Kære ,

 

I dag har jeg lovet dig en historie, som giver mig varme kinder og hjertebanken, selv 9 år efter. 

Det var en klassisk opgave. Introduktion til coaching. På et højskole-sommerforløb i ide-historie. De startede helt tilbage hos Platon og hans venner og bevægede sig op til de moderne tendenser i nutiden. Jeg skulle repræsentere coaching som fag og tendens. 

I det øjeblik jeg ankom, startede en sær samtale. Jeg gik med arrangøren ned gennem gangene på den sommertomme folkeskole i Hillerød, mens han forklarede mig, at nok ikke alle var lige begejstrede for coaching. Han forsøgte at advare mig, forstod jeg bagefter, selv om det var ham, der havde hyret mig til at gå lige ind i løvens hule. 

Deltagerne var i alle aldre. Fra ungdomspolitikere til ældre mænd i 70'erne, journalister og debattører. Dengang var jeg stadig plaget af "kun" at være "coach" og leve af en 5-måneders uddannelse i stedet for min universitetsuddannelse. Derfor så jeg også indre dæmoner i øjnene den dag, da jeg stillede mig op foran det jeg kalder for P1-segmentet, som læser Weekendavisen og generelt intellektualiserer det meste. 

Jeg startede med at introducere coaching med øvelser, så vi ikke bare snakkede om at stille spørgsmål, men prøvede det på egen krop. Anden time var sat af til spørgsmål og mere "fri leg", hvilket er min foretrukne vej, da det først bliver rigtig sjovt, når der er dialog og interaktion. 

Den første time gik godt om end samtalen om øvelserne var lidt træg og de tydeligvis ikke købte præmissen. Anden time startede også godt. Men det var kun opvarming, for langsomt skiftede spørgsmålene karakter. Jeg opdagede det ikke så meget ved selve spørgsmålene, men mere ved min fysiske retræte. Bordene var sat op i en hestesko i et klassisk klasselokale. Jeg havde bevæget mig frit ned i bunden af hestekoen, men lige pludselig lagde jeg mærke til, at jeg nu støttede mig op af katederet i den modsatte ende af hesteskoen.

Måske mærkede jeg det mere end jeg så det; at min knoer var hvide af at holde fast i katederets kant. 

På dette tidspunkt diskuterede vi ikke længere coaching. Nu var det mig, som repræsentant for coachingen, der stod for skud. Bogstavelig talt. Jeg blev mindre og mindre og måtte blot koncentrere mig om at blive stående, selv om alt i mig skreg, at jeg skulle forlade stedet. 

Efterfølgende kom to kvinder op til mig og anerkendte, at det var blevet lidt heftigt og om jeg havde lyst til at gå med ned i baren og få et glas vin. 

Hvad tror du, jeg svarede?

Om det var stolthed, tapperhed eller bare lammelse, ved jeg ikke, men jeg gik med. I baren forsøgte de to kvinder at forklare mig om den diskussionslyst, der havde været i lokalet, som om det kunne forsvares, at det var blevet personligt. Som jeg stod der i baren med min danskvand og adrenalinen fortog sig, meldte noget andet sig i mine øjenkroge. Tårer. 

I det øjeblik var det som om jeg igen fik kontakt til mig selv og jeg tænkte "hvad laver du her"!

Jeg sagde farvel og nærmest løb ud i bilen, hvor jeg i lang tid bare sad og rystede. Rystede, fordi det havde været så voldsomt, men også for at ryste oplevelsen af mig. 

 

Den største frygt

Hvorfor fortæller jeg dig dette?

Fordi jeg ved, at det er den største frygt vi har for at stille os op foran et rum. At noget lignende min historie sker. Og at det er derfor, vi ofte foretrækker den personlige udvikling 1:1. Fordi éns modstand ikke kan blive så voldsom som 15 deltageres. (Det er også sandt, men omvendt kan vi heller ikke skabe tilnærmelsesvis den samme effekt og resultat, som når mennesker udvikler sig sammen).

Jeg fortæller denne historie, fordi jeg lærte noget meget vigtigt den dag. 

Jeg var så chokeret, at det slet ikke faldt mig ind at sige stop. Jeg vil gerne diskutere coaching, også med mennesker, der er uenige (det har jeg gjort så tit), men når det kommer til at handle om min person og føles som om, jeg blot skal ned med nakken, er det vigtigt at trække en tydelig grænse. 

Det kan jeg i dag. Måske på grund af den oplevelse. Men mest fordi det at facilitere et rum kræver, at jeg står stærkt i mig selv. At jeg ved, hvem jeg er og hvor mine personlige grænser går. Og at jeg kan sætte dem. 

Som om det ikke var nok, og måske lige for at understrege læringen, blev jeg et par dage senere ringet op af en kollega, som helt forsigtigt, nærmest hviskende, fortalte mig, at der vist nok var blevet skrevet en artikel i Information om mig og mit oplæg. Af den selv samme journalist, som havde budt på vin og været en skulder at støtte mig til i baren efterfølgende. 

Overskriften lød "Coachens ensomme tårer" og fortsatte "Naturligvis ved man, at alle kan bryde sammen, men når dem, der vejleder i ikke at bryde sammen, så alligevel bryder sammen, er det anfægtende, også rent filosofisk".  

Når man, som jeg, har været bange for andre menneskers dom, findes det ikke værre end at blive udstillet offentligt i medierne. Det er min største frygt. Men derfor også én af de gange, jeg har lært mest. 

For det tvang mig til at stå op for det, jeg tror på. Ikke så meget mit budskab. Men min egen person.

Den dag lærte jeg at sætte en personlig grænse for, hvad jeg vil finde mig i. Kun fordi jeg ikke gjorde det den dag.

Og det er det, jeg aller helst vil lære dig på min uddannelse. At være i så god kontakt med dig selv, når du faciliterer proces, at du både kan se dine egne mønstre og holde dem ude af processen, og samtidig er i konstant kontakt med dig selv, så du kan mærke, hvor dine grænser går og hvad, der er sandt for dig. 

Det kræver bevidsthed. 

 

Sådan møder du modstand...

Bevidsthed er dit "våben". At vi ikke lukker ned og lader automatpiloten tage over. For så gør vi én af tre ting: flygter, spiller død eller angriber. Ingen af disse reptile funktioner støtter os i arbejdet som Gruppe Facilitatorer. 

Derfor er modstand et vigtigt tema på uddannelsen. Og derfor arbejder vi meget med den personlige grænse og kontakten til dig selv. 

For vi vil møde mennesker med korslagte arme. Vi vil møde kritikere. Vi vil møde mennesker, som ikke (tør) tage ansvaret selv og derfor mener, det er din opgave at fikse dem og situationen. Og når vi møder den modstand i et rum, får vi lyst til at fikse det - og dem - så det ubehagelige kan gå væk. 

Men det gør kun ondt værre. Vi er nødt til at lære at stå med det ubehag, være i kontakt med os selv - og dem, der har modstand på dig eller situationen. Kun sådan går vi igennem i stedet for udenom. 

For som Gruppe Facilitator kan der ikke ske noget "forkert" i rummet. Du kan bruge alt, hvad der sker,til at udvikle menneskene og forstå den menneskelige reaktion endnu dybere. 

Men kun, hvis du tør. Tør blive stående.Tør sætte grænsen. Tør at vælge tillid i stedet for frygt. 

Det vil jeg gerne lære dig. Og så meget mere. Og hvis jeg kan stå foran grupper endnu, efter den oplevelse i 2009, kan du også. Både rejse dig, hvis noget lignende sker (for det gør det sikkert) og stå der endnu stærkere på grund af det. 

 

Du kan læse meget mere om GruppeFacilitator Uddannelsen lige her. 

På tirsdag lukker jeg for tilmelding, så jeg kan byde ordentligt velkommen og sætte rammen (det kan jeg nemlig først, når jeg ved, hvem der skal med). Holdet er ved at være sat og de sidste tilmeldinger på plads. Vil du med, så er det nu, du skal sikre dig din plads. 

 

 

Lov mig én ting, nu hvor jeg har delt min historie med dig. At ligegyldigt hvor vigtigt dit budskab er, og hvor meget du brænder for det, skal du aldrig - aldrig - nogensinde tillade at mennesker angriber dig personligt. Det er ikke det, du stillede op til og for.

Du stillede op for at gøre en forskel. For at give dit bidrag. For at udvikle mennesker. 

Kærligst,