Kære Læser,

Der er sket noget. Jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvorfor det er sket.

Måske er vi bare blevet mere klar til grupper, fordi vi har haft tid til at vænne os til idéen?

Måske har Corona mindet os om, at vi har brug for fællesskaberne, også selv om det bliver mere sårbart, når vi ikke går selv, men læner os ind i vores relationer og andre mennesker?

I hvert fald ser jeg en tydelig tendens. 

Vi vil flere fællesskaber. Og. Vi er villige til at investere i dem. Med den sårbarhed som fællesskaber uvægerligt medfører. Fordi vi får vidner.

Og det selv om grupper i udviklingsregi stadig smager lidt af gruppe-terapi. Som vist nok er et fy-ord (selv om jeg elsker det!).

Det er bare vores sårbarhed, der taler. For ja, selvfølgelig er det mere sårbart at åbne op i gruppen. 

Men. Det er også en accelerator. Og det er tættere på virkeligheden. Og, når vi gør det sammen med andre, er det som om vores udvikling får en ekstra dimension.

Og det er der måske ikke noget at sige til. 

For vi tog lag, skjold og strategier på os, fordi vi havde brug for de ekstra lag til at polstre os med, så vi turde blive i fællesskaberne eller følte at vi hørte til. 

Når vi skræller dem af, og opdager at mennesker stadig vil os, at vi stadig hører til, at vi kan være os selv OG være sammen med andre på samme tid, så findes det nok ikke meget større. Eller vigtigere. 

Forskning i grupper

Både indenfor forskning og coaching oplever jeg, at resultaterne ved at bevidnes af andre og dele det, der er svært, er ved at indfinde sig. 

Den voksende og store interesse for at arbejde med grupper afspejler sig mange steder. 

Den seneste måneder har jeg læst flere spændende artikler på Zetland om arbejedet med personlig udvikling i grupper.

En artikel om forløbet Åben Dialog "En ny terapiform gav Maja livet tilbage. Den opstod da en psykolog i Lapland tillod sig selv at græde", rørte mig dybt.

Der er to ting, jeg sidder tilbage med efter at have læst artiklen. Den ene er, at det var opdagelsen af, at uden den berørte, og i dette tilfælde, ret syges pårørende, så kom de ingen steder med behandlingen. Og de opdagede tilmed, at hvis terapeuterne forsøgte at planlægge forløbet før de begyndte behandlingen og inddrog de pårørende, så stod alle af. Både den syge og familien. 

Men. Når de inddrog dem. Når de tog den med i planlægningen og overvejelserne, så skete der noget helt andet. 

Og den anden pointe, som taler lige ind i hjertet af en GruppeFacilitator er, at terapeuterne holdt op med at sidde upåvirkede i samtalerne. Når den syge eller pårørende delte det, der var svært, så viste terapeuten også sine egen følelser. 

Det er ikke overraskende for mig, at denne proces skaber overvældende og overraskende gode resultater og markant færre tilbagefald, for den er bygget på alt det, vi oplever, mærker og lærer på GruppeFacilitator-uddannelsen. 

Læs om uddannelsen til GruppeFacilitator her

Læs eller lyt til artiklen, hvis du er interesseret i, hvad vi kan sammen som mennesker, når vi tør gøre det i fællesskab. Det er lige til at tude lidt af glæde i over. Og det er da helt sikkert værd at bruge sin søndagstid på.

Og vil du selv lære at facilitere grupper, så er der stadig et par pladser på GruppeFacilitator, som starter til marts. Skriv til mig, hvis du ønsker en afklarende samtale om, hvorvidt det kunne være en uddannelse for dig. 

Kærligst, 

P.S. Det er aller sidste gang GruppeFacilitator Uddannelsen afholdes. Denne gang er allerede en undtagelse med en anden struktur og et lille eksklusivt hold på max 8. Så der bliver masser af plads til dig og din egen udvikling (derfor får du også både 3 individuelle sessioner og mit onine fundament Følg dit Indre Kompas som bonus). Den skal have fuld gas denne sidste gang. Jeg glæder mig. Skal du med?