Kære Læser,

Denne måneds tema er ansvar. I dag vil jeg fortælle om ansvaret for vores tilstand. Som i min optik er det vigtigste ansvar vi kan tage.

Og når vi tager netop det ansvar, bliver alt andet ansvar lettere og derfor tager vi også mere af det.

Vi er trænet i at tro, ofte ubevidst, at al ansvar drejer sig om at handle. Vi tager ansvar ved at gøre.

Men vi mangler den anden del af ansvaret. Det ansvar vi tager ved at være.

Samme opgave - to forskellige tilgange

Det er måske den største erkendelse, jeg har gjort mig angående handling de seneste år.

Nemlig at det eneste reelle ansvar jeg har, er ansvaret for min tilstand.

Hvis jeg blot tager mig af den, sørger for at være i balance, så meget af tiden, som det er muligt og netop justerer, når jeg - naturligvis - ryger ud af balance, kommer alt andet af sig selv. I langt højere grad end jeg har været klar over, mens jeg forcerede det meste.

Du kender det måske. En opgave kan på en dårlig dag kræve uendelige mængder energi, frustration og tid. Den samme opgave kan på en god dag være en leg. Den eneste forskel? Din tilstand. For det er jo ikke dagen, der er forskellig. Det er din tilgang til dagen. Det er din energi. 

Derfor er det også dit ansvar. 

Modstand på virkeligheden

Desværre kommer energidyk, følelsesmæssige ture og svære dage aldrig belejligt. De kommer altid dagen før en deadline. Eller midt i en periode, hvor du altså ikke bare kan tage dig af din energi.

Det er det vi kalder modstand på virkeligheden.

Det jeg har lært af at kæmpe indædt med virkeligheden om og om igen i årevis - og af at tabe hver gang - er, at jeg noget hurtigere (dog stadig ikke helt uden kamp) overgiver mig til, at jeg må tage mig af min tilstand, trække stikket, gå den tur, sætte mig og meditere, række ud og bede om hjælp, tage den tude- eller løbetur, danse i køkkenet eller blot se tv-serier hele dagen.

Fordi jeg alligevel ikke får noget produktivt fra hånden. Så jeg kan kæmpe med virkeligheden. Eller jeg kan overgive mig. 

Ofte, når jeg lykkes med ikke at bruge så meget tid på modstanden på virkeligheden, men blot observerer mig selv udefra og giver mig selv det, jeg har brug for, kommer jeg overraskende hurtigt tilbage på sporet. Også på de dage, hvor jeg tænker, at kun hvis jeg trækker stikket hele dagen, kun hvis jeg kan give mig selv helt fri, vil det virke.

Hvis jeg så giver mig selv det, der er muligt (og det er altid mere, end du er villig til - med dit hoved i hvert fald), så kan jeg to timer senere sidde ved computeren og opleve fingrene hælde de ord ud, jeg tre timer tidligere simpelthen ikke kunne finde i mig. Men kun fordi jeg i de to mellemliggende timer gik en tur i skoven eller sad på en bænk og faldt i staver, mens jeg mærkede en hektik forlade kroppen.

Overgivelse. Eller kamp. Feminint eller maskulint. Forceret eller kærlig handlen. Udefra og ind. Eller indefra og ud.

Det er dit valg. Og dit ansvar. 

At lære at handle på en ny måde kræver ofte akklimatisering. At gøre noget, der føles mærkeligt, irriterende, måske ligefrem utrygt.

Fordi det er nyt.

Derfor kræver denne kærlige form for handling, hvor vi tager ansvar for hvordan vi har det, før vi tager ansvar for opgaven, ofte en lang periode, hvor langsommelighed og det at mærke efter fylder mere, end vi er villige til.

Det store men…

Men. For der er et stort men. Hvis vores akklimatisering forbliver ved tanke og mærken efter, har vi også spillet fallit. Hvis vi forpupper os og ikke gør andet end at mærke efter, har vi heller ikke taget ansvar.

Så har vi ikke givet vores bidrag til verden. Så har vi ikke sat os selv på spil. Så har det, der skulle sætte stikket i til livet og alt det, du rummer, pludselig muteret sig til en navlebeskuende proces i en parallelverden, og det har ingen glæde af. Mindst af alt dig. 

Der er faldgruber i det meste. Også i at mærke efter. For hvis vi pludselig kommer så langt ned i gear, at vi ikke får handlet, sat os selv på spil eller noget fra hånden, ender vi i en lige så stor ubalance, som handling og to-do-lister og hektik og gøren kan skabe.

Vi kan sidde fast i mærken efter. Og vi kan sidde fast i præstation. Intet af det er balance eller ansvar for vores tilstand.

Og det er netop balancen, vi leder efter. At efter enhver præstation kommer restitution og efter en hver mærken efter kommer handling, stillen sig frem eller på spil.

Savner du støtte til den balance?

Hvis du genkender dig selv i ovenstående, kæmper med virkeligheden eller dig selv eller ikke kan finde balancen mellem handlen og gøren eller blot vil lære, hvordan du tager ansvar for din tilstand, så overvej 3 sessioner med mig.

Der skal ofte ikke mere til, før du kan mørke en markant forskel.

Fordi det kræver bevidsthed at lave ændringer, men måske endnu mere fordi det skaber værdi at blive bevidnet i sin proces og fordi vi ikke behøver at gøre alting alene. At bede om hjælp er måske det fineste skridt vi kan tage hen i mod ansvaret for vores tilstand.

Jeg har tre mulige klippekort: 3, 6 eller 9 timer.

Besvar denne mail, hvis du er i tvivl om jeg kan hjælpe dig.

Læs om muligheden for coaching her - også til dig, der ikke er i en livskrise

Følsom LIVE - følelser, fælleskab og fejring

Så er det på mandag vi mødes til en LIVE samtale om alt følsomt.

Måske du vil med?

Det bliver en fest. Både fordi vi samles, fordi vi skal tale om alt det, der betyder noget og fordi følelser og fællesskab altid er værd at fejre

Til foredraget kommer vi omkring:

• Hvad er grundfølelser og hvordan hænger det sammen med dine behov?

• Hvordan går vi gennem følelser (og livet) og opdager, når vi kommer til at gå udenom - og hvorfor er det vigtigt?

• Hvad er et trygt fundament og hvor starter du?

Når vi har været igennem de tre emner, lover jeg dig at dit ordforråd er mangedoblet og dine indre nuancer står meget tydeligere frem.

Der bliver tid til dialog og en lille øvelse eller to, for kun sådan mærker vi alt det, vi taler om.

Køb din billet til Følsom LIVE her

Kærligst,