From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: 18 oplevelser, der gjorde en forskel i 2018

- og sidste chance for at få rabat på coaching-gruppen 2019

nytaarsannonce02_2018.jpeg


Kære Læser,

Jeg er i gang med at sige farvel til det forgangne år og goddag til det nye (se nyhedsbrev fra i torsdags, hvor jeg traditionen tro sendte dig Nytårsrefleksionen til selskabsleg eller eget selskab).

Ligesom sidste år, fik jeg lyst til at dele min liste over oplevelser, som gjorde en forskel for mig i det år, der er gået. I 2017 var det 17, i år må der derfor være 18 af slagsen.

#1 2018 blev året, hvor jeg lærte min frygt at kende. Indtil da har jeg været bange for at være bange og derfor lukket af. En oplevelse i foråret skræmte mig så meget, at jeg følte mig truet på min eksistens. Lige siden har jeg forsøgt at være nysgerrig på min frygt i stedet for at lægge låg på den, for ellers finder den blot andre måder at komme ud, særligt i mine nære relationer.

#2 I år lancerede jeg min helt egen uddannelse til Gruppe Facilitator. Jeg certificerer første hold i starten af januar og uddannelsen er blevet lige det - og så meget mere - end jeg havde turdet drømme om. Måske er jeg mest overrasket over, hvor dyb den personlige rejse har været for hver enkelt. De mange værktøjer og metoder er nærmest blevet en bonus!


#3
På denne plads sidste år, stod der også noget om terapi. Min personlige udvikling startede for 15 år siden hos en psykolog, hvor jeg indledningsvis udtalte: "vi behøver ikke tale om min familie og mine forældre. Jeg har haft en tryg og fin opvækst". 2018 blev året, hvor jeg fandt modet til at kigge på mine familie-mønstre. Det gør nas, men sætter også alt i perspektiv.


#4
 Jeg cyklede i bjergene i min sommerferie og lovede mig selv at fortsætte, når jeg kom hjem. Det er blevet til mange forrygende, legende og sociale ture på mountainbike i Gribskov, min helt egen legeplads i baghaven. Det giver samme følelse, som at stå på ski. Og når nu det ikke kan lade sig gøre i DK, er dette et forrygende alternativ.


#5
 At finde ud af, at vi kan bo på 25 m2 og undvære langt de fleste af vores ting i 9 mdr. (ok, det er også frustrerende, men det har været så fint at opleve, at meget mindre end jeg havde troet, også kan være et hjem). 


#6
Skar gevaldigt ned på arbejdet det meste af efteråret for at være der for mine børn, som begge stod overfor store forandringer. Måske den fineste oplevelse og beslutning jeg har truffet i mange år. 


#7
 Fik en bogkontrakt. Nu må vi se om det lykkes at få bogen ud i 2019. Titlen er på plads og det bliver mit livs opgave at skrive den. Indre dæmoner, frygt og forventninger skal frem i lyset, hvis jeg ikke skal sabotere mig selv. 


#8
 Rundede et skarpt hjørne. Jeg havde set frem til at fylde 40 og sige farvel til et årti, som jeg var helt færdig med. 40'erne lover godt, men signalerer også med det samme, at vi kun får alt det gode fra voksenlivet, hvis vi er villige til at tage ansvar for det. Intet er gratis.


#9
 Har øvet mig i at række ud efter fællesskaber i år. Derfor tog jeg på  sommerferie med venner i stedet for at tage alene af sted med ungerne. Det var en gave ikke at stå for det hele selv. 


#10
Gav mig selv lov til at gå en tur hver dag. Tænk at man skal have tilladelse til det! Og endnu vigtigere, at det kun er én selv, der kan give den. 


#11
 Afholdt mit første vandre-retreat  og opdagede et forrygende kvindefællesskab, hvor krop, natur, samvær og stilhed viste sig at være endnu et fint udgangspunkt for personlig indsigt. Amanda og jeg gør det igen i sommeren 2019. Læs mere her.


#12
 Det var ikke kun frygten, jeg gik runder med i år. Jeg fandt også ind til min vrede, som har været pakket meget langt væk. Derinde fandt jeg også raseri. Jeg skal hilse og sige, at det ikke er godt at pakke ubehaget væk og blot være den gode pige eller pleaseren. Prisen er høj. 


#13
 Sidste år var det landsbyen, jeg forelskede mig i. I år flyttede naturen helt ind i de inderste hjertekamre. Hvad end det er vandring, MTB, morgenbadning, en gåtur eller bål i haven, så må jeg ud hver dag. Når jeg går i skoven og taler med mig selv, måske oven i købet krammer et træ, er det øjeblikkelig jordforbindelse, når jeg bader er det nulstilling, når jeg cykler er det leg og lethed og ved bålet finder jeg ro, kraft og taknemmelighed.  


#14
 Tilbragte det meste af efteråret i mit eget selskab. Fordi det at fylde 40 i første omgang var nødt til at være en indre fest, før det kunne blive en ydre. Og sikke en fest, det har været med både healing, terapi, kropsterapi, skriverier og inspirerende bøger. 


#15
 Jeg har, siden jeg som 10-årig var i Kenya,  glædet mig til en dag at skulle vise mine egne børn Afrika. I novmber tog jeg mine to bedste rejsekammerater med til Sydafrika og delte oplevelsen af dyr i alle afskygninger og et storslået land med dem og en veninde og hendes søn. Jeg er stadig ikke færdig med at fordøje den tur. 


#16
Rykkede kontoret udendørs fra marts til sent i september og sad på min lille overdækkede terrasse og arbejdede. Har jeg nævnt at mig og udendørslivet blev virkelig gode venner i 2018 (måske også fordi, der ikke var så meget plads indenfor...)


#17
 Fordybede min kærlighed til landsbylivet og i særdeleshed de mange dedikerede mennesker, som Nødebo bebos af. Utroligt hvad mennesker kan løfte i folk og skabe med gode intentioner. 

#18 Måske vigtigst af alt, mediterede 176 dage i træk. Den kontakt til mig selv, og det tjek-ind med min inderside, på daglig basis, har gjort den mest afgørende forskel. 

Hvad har været dine mest betydningsfulde oplevelser i 2018?

Du ønskes et smukt nyt år. Må det bringe dig glæde, samhørighed, kontakt til din inderside og ro. Det er i hvert fald noget af det, jeg ønsker for 2019.
 

Kærligst,

P.S. Vi tæller ikke kun ned til et nyt år. I morgen kl. 23.59 er også sidste chance for at opnå earlybird-rabat på coaching-gruppen, et udviklingsforløb over 6 måneder til dig der er klar til at investere den tid det kræver at skabe varig forandring og finde ind til det, du søger og kun kan finde i dig selv. 

Læs meget mere her.

Countdown to Dec 31, 2018 11:59pm