From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: Myte #2: "Forandring er elegante skridt, som perler på en snor..." 

- i virkeligheden er det sjældent særlig kønt, når vi øver os!

Myte #2:

Kære Læser, 

I dag skal det handle om de forventninger vi bevidst eller ubevidst har til, hvad det vil sige at arbejde med os selv. 

Men inden da vil jeg indskyde, at det NU er muligt at købe Kompasset til reduceret pris, hvilket det ikke var i går pga. en teknisk fejl. Det betyder, at du i dag og i morgen sparer kr. 600,- på Følg dit Indre Kompas (du finder link til køb længere nede i mailen). Jeg beklager fejlen.

 

Myte #2: "Forandring er elegante skridt, som perler på en snor..." 

Når vi går og drømmer om forandring, er der i den grad tale om dagdrømme, som ikke har meget med virkeligheden at gøre. Vi forestiller os, hvordan vi elegant tager ét skridt ad gangen og så bliver vi mere og mere os selv. Vi forestiller os, at fordi vi har forstået indsigterne med vores hoved, så vil vi omsætte det til handling og praksis lige så let og elegant.

Derfor bliver vi skuffede, eller ligefrem afskrækkede, når vi kaster os ud i forandringen. For den er rodet. Den er grim. Og den er meget sjældent lineær.

Én af mine klienter havde i mange år haft en tomhedsfølelse indeni, men er alligevel blevet i den trygge hverdag, fordi den var komfortabel, og han er ikke særlig velbevandret i modstand, afsavn og ting udenfor kasser. Han havde prøvet at forandre alt andet end det, der trængte til forandring.

Fordi netop hans familie og ægteskabet ville koste, hvis han skulle forandre det.

Men så sagde han farvel til affæren og ønsket om et andet job og gik i gang med det, der gjorde ondt at kigge på. Jeg husker så tydeligt, at han sagde til mig; "det er sgu ikke elegant".

Og nej, det er det ikke. Vi tumler. Og øver os. Og falder i det gamle mønster. Og rejser os. Børster skidtet af knæene. Og prøver igen. 

Derfor må vi være villige til rodet. Til ikke at vide. Til ikke at kunne komme i kasser. Til to skridt frem og ét tilbage. For det er nemlig også forandring. Og det hele lander så fint til sidst. Når vi blot har modet til at tåle. Og vedholdenheden til at blive ved.

 

Modet til at tåle
Jeg er vitterligt ikke et tålmodigt menneske. Men at bryde ordet op, har virkelig hjulpet mig. For det er jo ofte, når noget er ubehageligt, at vi har svært ved at holde det ud. Svært ved at tåle det. Det kræver mod. Modet til at tåle. 

Jo mere jeg arbejder med mig selv, jo mere forstår jeg, at det er det uskønne, besværet og ubehaget, vi skal være villige til. 

Villighed er blevet et nøgleord for mig. Vi må være villige til at være med det, der er svært. Det, der er besværligt. Vi må give os selv lov. For ingen andre kan give os den tilladelse. 

I sin essens handler det om at være villige til sårbarheden. At gå til os selv med lethed i stedet for tung alvor. 

Det er derfor jeg har skabt Følg dit Indre Kompas.

Det er seks pejlemærker. Hver og ét af dem har jeg omend meget personlige erfaringer med.

Jeg kalder dette program for mit bud på et fundament for selvrefleksion. De er et fundament for evnen til at navigere indefra og ud. Det består af seks pejlemærker:

Langsommelighed
Jeg opdagede, at jeg i mit eget liv skruede tempoet op, når noget var svært eller der var noget jeg ikke ville kigge på. Vi løber fra os selv. Går ned med stress. Derfor er antidoten langsommelighed. Vi kan simpelthen ikke være ærlige overfor os selv i det høje tempo. Det handler Pejlemærke #1 om. 

Ubehaget
Når jeg var langsom, kunne jeg mærke, at det gjorde godt. Jeg kom i kontakt. Men det betød også kontakt med alt det, der var svært. Derfor handler Pejlemærke #2 om Ubehaget. 

Lyset
Men det viste sig, at det største ubehag af dem alle, var at give mig selv lov til at være den, jeg var. At vise hvem jeg var. At være tro overfor mig selv og alt det jeg kan og ved. Mørket og det grimme er måske nok ubehageligt. Men lyset er endnu sværere. Derfor handler Pejlemærke #3 om integritet og Lyset. 

Handling
Men vi kan ikke nøjes med at få indsigterne og øve os på indersiden. Vi er nødt til at tage os selv med ud i virkeligheden og ind i vores relationer. Vi må kaste os ud i de små frie fald, min opskrift på mod i praksis. Derfor hedder Pejlemærke #4 Handling. 

Momentum
Men ét skridt er ikke nok (for der findes ikke quick fixes, se myte #1 fra i går). Derfor har jeg dedikeret Pejlemærke #5 til Momentum. Og selv om daglig praksis, selvdisciplin og vaner er gode opskrifter på det, så er det langt fra det vigtigste. 

Tillid
Det sidste pejlemærke kan i sin essens stå alene. Men vi er ikke klar til at lege med det, før vi er introduceret til de andre pejlemærker. Det handler nemlig om tillid. Om vores perspektiv på os selv, på andre mennesker og på verden. Kommer vi fra frygt eller tillid. De fleste svarer tillid. Men i praksis, så er langt de fleste af vores valg truffet fra frygt. Måske blot forklædt som tryghed eller kontrol. 

Når du har været igennem alle seks pejlemærker, er du ikke fikset og færdig. Men du er klædt på til regn og slud, sol og blæst, storm og regnbuer. Du har fået et indre navigationsapparat, som kan støtte dig, mens du øver dig på at være menneske. Mens du finder modet til at skrælle et lag mere af, vise os hvem du er og dermed være sårbar. 

Ja-tak, jeg vil navigere i det hele, også det uskønne

Kompasset er det værktøj, jeg selv har manglet for at kunne tillade det hele. Åbne for mig selv og dermed livet. Det er gennemprøvet. Jeg har været på snart sagt alle afveje og forsøgt mig med alle smutvejene. Jeg ved, kompasset virker. Også når livet ikke er kønt. Og når processen heller ikke er det.

Her fra England kan jeg rapportere, at det er præcis den samme oplevelse, jeg har i disse dage. Når jeg tør grave et lag mere af (for det er et spørgsmål om mod), når jeg tør bevæge mig derud, hvor jeg ikke ved og ej heller ved hvordan (for det er virkelig sårbart ikke at vide og kunne kontrollere), men hvor jeg stadig tør stå ved mig selv og alle nuancerne (i stedet for at se det hele som enten/eller og sort(hvid), så er selv det, der er svært og smertefuldt, til at holde og til at komme igennem. Og livet på den anden side føles så meget mere helt. Fordi jeg må være hele mig.

Det er sjældent nemt at gøre det arbejde, vi har mest brug for. Og det er ikke kønt, mens det varer, hvis vi gør det "rigtigt". Men det er det hele værd!

Over and out from the UK.

Kærligst,