From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: Julebrev (af den følelsesladede slags)...

- om glæde og savn som går hånd i hånd

Julebrev (af den følelsesladede slags)...

 

Kære Læser, 

Jeg har gjort en opdagelse denne jul. Eller måske nærmere dette efterår. Men det er blevet forstærket her i julen. Nemlig opdagelsen om, hvordan glæde og savn hænger uløseligt sammen. 

Det vidste jeg egentlig godt i forvejen. Du har sikkert hørt mig sige, eller læst mig skrive, at hvis vi længes efter mere glæde, må vi også være villige til at mærke mere af den anden side af følelsesspektret. 

Men. 

Én ting er at sige det. Og skrive det. Noget andet er at mærke det. Og det har jeg gjort denne jul.

Hver dag i denne måned har jeg læst et kapitel fra Katrine Lilleørs "Glæd dig - 24 livshistorier", som handler om, hvor svært det kan være at finde glæden i netop julen, hvis man er i sorg. Det har været meget genkendeligt at læse.

For dette er min 8. jul efter min skilsmisse. Og det har taget mig lang tid at komme mig. At finde grundglæden igen. Det betyder ikke, at jeg har været ked af det i 8 år. Heldigvis ikke. Men det betyder, at den strøm har løbet gennem mig alle årene. Sorgens strøm. 

Den har været aftagende de sidste år. Heldigvis. Og i år, hvor jeg mødte ny kærlighed, har glæden vist sig, og været mærket, i sin reneste form. Men. Mødet med den rene glæde, har også åbnet sorgens sluser igen. Fordi. 

Fordi de to hænger uløseligt sammen. Og når vi først har mistet, ved vi netop det, med endnu større vished. 

En mors juleglæder

Jeg var meget tidligt i julestemning i år. Fordi der skulle være pyntet op og nissen være flytte ind, inden jeg tog til Sydafrika.

Og jeg kan meddele, at det lille bondehus tager sig utrolig fint ud i juleklæder. Pladsen bliver dog endnu mere trang, men er det ikke netop meningen, vi skal komme hinanden ved i denne tid?

Sydafrika, sol, pool og sommertøj forvirrede dog mit indre jule-kompas, men der er intet som en nissedør, små pakker i julesokken og nisseløjer, der kan holde én på juletæerne! Må indrømme at jeg flere gange i år ønskede at julen snart ville indfinde sig, så jeg ikke skulle finde på mere sjov og ballade. Men Anna, der springer ud af sengen, hvilket hun ikke gør resten af året, og hendes store glæde ved de små ting, opvejede hver morgen for de anstrengelser.

I det hele taget har julens dagligdag været glædesfyldt og let. Helt fri af de melankolske tanker om, at det ikke var min jul med børnene i år.  

Jeg tænkte, at jeg måske langsomt havde vænnet mig til det. 

Men nej. Jeg havde bare ikke nået at tænke tanken til ende.

For i går afleverede jeg dem. Og det gjorde ondt. Også selv om vi havde haft det dejligste hotelophold, og julet igennem hele december. Og de havde fået deres gaver og var blevet så glade. Alt var, som det skulle være. 

Alligevel er der savnet. Og med det sorgens flodbølge, som ellers havde trukket sig tilbage. Troede jeg.

Også Anna mærkede den midt i juleglæden. Hun havde svært ved at sige farvel og jeg spurgte hende: "er det fordi, det er jul, at du er ked af at skulle sige farvel eller er det "bare" savn?".

Hun sad lidt med tårerne trillende ned ad kinderne og svarede: "det er bare helt almindeligt savn, mor". 

Og det slog mig, at det var det også for mig. Fordi jeg aldrig helt vænner mig til at dele mine børn. Punktum.

Julen er også melankoliens tid

Måske har det slet ikke noget med juleaften at gøre. Og så har det alligevel alt med julen at gøre. Fordi vi glædes i denne tid. Men glæden åbner også til savnets kamre.

Dem, der ikke er her mere. Og som ikke kommer igen. Dem, der gik, fordi de hellere ville være et andet sted. Og dem vi skal dele, fordi de voksne ikke kunne finde ud af det sammen. 

Melankolien ligger lige under overfladen.  

Og så slog det mig, at det faktisk kun er 2. gang på de 8 år, at jeg undværer mine børn juleaften. Vi har nemlig flere år holdt julen sammen, blot os 4. Det er priviligeret. Det gør mig dybt taknemmelig. Det vil jeg dvæle ved i år. Det er også glæde og sorg, som går hånd i hånd.

Hver dag, når jeg har læst i Lilleørs 24 livshistorier, er jeg blevet mindet om, at der er mange, som ikke har haft 8 år til at lade såret hele. Hvor det er helt nyt, råt og åbent. Det er genkendeligt. Og mit hjerte brister sammen med dem. Fordi jeg har været der. 

Selv nu hvor ny kærlighed spirer og nyt liv skal leves, melder sorgen sig på banen. 

Jeg har dette efterår måtte mærke sorgen igen. Jeg har sørget over, at jeg har været alene. At jeg har kæmpet. Og savnet. Og gjort så ondt. Så længe. Den omsorg kunne jeg først møde mig selv med, når kampen var forbi og grundglæden igen havde indfundet sig. 

Men nu ved jeg noget, som jeg ikke vidste før, jeg blev skilt. At glæde kan tages for givet. Og at glæde kan forsvinde Og at vi kan tvivle på, om vi finder den igen. 

Derfor er glæden også smukkere.

Og mere skrøbelig. Fordi den kan mistes.

Voksen-jul

I år skal jeg holde voksen-jul. Vi har bestil østers. Og inviteret voksne gæster. Vi skal drikke champagne og god vin. Og sidde længe over julemaden uden at nogen utålmodigt venter på pakker (okay, det gør jeg måske nok alligevel, bliver man nogensinde for voksen til det?).

Det gav mening i år. At frasige mig andres børn denne jul, når jeg ikke skulle være sammen med mine egne. 

Det var det kærlige valg. 

Og husk, kærlige valg kan se ud på mange måder.

Det første år, jeg ikke havde mine børn til jul, og hvor det fyldte alt, holdt jeg jul alene i et sommerhus på Helgenæs, hvor jeg gik i kirke, spiste bøf bernaise og gik tidligt i seng. Det lyder måske ikke som et kærligt valg, men det var det i aller højeste grad. Jeg havde brug for at ære det. Ikke dyrke det. Men dvæle ved, at sådan her er det nu.

Et helt spektrum af jule-følelser 

Julen handler om familie og om at være sammen. Derfor er savnet også indbygget i julen. Og det forsvinder ikke, bare fordi vi spiser en brunkage mere. 

Vi er nødt til at tage os af det. Og lade savnet være en påmindelse om den kærlighed, vi har mærket. Og måske stadig er så heldige at have, om end måske ikke fysisk juleaften. 

I år er glæden virkelig flyttet ind i mit hjerte igen. I en helt ren og blafrende form. 

Men det betyder ikke fravær af sorg. Og savn. Snarere tværtimod. Nu har jeg (endnu) mere at miste.

Samtidig giver glæden mig overskuddet til at tænke på alle dem, som glæden har forladt. For en tid. For jeg kender det. Og genkender det. Og ønsker særligt dem en glædelig jul.

Find glæden i det små. Dyrk taknemmeligheden. Og vid at glæden kommer igen. Det er en garanti, jeg kan give.

Men vær vågen, for den kommer sikkert ikke i den form, du forventer. For vi kan ikke regne livet ud. Heller ikke i traditionernes tid. 

Jeg vil ære sorgen og savnet denne jul. Fordi det gør glæden desto større. 

Herfra skal lyde et følelsesladet, og desto større, glædelig jul til dig og dine. Må du omfavne savnet og lade det være en påmindelse om kærligheden. Og vigtigst af alt; må du glædes!


Kærligst,


P.S. Og som dette melankolske julebrev ikke var nok, så er tankerne om et år(ti), der går på hæld også begyndt at snige sig ind. Det gør mig altid rørstrømsk og ydmyg. Det skriver jeg mere om de kommende dage, hvor du også modtager min absolutte yndlingsbeskæftigelse til nytårsaften: nytårsrefleksionen til at lægge under tallerkenen eller til en stille stund i eget selskab.