer. Mange ord om alt det svære.

Men ikke rigtig nogen selvregulering. Ikke en evne til at være sammen med sorgen.

For sorgen kom og gik ikke. Og det ved vi i dag, at sorg gør. Den kommer i bølger.

Til at starte med store og voldsomme bølger, som kan tage dig med under med en fornemmelse af, at du aldrig kommer op igen.

Senere i sorg-processen - og resten af livet, for det ved vi også om stor sorg i dag, at den ikke går væk, bliver bølgerne mindre. Men som skrevet, de går ikke væk. De trigges ofte af minder, eller en sansning som en duft eller et stykke musik.

Men for mig blev sorgen en konstant. Det blev det tryggeste sted at være.

Sådan kan det se ud, når vi holder fast i følelser.

Og det er heller ikke selvregulering.

Heldigvis er jeg ikke vred på mig selv over det.

Måske mest ked af det (mere sorg, I know).

Fordi det var spild af liv.

Men jeg kunne ikke andet.

Det var den sorg - og skilsmissen, der fik mig i terapi.

Og der lærte jeg at være sammen med mine følelser.

At sætte navn på dem. Og at skelne mellem dem.

For det viste sig faktisk, at jeg ikke altid var ked af det. Heller ikke, når jeg græd.

Det viste sig, at jeg også græd ned over vrede. Fordi den var farlig for mig at mærke.

Når følelser bliver vores navigation

Der er også en anden slags rygcrawl i følelser. Som jeg også selv har praktiseret dengang jeg opdagede magien ved at mærke efter.

Vi kan nemlig også blive (lidt) besat af at mærke efter. At intet må være rationelt.

At vi handlingslammes, hvis vi ikke kan mærke det, men blot tænker os til det.

Det hele kommer til at handle om at mærke efter.

Måske er du ikke selv sådan, men kender mennesker omkring dig, der gør sådan.

Det er utrygt. Og ofte utilregneligt.

Man ved aldrig om man egentlig har en aftale. Om de egentlig vil én.

Og det meste går uendeligt langsomt.

For følelser er langsomme. Når de bliver vores navigation fra øjeblik til øjeblik, er vi nødt til at være nede i markant lavere tempo.

Oftest er disse ekstremer, at ignorere følelser på den ene side eller at alt bliver en mærken efter, et udtryk for, at vi øver os på noget nyt. I dette tilfælde at mærke efter.

Når vi øver os på nyt, kommer vi nogle gange til at karikere det. Overgøre det.

Således også, hvis man har tænkt hele sit liv og lige pludselig opdager magien ved at mærke noget. Hvordan der er så meget mere integritet i at mærke efter.

Men alting med måde.

Følelser kan ikke være vores - eneste - navigationsapparat.

I hvert fald ikke uden den fulde indsigt i, hvad følelsers funktion er.

For følelser er bl.a. ofte bagudrettede og refererer derfor til fortid.

Hvilket betyder, at vi ikke får nye resultater, men kan komme til at genskabe noget gammelt, om end trygt, hvis vi navigerer efter følelser.

For ja, følelser kan sige noget om behov. Men de kan også være flygtige og handle om noget gammelt.

Og handler vi på alle følelser, og glemmer at vi “har følelser” men ikke “er vores følelser”, ender vi ofte ude af integritet og med at miste os selv.

Vi du lære, hvad du kan gøre i stedet for at rygcrawle i følelser og hvilke komponenter, du skal være opmærksom på, når du mærker efter, så er EmotionsKompetence for dig.

Det er et kursus, der har til formål at udvide dit emotionelle ordforråd og din følelsesmæssige kapacitet, så du forstår (og mærker) emotioner på egen krop og lærer et empatisk sprog, så du også kan rumme og forstå andres følelser.

Læs om og tilmeld dig EmotionsKompetence her

Husk. Du får “Skru op for Glæden” i bonus, hvis du tilmelder dig senest på søndag. De flestes glædesmuskel kan nemlig faktisk godt bruge lidt træning.

Kærligst,

P.S. På næste søndag skal vi undersøge vores måske mest brugte strategi til følelser. Som også er lidt af en brøler; nemlig at tale rationale til følelser.

Husk også, at du kan dele nyhedsbrevet her med en ven, hvis du kender én der kunne have glæde af at læse om de emotionelle brølere.