Kære ,
Kender du det, når et gammelt mønster melder sig på banen? Og pludselig er det over det hele og vil ikke lade dig være?
Min “smalle sti” er tilbage for fuld udblæsning. Ikke at den nogensinde har været væk, overhovedet ikke, men jeg har kigget væk.
Nu ser jeg den igen og må konstatere, at den stadig lever i bedste velgående. Den har bare taget en anden forklædning på.
Den har levet sit stille, men meget insisterende, liv i mørket, hvor den også trives bedst. Sammen med skammen.
I dag får du fortællingen om min smalle sti. For hvad er det for et mønster?
Sidste chance for den ultimative udviklingspakke
Jeg har rykket nyhedsbrevet til onsdag og derfor fik du ikke en kærlig reminder om, at jeg stadig havde én enkelt af disse “pakker” at få.
Jeg forlænger fristen til torsdag kl. 23, hvis du skal have fingrene i den hidtil største bonus sammen med din investering i Mentor-netværket; hele TO gratis bonus-sessioner og frit valg på alle hylder mellem mine 4 online kurser. Der er som nævnt en enkelt plads tilbage.
Du kan læse alt om udviklingspakken her.
Jeg napper den sidste plads
Hvad er den smalle sti?
Kært barn har mange navne. Måske kender du den som den indre kritiker eller vores over-jeg. For nogle er det over-jeg ikke særlig dominerende.
For andre er det alt de kan høre, men de ved ikke, at det er over-jeget, der taler, for de kan ikke høre selvet nedenunder. Sådan har det været for mig.
Heldigvis er det ikke sådan mere, men når noget bliver meget betydningsfuldt, som eksempelvis min sammenbragte familie, min kæreste og mine børn, taler den indre kritiker med store bogstaver.
Min smalle sti refererer til “de 16 spor” vi alle er født med. Altså masser af plads til at være dig.
Men efterhånden som vi erfarer, hvad der skal til for at høre til, hvornår vi er inde i varmen og ude i kulden, efterhånden som vi afkoder anerkendelse og udskamning, laver vi strategier for relationel overlevelse og dermed får vi pludselig kun 12, 8 eller måske færre spor at køre på. Vi indskrænker simpelthen pladsen til at være os selv.
For mig har det ofte føltes som om, jeg har en meget smal sti at bevæge mig på. Andre har meget mere “lov” til at boltre sig og synes at have mere plads.
Hvorimod jeg skal bevæge mig på “dydens smalle sti”. Og kører jeg udenfor den lille bane (jeg har givet mig selv), kører jeg i grøften. Eller rettere lige ind i favnen på skam.
Min smalle sti handler om at være et ordentligt menneske. Og det kan brede sig i alle afkroge af mit liv.
Måske tænker du “der er da ikke noget galt med at være et ordentligt menneske” og det er der bestemt heller ikke.
Men det her går langt ud over at være et ordentligt menenske. Bag denne betegnelse ligger “det perfekte menneske”. Som ikke må træde ved siden af.
Det er svært at forklare, også for mig selv, uden at det kommer til at lyde helt tåbeligt. Fordi det er støbt ind i mine celler, mere som en fornemmelse, en strøm af dom, nedenunder det hele.
Jeg har min helt egen standard at leve op til. Det ville være nemt, hvis jeg kunne sige, at det var min mor eller far, der gav mig den. Men det er det ikke.
Det har været mere subtilt og mere indlejret i omgivelserne. Det føles som om jeg har været dygtig og sød fra starten. Og det er anerkendelsen for at være netop det, være god og særlig, der har hævet standarden lige så stille, men meget eftertrykkeligt.
Vores indre stemmer er en internalisering af ydre stemmer. Vigtige mennesker i vores liv behøver dog ikke at have sagt disse ting. De kan have insinueret dem. Eller signaleret dem med deres stilhed eller krop.
Det kan være pokkers subtilt, men det oversættes indeni i os og bliver til blivende indre stemmer.
Hvorfor har vi de indre stemmer?
Vores indre kritiker eller dommer, kommentarsporet, stemmen har en vigtig funktion. Den passer på os. I fællesskabet.
Den sørger for at vi forbliver inde i varmen. Men måden den gør det på, er for mange af os, nu hvor vi ikke længere er børn, men voksne, meget anstrengende.
Stemmen har holdt os i skak. Fordi den mærkede at den var nødt til at gøre det for at passe på os.
Funktionen har altså været god nok. Men effekten, at vi dukker os, gør os mindre, gemmer os, dømmer os selv hårdt og al mulig ind i mellem, den er ikke så virkningsfuld. Det gør ondt. Hvis vi sådan rigtig mærker efter.
I mit tilfælde har min dygtighed altid sørget for at jeg hørte til. Hvis du er dygtig, hører du til.
Så derfor har præstationen været min løsning og mit skjold. Og træder jeg ind i sammenhænge, hvor jeg ikke er dygtig, bliver jeg utryg. Min indre slavepisker har med andre ord sørget for, at jeg hørte til ved at fortælle mig, at jeg altid skal være den bedste og den mest ordentlige.
Det er min adgangsbillet til fællesskabet. Det er min stemmes funktion.
Effekten? Den er en anden.
Det udmatter mig og gør mig uendeligt træt, hele tiden at skulle være så dygtig og så ordentlig. Det er en kamp, der aldrig ender. Og jeg bruger oven i købet al den viden, jeg tilegner mig til at slå mig selv oveni hovedet også med alt det jeg burde være i stand til, fordi jeg ved bedre.
Hvordan arbejder vi med de indre stemmer?
Vi er nødt til at skulle tilbage til funktionen. At passe på os.
Så intentionen har været kærlig.
Allerede der mærker jeg en betydelig blødhed indeni.
Min smalle sti er et - barnligt - forsøg på at passe på mig. Og når det er intentionen, kan jeg også møde den del af mig, for et er jo netop kun en del af mig, med kærlige øjne.
Jeg kan kærligt tage den del af mig, som skal gå på den smalle sti, i hånden og sige: “det giver så god mening, det du gør. Men nu er der en voksen til stede, mig, og det er min tur til at passe på dig”.
Nøglen her er, at det mønster, den smalle sti, ikke er hele mig. Men en del af mig. Som nogle gange, oftest, når der er mest på spil og jeg derfor går tilbage til mine mest kendte strategier, virkelig fylder meget og tager over.
Med mindre jeg er så vågen og bevidst, at jeg kan berolige mig selv, smelte mønsteret med de kærlige øjne og vælge en mere voksen strategi.
Og den strategi må altid være forståelse og at blive set på med kærlige øjne.
Er det nemt? Nej. Glemmer jeg det? Ofte. Virker det? Ja, men først når jeg har gjort det helt utrolig mange gange.
For nu skal jeg træde en ny sti i hjernen. Og en bredere sti i mit system. Så der bliver mere plads til at være mig. Hele mig.
Også til hende, der bare er menneske. Og som ikke kan. Og som ikke lykkes. På trods af alt det hun ved, underviser i og formidler.
De kærlige øjne. Du har sikkert læst om dem her i nyhedsbrevet før. Jo mere jeg arbejder mig selv, jo mere er det svaret. På det meste.
Kærligst,
PS. Husk, vil du have hjælp til at arbejde med dine mønstre, er i morgen torsdag sidste chance for at få fingrene i den ultimative udviklingspakke.
Få et helt års udvikling, start din proces her i maj og bliv støttet af det smukkeste fælleskab helt frem til maj 2024. Det er et års udvikling. For quick fixes virker ikke, men når vi kontinuerligt hjælpes til at holde fokus, løftes og støttes på vejen af andre og får sparring samt kærlige skub af mig, kan du nå langt (både på yderside og inderside) på et år. Virkelig langt. Du kan læse alt om udviklingspakken her.
Det sker:
August 2023: Mentor-netværk - et netværk for kvinder, der vil udvikle sig selv og deres karriere. Sammen. Støttet af mig som mentor. Se den ultimative udviklingspakke her - sidste chance i dag.
August 2023: GruppeFacilitator - intensiv træning for dig, der arbejder med udvikling af mennesker og ønsker at kunne hjælpe flere mennesker på én gang og lære hvordan du underviser og faciliterer.
Oktober 2023: Netværksdag - TEMA preframing
December 2023: SkilsmisseFacilitator (mere info kommer)
