Kære ,

For et par dage siden sendte jeg en mail, som jeg skulle have skrevet for lang tid siden. Men jeg havde gået rundt om den.

Fordi jeg skulle bede om særbehandling. 

Ikke særbehandling på grund af et handicap eller fordi jeg var kommet til skade. Nej, nærmere tværtimod. Fordi jeg var dygtig. Erfaren. Og har arbejdet med mig selv i mange år. 

Det ved jeg godt, jeg har. Jeg kender mig selv. Og når jeg underviser på første modul af coach-uddannelsen bliver jeg mindet om, at selv om det ikke er en proces, jeg kommer i mål med, så er jeg langt.

Fordi jeg har øvet mig længe. Været vågen på mønstrene i mit liv, været sårbar, talt højt om det, der er svært. 

Derfor har det undret mig, at jeg sneg mig under min egen radar dag efter dag. For jeg vil så gerne det, der skal komme ud af den særbehandling. 

Men det føltes som om, jeg skulle sige: "se mig, jeg er dygtig og klog på mig selv, så derfor skal jeg have særbehandling". 

Hvad bilder du dig egentlig ind?

At eje det lys, er én ting. At stille mig frem og spørge, er ikke det værste. 

Nej det værste ville være, hvis hun skrev tilbage: "Ha, du tager fejl. Du har langt igen og der kan på ingen måde komme særbehandling på tale, for du ved slet ikke nok (om dig selv). Hvad bilder du dig egentlig ind?"

Den sidste sætning; "hvad bilder du dig egentlig ind", er min egen tilføjelse.

Det er en hvislende stemme på min skulder, lige bag øret, der bliver højlydt, når der er lidt for meget nydelse, lidt for høje grin, lidt for store armbevægelser.

Jeg ved ikke, hvis stemme det er, men blot at blodet i mine årer fryser til is, hver gang jeg hører det.

Jeg er sikker på, den stemme altid har holdt mig i skak, men jeg har ikke sådan rigtig hørt den, indtil for et par år siden. Den har ligget bagved som en slags baggrundsmusik, hvor jeg ikke helt kune høre teksten.

"Hvad bilder du dig egentlig ind..."

Og det er jo netop det, der er frygten, at jeg bilder mig noget ind. At den måde jeg ser mig selv på, er milevidt fra, hvordan andre ser mig. 

Men det er mere end det. Det handler også om at tillade mig ting.

At jeg giver mig selv lov til noget, som er udenfor den smalle sti, der er tegnet op for mig. At jeg tillader mig at "at leve en lille smule". 

Sætningen slår mig tilbage til start med en ydmygelse og en hån, som lammer hele kroppen. 

Måske har du også sådan en sætningen indeni dig, som sætter dig på plads? Holder dig i skak? 

Måske har du ikke hørt den endnu. Men når du ved, hvad du skal lytte efter, kan det være nemmere at høre den.

At blive set - i vores lys

Jeg fandt også modet et andet sted. Hos min terapeut.

Indrømmet, jeg bad om et papir, et bevis, men det brugte man ikke, sagde hun. Øv, der røg den mulighed for sikkerhed.

Min terapeut ser mig. Hun har set mig gennem mange år. Og da hun så den indsigt og erfaring, jeg skulle bruge for at bede om særbehandling, rettede jeg ryggen lidt ekstra.

Jeg har gjort arbejdet. Et arbejde man aldrig bliver færdig med. Kun mere og mere ydmyg overfor. Men hvis hun kunne se det, turde jeg godt at skrive den mail. 

Når vi bliver set. Lige der, hvor det er vigtigt. Så sker der noget. 

Det er uden tvivl også min kærestes øjne på mig. At blive elsket, og set i og med alle mine facetter, også de mindre kønne, åbner hjertet og troen på, at vi har noget at bidrage med. At blive elsket giver os også modet til at gå ud i verden og satse noget. For der er én, der har din ryg derhjemme. 

Følelsesforløsning

Så jeg ejede altså både mit eget lys. Når jeg fik lidt hjælp. Og var blevet bekræftet i, at det skinner.

Så hvorfor var det så svært at sende den mail?

Fordi jeg skulle sende den til et menneske, jeg beundrer. Et menneske, der har gjort en stor forskel i mit liv og set mig helt i knæ. Hun har om nogen set mig der, hvor det var grimmest og sværest og mest sårbart (måske faktisk ikke grimt, men bare mest sårbart). 

Kan man skrive til et menneske og sige, du har set mig dengang, men i dag har jeg rejst mig og er klog nok (på mig selv)?

Ja, det kan man, for det gjorde jeg. Og jeg fik svar mindre en to timer senere. 

Jeg måtte læse mailen tre gange.

For jeg blev ved med at sætte ordet "ikke" ind i sætningen: "der er ingen tvivl om, at du ikke kan få særbehandling".

Jeg læste den igen. Og igen. Men der var intet ikke i sætningen. 

Tværtimod. Der stod "der er ingen tvivl om, at du kan få særbehandling. Og det har jeg kun gjort én gang før". 

Jeg græd. Nærmest hulkede. Af lettelse. Og glæde. Og sårbarhedstømmermænd. 

Tal om følelsesforløsning. 

Først tårer. Og derefter en overrraskende stor glæde og stolthed. Der gik det op for mig, lige præcis hvor meget jeg havde haft på spil. 

"Må man gerne være en stjerne?"

Da jeg sad i bilen et par timer senere, var jeg stadig høj. Og mens jeg kørte gennem markerne mellem Nødebo og Fredensborg kom en sætning til mig:

"Må man gerne være en stjerne?"

Og så var den der igen. Behovet for tilladelsen. 

En tilladelse, vi aldrig får. Og som jeg måske aldrig kan give mig selv (ikke med den hvislende stemme indeni). 

Men jeg kan øve mig. På at være en lysende stjerne i mit eget liv. Jeg kan øve mig på instagram (hvor jeg ofte kæmper lidt med at få noget slået op). Jeg kan øve mig i at tage imod komplimenter. Sådan helt ind. Jeg kan øve mig i at træde frem og op. Sætte mig selv på spil. 

For med den reaktion, jeg havde i mit anneks, da jeg læste mailen for fjerde gang, mærkede jeg, at det er det hele værd. 

Hvis vi ikke træder frem, kan ingen se os. Og så kan de ikke spejle vores lys tilbage. Eller hjælpe os med alt det, vi længes efter.

Hvis ingen kender din længsel. Hvis ingen kender din drøm, hvordan skal du så få det til at ske?

For let's face it, det er meget lidt her i livet, vi kan skabe helt selv.

En del af længslen er jo netop samhørigheden med andre. At blive set i og anerkendt for det, vi er mest stolte af. 

Det er lige præcis derfor, jeg har lavet mentor-netværket.

Fordi du både får muligheden for at arbejde med din længsel. Og blive set og bekræftet af andre. Og af mig.

Læs meget mere om mentor-netværket her

Når vi øver os i at stå i vores lys i et trygt rum, et virkelighedslaboratorium, kan vi både tåle at dele de dæmoner, der skal ud lyset, for at vi kan høre og se os selv rent. Og vi kan give og få tilladelsen til at lyse og række ud efter længslen.

Uden at bilde dig noget som helst andet ind, end at det må du godt. Alene fordi du er dig. 

Kærligst, 

P.S. Husk, at tilmeder du dig inden d. 30. november (det er muligt at betale i rater), så får du en gratis individuel mentor-session oveni.

Du kan sikre dig din plads lige her.