Kære ,

Ja, tænk engang. At være sådan én. Der ikke tar' sin egen medicin. Eller måske gør jeg netop?

Jeg mærkede tydeligt i marts, at jeg havde gået og ventet på en tilladelse til at arbejde mere hjemmefra og være mindre "på". Pudsigt nok var der aldrig kommet nogen og havde givet mig den tilladelse...

Men det gjorde corona. Og jeg mærkede med det samme, at det ikke bare var tiltrængt. Det var en dyb længsel, jeg pludselig satte stikket i til. 

Plads i kalenderen

Jeg har lige sidne corona sendte os hjem, ryddet gevaldigt op i min kalender og i måden, jeg arbejder på.

Jeg øver mig stadig i at skabe struktur, så dagene ikke bare forsvinder.

Men der er blevet plads i kalenderen. Til at skabe. Til at udvikle. Til at skrive. Og til at fordybe mig. 

Det er fantastisk at se en ny hverdag og arbejdsliv forme sig.

Det er også nerveprirrende. Og tvivlen dukker op. 

For det går selvfølgelig ikke hurtigt nok. Det er først nu, 8 måneder senere, at jeg kan se, at ændringerne er ved at falde på plads. 

Men det går den rigtige vej. Og jeg mærker, hvordan jeg falder mere på plads indeni. Hvordan der bliver mere plads til mig og de længsler og den skabertrang, som banker på - og har gjort det de seneste år. 

Det går godt. Virkelig godt.

Derfor har jeg også pure afvist alle signaler om, at jeg var presset, når de er dukket op. For jeg er jo ikke presset, vel? 

Kig blot i min kalender. Der er luft. Jeg er hjemme. Der kan ikke været noget galt. 

Alligevel har jeg bemærket et skift.

Ingen kontakt

Det første der sker er, at jeg begynder at stresse i mit samvær med ungerne. Selv nærvær er pludselig sat i system. Og den dårlige samvittighed over, at det aldrig er nok, er pludselig min trofaste følgesvend.

For mig er dårlig samvittighed altid et signal om, at jeg ikke har truffet en beslutning. Og det er også sandt i dette tilfælde. For selv om jeg har "besluttet" mig for nærvær med ungerne, er jeg der ikke. Mine tanker stresser nemlig videre til næste punkt i planen. 

Så er det, jeg begynder at kaste mange bolde op i luften i endnu et benægtende forsøg på at bevise, at jeg stadig er i gang. Problemet er bare, at jeg ikke griber boldene igen. 

Derefter begynder mine voksne relationer at larme. Først de nære.

Kæresten siger, at jeg ikke er i kontakt. Jeg afviser. Men konstarerer alligevel i parterapien ugen efter, at han har ret i, at han ikke kan mærke mig. Mere præcist er det at sige, at han ikke kan mærke mig, når jeg ikke kan mærke mig selv.

Jeg forstætter alligevel ufortrødent. For hvordan kan jeg være presset, når jeg selv bestemmer over min tid?

Og så er det at min bedste veninde ringer. Og siger noget, hun meget sjældent siger; "jeg kan ikke mærke dig".

Og så ved jeg, at jeg ikke kan løbe længere. Hverken længere væk fra mig selv. Eller længere ned af den vej, hvor jeg er i gang med at overbevise mig selv om, at pres kun handler om en fuld kalender. 

Jeg har gjort det igen. 

Lukket af. Og lukket ned. 

Fordi jeg simpelthen ikke orker at mærke alt det, der kommer op, når jeg åbner hjertet og sindet og kroppen. 

Men nu er jeg blevet "broken open" (titlen på én af min all time yndlingsbøger). Det er nemlig det, der sker, når vi ikke selv lytter. At andre eller livet vrider os åbne. Enten gennem ærlighed eller en af livets glidende tacklinger.

(Også denne gang) har det kostet tårer. Af den opsparede slags. Dem der løber og løber på upassende tider, fordi de har været gemt væk og lagt låg på lidt for længe. 

Vatter og virkelighed

Nu er jeg ved at være i vatter igen. Jeg har fået grædt ud. Trukket vejret. Sat tempoet ned. Gået i stedet for løbet. Badet lidt mere i søen. Mediteret. Med andre ord hevet mit praksis-katalog frem og skruet op. Mere end noget andet, har jeg erkendt virkeligheden. At jeg er presset. Også selv om kalenderen er åben. 

For der er masser af andet i denne tid. Forandringer på mange fronter. Istandsættelse af hus. Juleforberedelser (er nok kommet til at skrue lidt for meget op produktione af pakkekalendre). Nye kreative projekter (podcast-premieren kom med en masse gode, gamle og vigtige erkendelser om det at stille sig frem). (Lidt for) mange skift i den sammenbragte familie. Og så en forbandet masse inspiration og idéer, der vil ud. 

Endnu en gang må jeg blot erkende, at virkeligheden vinder. Ikke bare nogle gange. Men hver gang. 

At kroppen altid har ret, når den sender signaler til mig. 

Og at når jeg ikke lytter, og mærker efter, er der en pris at betale. 

Regningen blev ikke alt for stor denne gang. 

Og det er måske netop det, der viser mig, at jeg ikke er "sådan én", som ikke tager sin egen medicin. For selv om jeg stadig kommer til at lukke af og ned i stedet for at åbne, ser det anderledes ud. 

Mest af alt på indersiden. Jeg kæmper mindre. Med mig selv og virkeligheden. Overgivelsen er tættere på. Og er ikke helt så svær at overgive mig til. 

Og jeg kommer hurtigere hurtigere tilbage til mig selv. Og i kontakt.

Og mere end noget andet minder indre oplevelser som denne mig om, hvorfor jeg har lavet podcasten Følsom.

Jeg har netop i dag udgivet en ny episode om at lægge låg på følelserne, om den sarte og den buldrende følsomhed og om sameksistens.

For Følsom er ikke en destination. Det er en måde at være på. En åbenhed og en overgivelse. En rummelighed. Overfor mig selv og andre. Det er empati. Og sårbarhed. Det er Følsom. Og det bliver jeg aldrig færdig med. Heldigvis. 

Det håber jeg heller ikke, at du gør?

Kærligst,

P.S. Du skal ikke snydes for gode tilbud her hos mig. Jeg holder Black Weekend fra i dag og du får 40% på alle mine online programmer.

Vil du lægge fundamentet for at mærke efter, mærke mere og oparbejde følelsesmæssig kapacitet er Følg dit indre Kompas for dig.

Vil du kæmpe mindre og være mere. Vil du arbejde med din kvindelighed, din kreativitet og din kraft, så er KærlighedsKriger for dig. 

Vil du tage din coach-forretning til næste niveau, eller blot tage første skridt i din selvstændige forretning, så er Next Level for dig. 

Brug koden BLACKWEEKEND og få 40%.