From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: Jeg skammer mig!
Jeg skammer mig!

hvad er du tilbøjelig til: skam eller skyld?

Jeg skammer mig!
Kære Læser,

 

Jeg troede ellers, jeg havde ret godt styr på de der følelser efterhånden. Selv om der er mange af dem. Men jeg tog fejl. 

Jeg har, sammen med min makker over dem alle, Amanda Lagoni, hørt om og faciliteret masser af proces i de 9 grundfølelser.

Og så har jeg øvet mig. Derude i livet. Det gør jeg faktisk stadig. For jeg føler meget. Og det er ok. For jeg vil gerne mærke meget. Mærke livet. Mærke andre. Og mig selv.

Men det kræver sin kvinde - eller mand. At åbne til hele følelsesspektret. For vil jeg have mere glæde, begejstring og alt det andet gode, så er jeg også nødt til at være villig til at åbne til mere af den anden side af spektret. Og det er ikke helt så sjovt. 

I den svære ende af spektret bor smerten. Sorgen. Vreden. Tvivlen. Og angsten, som jeg tidligere har skrevet om på denne plads og som er den seneste tilflytter. Eller, den har jo boet der hele tiden, derinde i mit hus, men den har gemt sig i krogene, i kælderen og på loftet. Nu har jeg afslø'ret den og taget den frem i lyset og det gør den mindre farlig. Men det er stadig en følelse, som kan overtage mig en gang i mellem. 

Endnu en beboer viser sit (grimme) ansigt

Men nu er en ny følelse flyttet ind. Den har HELT SIKKERT boet i kælderen hele tiden. Dernede i mørket, hvor den kan styrte hele fundamentet, hvis den vil. Særligt dernede fra mørket, kan den styre det hele. Egentlig troede jeg, at jeg havde inviteret den op i stuen, så den kom ud i lyset, men i sommer skete der noget. 

Det var på vandre-retreatet. Sammen med Amanda. Når vi faciliterede processer sammen, stillede jeg spørgsmål, undersøgte og belyste. Og når så Amanda tog over eller supllerede sagde hun flere gange, ganske kort: "jeg synes, jeg hører skam".

Det tænkte jeg meget over. Ikke kun fagligt, hvor jeg blev klogere hver gang hun sagde det. Men også personligt. 

For jeg begyndte pludselig at høre skam i min egen mund. Og ikke mindst, mærke den i min egen krop.

Den havde levet i bedste velgående dernede i kælderen, uden at jeg vidste, at det var den, der trak i trådene. 

Så resten af sommeren, og dette efterår, har jeg hevet den op fra kælderen. For den kommer ikke ud frivilligt. Sådan er det nemlig med skammen. 

Den lever bedst i mørket. Og bedst alene. Lige så snart vi taler om skammen sker der noget. Først når vi deler vores skam, kan vi hele og få den til at flytte ind i stueplan, hvor vi kan omgås hinanden på mere voksen vis.

For vi slipper ikke af med skammen. Men den kan ikke styre os, få os til at blive mindre eller gemme os dernede i kælderen, hvis vi tør se på den. Og vigtigere endnu, dele den. 

 

Tilbøjelig til skam

Det var ikke noget specifikt, jeg skammede mig over.

Men jeg har opdaget, at jeg er det, der hedder "shame-prone", altså tilbøjelig til at vælge skammen i modsætning til at være "guilt-prone", altså at vælge skyld. 

Det er forskellen på at tro, at jeg har gjort noget forkert (skyld) i modsætning til jeg er forkert (skam). 

Det betyder, at den første historie, eller konklusion, jeg drager, fordi jeg er draget mod skammen, derfor ikke er, at jeg har gjort noget forkert, men at jeg er forkert. 

Men det opdagede jeg først, da jeg begyndte at anerkende, at der var skam i mit system.

For i mit hoved, ved jeg godt, at jeg gør forkerte ting, men ikke er forkert. Men det ved mit system tydeligvis ikke. Eller den lille pige indeni mig.

Det er der mange forklaringer på. Nogle af dem kan helt sikkert findes i min barndom. Men det er ike så vigtigt at finde ud af hvorfra skammen starter, men mere at rumme og se på - og ikke mindst dele - skammen nu. 

Og hold nu op, hvor er det sårbart. 

Heldigvis er sårbarhed en muskel, der kan trænes. Og jeg får masser af træning i mit parforhold(!). Jeg opdager også, at jeg ikke er færdig med at øve mig. For der er også gange, hvor jeg saboterer mig selv, eller relationen, bliver vred eller ked af det, anklager eller skyder med skyld, for ikke at mærke skammen. Eller i hvert fald slippe for at dele den.

Men jeg er begyndt at blive mere bevidst om, når jeg føler mig lille. Misundelig. Grim. Forkert. Og at den følelse, der dukker op, er skam. 

Og så tager jeg tilløb. Måske af flere omgange. Før jeg kan dele, at jeg føler mig lille. 

Det kan du høre meget mere om i min podcast Følsom, hvor jeg dykker lige lukt ned i skammen. Og også gennemgår de resterende 9 grundfølelser i de efterfølgende afsnit.

 

"Kunne det her være skam?"

Indtil da kan du tænde lys. For det er første skridt i al udvikling. At begynde at lægge mærke til dine egne reaktioner. Og se på dem udefra. Altså prøve med endnu et perspektiv end det, der kan æde os op indefra, når vi står midt i følelsen.

Når du ikke længere er i affekt eller følelsen ikke fylder det hele, så prøv med spørgsmålet: "kunne det her være skam?"

Og mærk så efter, om der er et sted i dit system, der kan genkende forsøget med den label. Det er et subtilt arbejde, hvor det kan være ganske små nuancer eller fornemmelser, du skal lægge mærke til. For skammen vil, som nævnt, nødigt ud i lyset. Så mister den nemlig sin superkraft. 

Når du har brugt tid på at opdage skammen i dit system, kan du begynde at tage tilløb til at dele den. Skammen kan gå fra at være et skræmmende monster med uanede kræfter til det lille, forkerte barn, det meste af det startede med. Men kun når vi deler. Kun når vi tør sårbarheden. Og kun når vi tør mærke det hele. 

Kærligst,


P.S. Husk, du kan stadig spørge om alt... Læs mere om "brevkassen - eller noget" her. Og ikke mindst; TAK for de mange rørende, dybe og svære spørgsmål, I har stillet. Jeg ser frem til at fordybe mig i forsøg på at svare fyldestgørende. Og husk, du må også stille spørgsmål i den lidt lettere genre.