From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: Hvordan kunne jeg gøre det (igen)?

Det kan se nok så godt ud. Men føles det også sådan på indersiden?

Hvordan kunne jeg gøre det (igen)?



Kære Læser,

Jeg lovede dig en historie fra det virkelige liv. Fra en sommer, som måske nok vejr-mæssigt er den bedste i mands minde. Men som kan se helt anderledes ud på indersiden. Det gør den faktisk for de fleste, hvis du skulle være i tvivl, om det kun var dig. Det er regningen, vi betaler, for at leve livet uden langsommelighed i hverdagen og kun i sommerferien.

Vi skriver på regning. Følelser, vi ikke vil føle. Grænser, vi ikke fik sat. Længsler, vi ikke har taget ansvar for. Samtaler, vi krøb udenom. Sårbarhed, vi ikke fik vist. 

Men før jeg fortæller om min sommer, vil jeg sige velkommen til de mange nye. Og de "gamle " nye, som ikke har hørt om brøleren og kvaje-bajeren endnu. Det nyhedsbrev kan du læse her, men bare rolig, du får også link til kvaje-bajer-rabatten længere nede i mailen. Og. Hvis du skulle være i tvivl om, hvorvidt du har skrevet dig op til nyhedsbrevet på rette vis, er dette nyhedsbrev din bekræftelse herpå. 


Ny sommer eller?

I foråret besluttede jeg mig for, at denne sommer ville jeg gøre noget andet end de sidste 8. For at få et andet resultat. 

Efter 8 skønne somre på mine forældres båd, som nu er solgt, tilbragt langs de europæiske kyster, ønskede jeg mig jævnaldrende lege-kammerater. Både til mig selv og mine børn. 

Derfor aftalte jeg med gode venner, at vi skulle tilbringe 14 dage i min families sommerhus i det sydlige Frankrig. Alle var begejstrede. Jeg glædede mig over voksenselskab og over selskab til børnene. Og så glædede jeg mig over, at jeg denne sommer havde planlagt, at holde lidt ferie for mig selv, før jeg tog af sted med børnene (én af de få fordele ved at dele børn). Så jeg modsat de sidste mange år ikke skulle lande i løb og bruge det meste af ferien på at få kontakt til mig selv og dem jeg elsker men i stedet kunne nyde og være til stede. 

Desuden vidste jeg allerede inden afgang, at en forventningsafsteming var nødvendig. Min skønne, kærlige, sjove, kloge, initiativrige, effektive, festlige veninde, som jeg har kendt i 20 år, er ét af de hurtigste (og stædigste) mennesker, jeg kender. Så hvis det skulle være ferie for mig, var det vigtigt, jeg understregede, at jeg ikke var interesseret i fuldt program hver dag. Jeg bad om langsomme dage. 

Kontakt indadtil og ro på. Tjek. Selskab til voksne og børn. Tjek. Forventningsafstemning. Tjek. 

14 skønne dage med masser af strand-ture, storbysmut  til Barcelona, kulturelle input på Dali-museet i Figueres, vandland, lange morgener, masser af latter og kortspil, cykelture i vinmarkerne, yoga på terrassen og gode flasker rosé i aftensolen senere, sagde jeg farvel til venner, der nu var endnu mere kære og deres store unger, som jeg nu følte var lidt mere mine egne. Vi var glade og mætte.

Men. 

Netop som de havde forladt adressen, opdagede jeg, at jeg havde forladt mig selv. Helt uden at opdage det. 


Hvor blev hun af?

Selv om rammerne havde været anderledes og selskabet nyt, så havde jeg gjort det igen. Pakket dele af mig selv væk. Dele jeg i virkeligheden holder rigtig meget af.

Den langsomme Lykke. Den følsomme Lykke. Den spirituelle Lykke. Den eftertænksomme Lykke. Den kreative Lykke. Hende havde jeg ikke haft med på ferie, selv om jeg brugte mange år på at finde hende - og lære at elske hende. Nu er hun mit hjem. Der hvor jeg lander mest i mig selv. 

Til gengæld havde praktiske Lykke, energiske Lykke, hurtige Lykke (for hold da op, hvor kan jeg også være hurtig) og pligtopfyldende Lykke været med i forreste vogn. Der er intet galt med de dele af mig. Men det er bare ikke hele pakken. 

Når jeg ikke har hende, der mærker efter med. Når jeg ikke har hende, der viser (de svære) følelser med. Når jeg ikke har tid til blot at være, så er jeg hverken den mor, den veninde eller det menneske, jeg gerne vil være. 

Jeg er til gengæld hende, jeg var som barn.

Så selv om jeg ikke var med min mor og far på ferie, blev jeg alligevel hende, de opdrog. 

Hvorfor og hvordan det skete, ved jeg ikke. Det er ikke nogens skyld. Måske er det heller ikke vigtigt. For jeg havde den skønneste ferie, var i gode hænder, så ingen grænser blev overskredet og ingen skade er sket. 

Men jeg mærkede det. Og det skræmte mig. At det kunne ske på min ferie. Hvor der ellers er tid. Og ro. Og jeg selv bestemmer. 

Så meget for at få et andet resultat! Jeg skabte præcis det samme, blot med andre mennesker. For jeg havde mig selv og mine mønstre og vaner med. 


Regningen, der altid skal betales...

Hvis jeg alligevel skal konkludere noget, så slap jeg bevidstheden en smule (selv om jeg tjekkede ind og mediterede hver dag). Den bevidsthed, som jeg altid siger til mine klienter, kunder og deltagere, at de skal have med sig. Den glemte jeg at pakke i kufferten. 

Måske er det også ferie? 

Men ikke den slags ferie, jeg ønsker. For jeg vil være hele mig og have hele mig med. 

Måske genkender du mine sommerferie, som din egen? Måske har du oplevet det præcist modsatte, at du fik kontakt, at du fik fat og at du virkelig mærkede integritet (min definition: at din inderside matcher din yderside)?

Jeg var ikke i integritet. Ingen opdagede det. Ikke mine venner. Ikke jeg selv (måske mine børn...). Men bagefter gjorde jeg. Jeg har smilet af mig selv. Ikke skældt ud, som jeg ville have gjort for år siden.

Men jeg har også betalt en regning efter jeg afleverede børnene. For der var, som jeg skrev i starten af dette nyhedsbrev, nogle følelser jeg ikke fik følt, nogle hændelser, jeg ikke fik bearbejdet, nogle situationer, jeg ikke fik kigget på. Men jeg tror ikke på at det vi pakker væk forsvinder. jeg tror på, at det venter på at blive set og få den opmærksomhed som et bevidst liv er.

Det var ikke sjovt at betale den regning. Men nu er det gjort. Jeg gik igennem i stedet for udenom og jeg ikke kan sige, at det var kønt hele vejen. Det er det sjældent, at betale regningen. Derfor vil jeg hellere være i kontakt. Hele tiden.

 

Måske har du det på samme måde?

På søndag sender jeg dig en lille gave, så du undgår at forlade dig selv (helt så ofte). Løsningen er nemlig at tjekke ind. Kontinuerligt. Gerne hver dag. Måske flere gange om dagen. Det kan tage 1 minut eller 15. 

For efter denne sommer, har jeg opdaget endnu en sofistikeret måde, hvorpå jeg forlader mig selv. En påmindelse om, hvor vigtigt det er for mig, at være i kærlig kontakt med mig selv.

Hvordan går det med din kærlige kontakt til dig selv?

Kærligst,

 

P.S. Det er stadig muligt at få KærlighedsKriger til en hemmelig kvajebajer-pris. Du får halv pris og betaler kun kr. 1.250,-. Men kun frem til på søndag. 

Du skal blot benytte dette link, når du køber online programmet. Det er kun dette link, som giver adgang til den helt særlige rabat på 50%. 

Du kan læse meget mere om KærlighedsKriger lige her.