Godt nytår til dig, selv om det allerede synes så uendeligt langt væk, efter snart 2 ugers hjemme-alt-mulig. Alligevel er det ikke helt tosset, at tjekke ind med de tanker du gjorde dig om det nye år.
Mens jeg lavede Følsoms nytårskur; 8 afsnit, der guider dig ud af 2020 og ind i 2021, løb tiden fra "20 ting jeg lærte i 2020". Så den liste nåede jeg ikke i år.
Til gengæld nåede jeg nytårskuren. Og den har jeg fået virkelig mange fine tilbagemeldinger på. Så vil du vide mere om, hvad jeg lærte, nød og oplevede i 2020, så lyt til nytårskuren. Om ikke andet, så lyt til de fire afsnit for 2021. De er stadig meget relevante for året, vi står overfor.
Og har du allerede gjort det og lavet dit årsmanifest, så gå endelig ind i Facebook-gruppen Følsom og del det. Jeg har delt mit manifest der, hvis du vil inspireres.
Apropos Facebook-gruppen Følsom; vi er nu mere end hundrede medlemmer og jeg er derinde hver dag for at dele, svare på spørgsmål og kommentere. Måske har du også lyst til at være en del af fællesskabet?
Mit ord i 2021 er KONTAKT
Det handler om kontakten til mig selv. Det handler om at forblive i kontakt, også når følelserne raser. Det handler om at stole på kontakten til min inderside i stedet for at lade mig afspore af, hvad andre synes, er en god idé for mig. Det handler om kontakt på daglig basis, så jeg ikke går udenom, men igennem.
Det handler også om kontakten til andre. Om at forblive i kontakt, når jeg bliver ramt eller det bliver sårbart. Om at forblive i kontakt, når jeg har lyst til at trække mig og gemme mig. Om at være i kontakt med mine nærmeste og mine kære, fordi det gør mig så glad. Men ofte også kræver mere kontakt til min egen inderside, hvis jeg skal have lov (af mig selv) til at være hele mig. Og dem jeg elsker skal have lov at være hele sig.
For kender du det, at du egentlig synes det går meget godt? Du mærker måske, at det ikke er en super dag, men det skal nok gå. Lige indtil du ikke er alene mere. Lige indtil dine børn eller din partner træder ind ad døren, og du mærker irritationen?
Jeg kalder det min indre Egon Olsen. Hende, der synes, at folk er nogle lusepustere, hundehoveder og hængerøve. Egon langer især ud efter mine nærmeste. Okay, også fremmede. Alle faktisk.
Lige der, er det kontakten med andre, der minder mig om, at jeg faktisk ikke er i kontakt med mig selv. Havde jeg været det, havde jeg taget mig af den indre Egon Olsen, i stedet for at lade det gå ud over andre.
Kontakt bliver også det helt store kodeord i min forretning i år. I hvilke formater ved jeg endnu ikke, men her i nyhedsbrevet, er du den første, der får besked. Jeg tester lidt forskellige ting af i Facebook-gruppen Følsom over den næste tid, så er du nysgerrig, så hop endelig ind og giv dit besyv med.
Jeg vil nemlig gerne lære dig at være i kontakt. Og måske vigtigere endnu, forblive i kontakt. Når det bliver svært, når følelserne raser, når andre bliver vrede, når det bliver sårbart, når du får lyst til at kæmpe, flygte, please eller spille død.
Jeg er overbevist om, at vores liv, indre som ydre, vil se markant anderledes ud, hvis vi kan bevare kontakten til os selv, til andre og til livet, i særdeleshed, når det bliver svært. For er vi i kontakt, kan autopiloten - eller det 4-årige barn - ikke tage over. Så er der en voksen til stede.
Når vi er i kontakt, betyder det, at vores værste frygt, at blive afvist eller udstødt af fællesskabet, ikke kan drive os rundt i ensomheden. Kontinuerlig kontakt. Jeg tror på det. Og det vil jeg bruge 2021 på at udforske.
Hvad er dit ord for 2021?
Et løfte og en daglig praksis
For at få alt det kontakt til at ske, har jeg valgt at give mig selv et løfte i år. Og understøtte det med en daglig praksis.
Mit løfte til mig selv i år er: AT MØDE OP. Også når det er svært eller jeg har lyst til at gemme mig. Også når jeg ikke ved. Også når jeg er magtesløs, vred og forvirret.
Og så har jeg lavet tre uanset-hvad i min daglige praksis:
KONTAKT: meditation, bøn eller stilletid
KROP: yoga eller ud at gå hver dag
SKRIV: om ikke andet så 10 minutter hver dag
Vil du vide mere om et løfte til dig selv eller inspireres til din daglige praksis, så hop ind og lyt til nytårskuren, der i år er indtalt som podcast.
Jeg har også fået min grafiker til at lave de fineste refleksionsark, som du kan bruge.
Dem finder du også i Følsoms Facebook-gruppe. Der er tydeligvis mange gode grunde til at være med derinde;)
Med håbet om kontinuerlig kontakt med dig, både her i nyhedsbrevet, i min podcast og på de sociale medier, ønsker jeg dig et smukt, lysende, glædesfyldt og boblende nyt år. På trods af starten på året.
Corona får os ikke. This too shall pass. Læn dig ind i alle de følelser, der kommer og går. Og sørg for at være i kontatk. Med dig selv og andre. Så skal det hele nok gå. Ét skridt ad gangen...
Kærligst,
Momentum Creations ApS - Travemündegade 3, 1.tv., 2150 Nordhavn, Danmark Du modtager denne email, fordi du den Nov 21, 2024 bad om at få tilsendt et preview af denne mail :)