Kære ,

Måske er netop at være "for meget" den dom, jeg har kæmpet mest med på min inderside gennem tiden.

Jeg har skrevet om det før på denne plads - at være for meget - fordi jeg ved, at der er mange, der tumler med det. I dag har jeg lyst til at dykke ned i dommen under det. Og måske en forklaring, eller i hvert fald en sammenhæng, jeg har tænkt over siden jeg modtog jeres mange spørgsmål til brevkassen.

TAK for dem. Det er fine - og svære - spørgsmål, I har sendt.

Jeg mærker glæde i hele mit system over, at I viser mig den tillid det er, at stille så svære spørgsmål. Og det har givet en meget vigtig dimension til podcasten, nemlig Jer. Og inspiration til, hvad det egentlig er vi tænker om følelser og det at være følsom. 

Det er netop spørgsmålene, der har inspireret mig til at se nye sammenhænge. 

For ét spørgsmål, der går igen er; Kan man være kraftfuld OG følsom. På samme tid?

Flere af os tænker åbenbart, at de to størrelser ikke kan hænge sammen. Og det slog mig, at det måske er netop den kombi, som ofte bliver dømt som "for meget". Blandt mange andre domme på meget andet. 

Da jeg så den sammenhæng kunne jeg mærke, at det må være mit ultimative bidrag. Ikke bare til podcasten men også på en meget større klinge. Det må være mit kernebudskab. Fordi det er den, jeg er.

BÅDE kraftfuld OG følsom. 

Og ja, det kan man. Eller måske ikke man. Men det kan jeg.

Det er faktisk det følsomme, som gør mig kraftfuld.

Det er når jeg tillader at mærke mine følelser, udtrykke dem og lade dem flyde frit i systemet, at jeg fremstår kraftfuld. Det er følelserne, der gør mig kraftfuld. Også i mine sorgfulde udtryk. Jeg mærker mange følelser med stor kraft. Deraf det kraftfulde udtryk. 

Det er blot mit udtryk. Der er mange måder at være kraftfuld på. Også et mere stille, men ikke mindre kraftfuldt, udtryk baserer sig på det følsomme.

Hvis vi ikke pakker det væk. Eller. Forlader os selv, fordi vi tror vi skal være som de andre, eller bare ikke "må" være følsomme. 

For det er netop essensen, når vi skal arbejde med at være "for meget". Det var nøglen jeg fandt, og som tåler en gentagelse på denne plads.

Jeg kan kun være for meget, når jeg forlader mig selv. Bliver jeg hjemme hos mig selv og udtrykker mig derfra. kan jeg ikke være for meget. 

Lad mig forklare.

Når jeg roder ovre hos de andre og forsøger at regne ud, hvordan jeg kan være "den gode pige", hende de kan li', hvad de mon synes om mine følelser og følsomme udtryk, hvordan jeg kan være som de andre, så jeg ikke står alene - så tilpasser jeg mig. 

Det er den tilpassethed, som både kan være at skrue op for mig selv eller ned, lægge låg på eller lade som om, der bliver for meget. Fordi den ikke er autentisk. 

Det andre fornemmer, når jeg er for meget, er altså den usikkerhed, en påtagethed, at jeg ikke er mig selv.

Og det reagerer de fleste på. Fordi det også gør dem utrygge, når jeg er utryg. Og dermed kan også de andre komme til at forstille sig. Også selv om de ofte er ubevidste herom.

Jeg tror altså på, at når vi er hjemme hos os selv, kan vi ikke være for meget.

Heldigvis møder jeg ikke så tit "for meget" som dom, eller tvivl, i mit system længere. Fordi jeg har øvet mig i at blive hos mig selv. Og har oparbejdet en større kapacitet til at rumme alle mine følelser. 

Derfor bliver"jeg er for meget"cnemmere at gå til, fordi jeg ved, at det betyder, at jeg har forladt mig selv.

Og derefter kan jeg kigge på, hvorfor jeg havde behov for at gå over til de andre. Hvem eller hvad var så dragende, at jeg forlod mig selv?

Det lyder så nemt. Men det er det selvfølgelig ikke i praksis. Og jeg falder stadig i. Når det bliver for sårbart. Eller jeg stadig mangler kapacitet til at rumme mine egne følelser. 

Det er ét af de første emner podcasten Følsom dykker ned i. 

Og nu kan jeg sætte dato på: Podcasten har premiere d. 12. november, 2020 på alle platforme. 

Du kan stadig sende dine følsomme, kraftfulde, nysgerrige eller "for meget" spørgsmål på mail@lykkerix.dk. 

Er der noget af den her snak om det følsomme, kraftfulde og det at være for meget, som rammer dig?

Måske har du opdaget skammen, som jeg skrev om i sidste nyhedsbrev? Det ramte tydeligvis en nerve, kan jeg se på både åbningsrate og alle dem, der skrev tilbage til mig.

Walk & Talk er en mentor-form, hvor vi går i skoven og lader naturen støtte svarene og processen. Det er som om, der derude bliver lidt større indeni, måske fordi der er højere til himlen, så vi kan opøve kapaciteten til at være med det hele. Jeg har plads til to Walk & Talk forløb mere inden udgangen af dette år, hvis det er noget for dig.

 

Ugens øvelse må handle om at opdage både det følsomme og det kraftfulde i dig.

Er det måske én og samme ting? Og hvor, i hvilke situationer, med hvem eller hvornår kommer du i kontakt med at være "for meget"? Og kan du blive bevidst om, hvorvidt du er ovre i de andre eller hjemme hos dig selv?

Husk, første skridt er bevidstheden. At opdage det. Derefter er det en kontinuerlig, og kærlig, øvelse i langsomt at justere og begynde at gøre noget andet. Uden dom. På hverken dig. Eller de andre (nemmere sagt end gjort, men så må tage en snak om det at dømme... Det gør vi næste søndag;). 

Kærligst,

P.S. Du kan læse mere om Walk & Talk her