From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: Til dig, der (stadig) tumler med din skilsmisse

Her er skilsmissegruppen!

Til dig, der (stadig) tumler med din skilsmisse

 

Kære Læser,

Dette nyhedsbrev er til dig, der er blevet skilt.

Ikke to skilsmisser er ens. Derfor er følgevirkningerne det heller ikke. Men det handler ofte om følelser. Hvad end vi vil det eller ej. Ikke altid om knuste hjerter, men så om sorgen over et samarbejde, som ikke er blevet (og måske aldrig bliver...) eller vreden over en uretfærdighed. Måske er beslutningen om skilsmisse helt ny og du vælger derfor at få støtte til at gå den mest direkte og kærlige vej gennem, måske er skilsmissen et for længst overstået kapitel, men følelsesmæssigt har det stadig sit tag i dig, enten pga. svigt, skyld eller et svært samarbejde om børnene.  

I dag giver jeg ordet til Gruppe Facilitator Siri Torgard, som faciliterer Skilsmisse-gruppen dette efterår. 

Siri er uddannet Gruppe Facilitator sidste år. Hun er endnu én af de facilitatorer, som jeg sender ud i virksomheder. Siri er med på holdet af mange grunde. Mest imponeret er jeg over hendes store teoretiske fundament og hendes evne til så nemt som ingenting at omsætte det til læring i gruppen. Hun er modig, tydelig og ét af de mest professionelle mennesker jeg har mødt. 

Og så er Siri skilt. Umiddelbart slår hun mig som typen, der blot har sat den ene fod efter den anden og har tacklet skilsmissen uden problemer. Men sådan forholder det sig ikke. Heller ikke for mennesker som Siri. Det har kun gjort, at jeg beundrer Siri endnu mere. 

Læs hendes historie her, så forstår du hvorfor hun er den helt rette til at lede denne skilsmisse-gruppe. Jeg lover dig, at du finder ikke tydeligere og tryggere hænder at være i, hvis du vil arbejde med din egen skilsmisse. 

 Her er Siri;

For 10 år siden blev jeg skilt. I starten var alt fint og det gik godt, men efter en tid var der kaos.

Da vi besluttede os for at blive skilt, aftalte vi, at vi ville gøre det på en god måde. Vi skulle forblive venner og gøre ting sammen mest for børnenes skyld, men også for vores egen skyld.

Men kort efter at vi var gået hver til sit og den nye hverdag som skilte begyndte med dele-børn og nødtvungen dele-økonomi, viste det sig at være svært at forblive venner. Og efter ganske kort tid herskede der kaos.

Jeg følte mig svigtet, fordi vi havde aftalt hvordan tingene skulle være. Jeg var overbevist om, at det var ham, der ikke overholdt vores aftaler og at jeg virkelige gjorde mig stor umage for at få det hele til at hænge sammen.

Samtidigt følte jeg mig virkelig alene, fordi den person som jeg mest af alt havde brug for at snakke med, var ham jeg lige var blevet skilt fra.

Yderligere følte jeg, at vi svigtede børnene endnu engang. Først havde vi valgt at blive skilt og gøre børnene til skilsmissebørn og så kunne vi ikke finde ud at samarbejde, selv om vi havde lovet hinanden netop det. Jeg var så ked af det og følte en dyb sorg over at have splittet børnenes familie.

Mest af alt følte jeg mig magtesløs.

Jeg stod tilbage med en splittet familie, en million i gæld og en dyb forargelse over for en person, som jeg havde elsket meget højt. Jeg havde ingen retning, kun fokus på overlevelse og jeg var på flugt fra livet, ansvaret og min egen sorg.

Mit vendepunkt blev en indkaldelse til fogedretten. Da jeg kom ud fra fogedretten, besluttede jeg mig for, at nu måtte det være nok.

Jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle gøre, men jeg startede med at bruge de redskaber jeg havde. Jeg kiggede på min egen selvfortælling og brugte teknikkerne fra narrativ sprogteori, som jeg kendte fra mit studie i organisationskommunikation, til at danne mig et overblik over mig egen fortælling og til at omdefinere fortællingen. Ligeledes brugte jeg værktøjerne mission, vision og værdier fra organisationen til at kigge på mine egne værdier, for at kunne finde en retning i livet igen.

Ved at undersøge min egen selvfortælling, blev det tydeligt for mig, at jeg fremstillede mig selv som et offer og at jeg fortalte mig selv og omverdenen, at jeg i hvert fald ikke kunne gøre noget for at ændre tingenes gang. Langsomt, men sikkert fik jeg ændret ved denne selvfortælling, således at jeg følte, at jeg kunne handle og tage ansvaret hjem til mig selv.

Vi var stadig i konflikt – og jeg var stadig i konflikt. Jeg brugte masser af energi på at tænke over diverse situationer og over hvordan jeg skulle gribe dem an. Jeg ville virkelige gerne bruge mine nye indsigter og handle ud fra mine værdier og min selvfortælling. Men hver gang jeg stod i en situation med min eks, faldt jeg i igen. Det var først, da jeg valgte at undersøge mine konfliktmønstre, at jeg fik øje på hvad det var, som hver gang spændte ben for mig.

På denne måde fik jeg fodfæste, kunne igen tage ansvar for egne følelser og navigere indefra og ud. 

Sidenhen har jeg fået mange flere indsigter gennem coaching og gruppe-facilitering og havde jeg haft de redskaber tilgængelige for 10 år siden, ville jeg måske været kommet op at stå og fundet den nye retning tidligere. 


Siris historie er på ingen måde enestående. Nogle skilles i kaos, og de af os, der ikke gør, tror at vi klarer frisag, hvis vi har lavet en god aftale fra starten. Men presset fra og omkring en skilsmisse er stort. En psykolog sagde for nylig til mig, at undersøgelser viser, at skilsmisse og samarbejdet omkring børnene, rangerer lige under tabet af et barn rent følelsesmæssigt. 

De fleste der bliver skilt mister sig selv undervejs på den ene eller den anden måde. Det gjorde Siri på én måde. Det gjorde jeg på en anden måde. Og langt de fleste jeg kender på deres måde. 

Der er så uendeligt meget i en skilsmisse, der er uden for vores kontrol. Derfor er det også så vigtigt, at vi får hjælp til at se, hvad vi faktisk har indflydelse på. Og holde fast i det. 

Vi kan arbejde med vores egen fortælling om skilsmissen, vores selvforståelse og identitet på den anden side og ikke mindst at forblive voksne, når vi rammes på vores sårede følelser, gamle sår eller ældste overlevelsesstrategier. 

De fleste af os kommer videre. Men er det nok? Fortjener vi ikke at leve i stedet for blot at overleve? Leve et rigere liv på baggrund af det menneske, vi er blevet gennem skilsmisse, sorg og indsigt? Komme videre sammen med os selv, i stedet for i flugt fra sorgen, de svære følelser og frustrationer?

 At deltage i en skilsmisse-gruppe er sårbart. At "afsløre" at det er svært at være skilt er nærmest tabu-belagt, når nu vi alle stræber efter at leve op til den "perfekte skilsmisse", hvor vi er gode venner og den nye familie-form blot er en berigelse for alle parter (jeg kender forresten ingen, der har den skilsmisse, selv om det kan se sådan ud).

Deltag i gruppen, hvor du undersøger din egen personlige fortælling, dine værdier og får mulighed for at spejle dig i andre og lære igennem gruppen. For når vi opdager, at vi ikke er alene om at synes, det er svært, bliver det tunge lettere at bære. 

Jeg ved, det kræver mod at melde sig. Mod er ikke fravær af frygt. Det betyder at vi har noget på spil, men gør det alligevel. Jeg synes et forløb, som det Siri har lavet, skulle være obligatorisk, når du blev skilt. Hvis ikke for os selv, så for vores børn. 

Frem til 15. august har du mulighed for at spare kr. 1.250,- . Det er også muligt at betale i rater med rabat.

Læs alt om gruppen her, hvor du også kan sikre dig din plads. 

Har du spørgsmål til gruppen, så besvar endelig denne mail. 

Kærligst, 
Lykke