Kære Læser,

Jeg er vild med at nulstille. Også når jeg ikke er...

På de gode dage føles det, som den vildeste forkælelse. Det er som om, jeg virkelig sætter stikket i til livet. Som om livet og/eller naturen slår en særlig kolbøtte kun for mig. 

Men. Der er også dage, hvor jeg hader at nulstille. Hvor noget i mig gerne vil rygcrawle i de svære følelser (tak for det udtryk, Henriette, som du kom med, da vi sammen underviste i denne uge), i selvmedlidenhed og i offer-rollen. 

Hvorfor er det lige, jeg gerne vil bliver dernede, tænker du måske?

Det har jeg også spurgt mig selv om utallige gange. Jeg kender godt svaret. 

Dernede skal jeg ikke tage ansvar. Dernede er det bare synd for mig. Dernede må jeg blive liggende. 

Problemet er bare, at det er som at tisse i bukserne. Et andet problem er, at jeg er 4 år dernede i hullet. Fordi der ikke er en voksen til stede!

Derfor har jeg en daglig praksis, som kan nulstille mig.

Og den praksis skal være ganske enkel. Særligt på de svære dage. 

For på de dage har jeg brug for at kunne vende tilbage til min praksis om og om igen.

Derfor er det også nødt til at være et katalog.

Så der er flere praksisser at vælge mellem. 

Jeg er i Toscana denne uge. Men hele den pukkelryggede familie. Og min sammenbragte familie. Det der med familie er både det bedste og det sværeste, jeg ved. Det kræver min fulde opmærksomhed. Og overskud. Som jeg ikke altid har. 

Men én ting jeg har indflydelse på er, om jeg er i kontakt. Og for mig betyder det helt lavpraktisk, hvordan jeg starter dagen. At jeg står op og nyder stilheden før andre vågner. At jeg bader, mediterer, laver yoga og skriver for at være i kontakt med mig selv. Og med så mange forskellige behov, er det vigtigt at være tydelig og kunne tage ansvar for de behov, jeg har. Og ikke mindst give plads til andres behov. 

Indrømmet. Den daglige praksis er noget nemmere på en bjergskråning i Toscana med de smukkeste solopgange, en dejlig pool og masser af tid,

Men.

På de svære dage kræver det nogle gange umenneskelig overvindelse at gøre det, der gør godt. Også selv om det gør godt. Hver gang. 

Læs lige den sætning igen. 

Og ja, lad os blive enige om, at der er flere modsigende elementer her. 

Men det er netop sådan vores psyke er. Der er flere stemmer. 

Og den daglige praksis hjælper mig i kontakt. Med det hele. Så jeg kan skelne. Mellem de kærlige valg og automatpiloten. Både på de gode og de svære dage.

På de svære dage nulstiller en daglige praksis måske kun 30 minutter ad gangen. 15 minutter på de aller dummeste. 

Men jeg nulstilles. 

Lige præcis længe nok til, at jeg får næsen oven vande. Og mindes om, at sådan her kan jeg også have det. At længere væk er en anden tilstand ikke. 

Det giver mig det mindste, men vigtigste, skub til at vælge endnu én handling (en handling her kan også være at gøre absolut ingenting, men blot være, eller stoppe med noget - handling er i praksiskataloget et udvidet og nuanceret begreb). 

En handling, der bringer mig ét skridt tættere på den, jeg helst vil være. Den jeg er indeni. Bag det svære. Derinde i hjertet. 

Derfor skal vi øve os i at nulstille. 

Derfor er det så vigtigt at have en daglig praksis.

Har du daglig praksis?

Har du et katalog at vælge fra (fordi vi ikke altid har brug for det samme)?

Ved du, hvordan du nulstiller dig selv?

Hvor den knap sidder?

Og har du mere end én knap?

Hvis ikke, så investér 24 timer i at mærke efter, hvad der nulstiller dig. Og vigtigere endnu, tag derfra med en daglig praksis og et katalog, skræddersyet til den du er, dine behov og præferencer. 

Det er nemlig ikke de 24 timer, der gør forskellen. Det er den daglige praksis, du prioriterer, når du kommer hjem.

Læs mere om Nulstillet her 

Afslutningsvis får du en lille søndagsøvelse. Hvad har du allerede i dit praksis-katalog, der nulstiller? Kærlige handlinger, der bringer dig i kontakt? Og kan du planlægge at bruge blot 10 minutter hver morgen eller aften i den kommende uge på en praksis? Jeg gætter på, at du vil kunne mærke en positiv forskel.

Kærligst,