From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: Sådan sætter du sunde grænser - uden at hæve stemmen...

- har du brug for at stampe i jorden er din grænse for længst overtrådt.

Sådan sætter du sunde grænser - uden at hæve stemmen...

 

Kære Læser, 

De fleste får ticks, når talen falder på at sætte grænser. Måske fordi vi ser for os, hvordan vi skal sætte foden ned, hæve stemmen eller blive vrede, for at kunne sætte en grænse. Og måske frygter følelserne indeni - og udenpå - og ubehaget i maven, når vi skal sige det nej, som sidder fast i halsen. 


Men virkeligheden kan være en helt anden. Det handler dagens nyhedsbrev om. 

Vi har mange overbevisninger og forestillinger om, hvad det vil sige at sætte en grænse. Måske er du blevet skældt ud, når du overskred din mors eller fars grænse. Måske har du fået skylden. Måske har du skulle stå overfor voldsom vrede. 

Hvis det er vores erfaring med grænser, er det naturligt, at det er svært.

Men ovenstående er ikke eksempler på sund grænsesætning. Det er eksempler på, hvornår grænser for længst er overskredet.

Det har intet med sunde grænser at gøre. 

Når vi sætter en grænse i tide, kan vi gøre det i samme toneleje, som vi ellers taler. Vi kan sige nej med omsorg og tydelighed. Vi kan forklare hvorfor uden skyld, skam og skæld ud. 

Og når vi gør det, er vi i kontakt. Og. I integritet. 

Resultatet er, at vi bliver tydelige i vores relationer. Og når vi er det, bliver de mennesker, vi er sammen med, trygge. Fordi de ved, hvor de har os, og fordi de kan se, hvem vi er. Det gælder både i relationen til vores partner, vores børn, vores venner og vores kollegaer. 

Hvem skal give dig lov?

Mange opfatter mig som tydelig og skarp. Så jeg kan vel ikke have svært ved at sætte grænser? 

Men jo, særligt i mine nære relationer, har det været svært for mig. Indtil jeg opdagede, at jeg fuldstændig overhørte mit indre nej, fordi jeg var bange for, at de andre blev vrede på mig. Så når det nej, endelig kom ud, var det som en brøler, der ofte havde følgeskab af bebrejdelser, så jeg selv kunne slippe for ubehaget indeni.

Havde jeg lyttet til det stille nej på min inderside, og udtrykt det på ydersiden, da det trængte sig på, havde det ikke kostet en tur i den store følelsesmæssige rutsjebane.

Bevares. At sige nej kan stadig mærkes på indersiden. Men det behøver ikke larme, hvis du kan give dig selv lov til at være den du er, og have det, som du har det.

Og det er her det starter. At du giver dig selv den tilladelse. For ingen andre kommer og giver dig den. 

Og det er, når vi går og venter på den tilladelse, at vi lader vores grænse overskride. 

Når vi råber og skriger, bliver vrede og bruger skyld, er det fordi vi har overhørt den grænse, som vi skulle have sat langt tidligere. Måske fordi vi tror, vi ikke sætte grænsen der. At vi ikke må føle det, vi føler.

Men det gør vi. Derfor må vi!

Det er hvad vi gør med den vrede, vi mærker, som er afgørende. Ofte er den vrede, som mange kvinder er så bange for, vores bedste ven, når det handler om at sætte grænser. Vrede er "blot" et signal om, at vores grænse er ved at være overskredet. At nu skal vi lytte.

Kan du be' om det, du har brug for?

Søsteren til grænser hedder for resten behov. Mange af os har lige så svært ved at be' om det vi har behov for, trænger til og længes efter, som vi har ved at sætte grænser. 

Det handler også om det nej. Denne gang blot det nej, vi er så bange for at få, hvis vi udtrykker vores behov. 

At sætte ord på sine behov, er ikke en garanti for, at vi får det, vi ber' om. Slet ikke. Men ofte går vi rundt med uindfriede længsler, ikke fordi vi har fået nej, men fordi vi aldrig har sagt dem højt. 

Fordi det er så sårbart at udtrykke vores behov. Fordi det viser, hvem vi er og hvad vi længes efter. 

Og hvis vi så får et nej, kan det føles som en afvisning. En afvisning af den vi er. Når vi står frem mest sårbart.

Og dermed hænger det uløseligt sammen med grænser.

For når vi ber' om det, vi gerne vil ha', skal den overfor tage stilling til sit eget ja eller nej. Og er det nej svært for dem, kommer svaret ofte tilbage med skyld og skam, præcis som vi måske oplevede det som børn: "kan du ikke tænke på andre end dig selv?" eller "tror du, pengene vokser på træerne?".

Alt sammen fordi mennesket overfor dig, ikke har lært at sige et tydeligt og roligt nej. At stå ved det, de føler.

Grænser og behov har alt med integritet at gøre. Det handler om, at inderside og yderside matcher hinanden. Uden drama: "jeg er forkert" eller skyld og skam: "du er forkert". 

Men kun hvis du giver dig selv lov. Lov til at føle det, du føler. Udtrykke de behov, du har. Og være den du er. 

Vil du lære mere om integritet, om at sætte sunde, rolige grænser, at be' om det du har brug for, og om hvordan din yderside kan matche din inderside, og hvornår der alligevel er undtagelser for den regel, så kom med i morgen kl. 8.30 til morgenmødet Tjek Ind. 

Ja-tak, jeg vil lære at udtrykke mine behov og sætte sunde grænser

Jeg sørger for et guidet tjek ind, inspiration til din inderside og helt sikkert et personligt spørgsmål, som kan give dig et lille skub hjemad og indad. Og så selvfølgelig kaffe og croissanter. Ses vi?

 
Kærligst,