Vi kan fortsætte meget længere, end vi er klar over. Jeg kan i hvert fald.
Det er min største styrke. Og min største svaghed.

For når jeg fortsætter der, hvor jeg skulle stoppe op,
er det med sammenbidte tænder og knyttede næver til kamp. Det er "hårdt".

Fordi hårdt for de fleste af os er nemmere end "svært". 

Derfor taler jeg så meget om langsommelighed. Og om ubehag. Fordi det er mine største udfordringer. Og fordi jeg tror, at uden netop de to pejlemærker, kommer vi alvorligt på afveje. 

Vi kommer til at skrive på regning. Og den regning skal betales. Det er bare et spørgsmål om hvornår. Og hvordan.

Jo længere tid vi løber fra regningen, jo større bliver den.

Vi løber fra ubehaget og ikke mindst fra at tage stilling. Tage stilling til hvilke store ændringer - eller små justeringer - vi er nødt til at foretage, for at leve i integritet og for at tage os bedst af os selv og dem, der er vores. 

For du kan blive bedre til at tåle og være med ubehaget.

Det er en muskel, der kan trænes. Den muskel hedder robusthed. Eller modstandskraft.

Men at blive bedre til at læne sig ind i ubehaget, betyder ikke nødvendigvis bedre til at handle anderledes.

Nogle gange har det nærmest den modsatte effekt. 

Jeg er optaget af lige præcis det i disse dage. Balancen mellem at mærke og handle. Om vi dykker for dybt i følelserne eller slet ikke mærker, om vi får handlet og hvorfra vi handler, fra kamp eller blødhed?

Den slags kan være så svært at vurdere. Særligt i hverdagens gøremål og også, når vi sidder helt stille. Der er simpelthen brug for bevægelse. Men det må ikke gå for stærkt. 

Derfor elsker jeg at vandre.

Og når jeg vandrer med andre kvinder, tapper jeg samtidig ind i den blødhed, som er så vigtig i mine handlingsøjeblikke.

Sidder du med noget, der ikke vil bevæge sig - eller bevæger sig alt for hurtigt eller hårdt - så kom med.

Gå med det, der er. 
Gå igennem det.
Gå sammen med andre.
Gå alene. 
Gå for at finde frem, for at finde hjem eller for at finde svar.

Når vi går, en enkelt dag går vi tæt på 20 km, vil vi både finde flowet og modstanden.

Vi vil bevæge os ud af komfortzonen, men fordi vi vandrer og ikke løber, vil vi stadig kunne bevare bevidstheden, så vi kan observere os selv, og det der sker, under pres. Presset kan transformere. Nogle gange. Andre gange træner vi robustheden. 

Og på intet tidspunkt er du alene.

Med mindre du gerne vil være det. Du er holdt. Og det bliver tydeligere og tydeligere for mig, at netop sårbarheden, som også er en del af fællesskabets styrke, er afgørende for at det, der bevæger sig også bliver en del af dig, din hverdag og den virkelighed, du ønsker at skabe. 

Du kan læse meget mere om vandre-retreatet lige her

Det er en kærkommen invitation til status. Til at tjekke ind. Til at få det, som er stagneret eller blevet en dårlig vane, til at bevæge sig. Til at skabe bevægelse i det, som ikke vil bevæge sig. Og til at dyrke det fællesskab, som så mange af os længes efter. Jeg kan garantere dig, at du vil opleve kvinde-fællesskab, når det er aller bedst, på dette vandre-retreat.

Det handler om kontakt. Både til dig selv. Og derfra, og kun derfra, til andre. Det er smukt. Det forandrer. Og det bevæger. 

Kærligst, 

P.S. Du kan sikre dig din plads her. Vi lukker for tilmelding d. 30. marts.