Kære ,

Hvorfor, når nu det går så godt? Har flere spurgt siden jeg sendte nyhedsbrevet om min beslutning i tirsdags.

Og det er jo netop spørgsmålet. Det spørgsmål mange stiller sig selv. Det ser jo meget godt ud, så hvorfor er jeg ikke tilfreds?

Jeg er tilfreds med mentoring. Så sent som i dag har jeg haft en vidunderlig session, hvor tiden stod stille, da indsigten og alle de medfølgende følelser, landede. Og når jeg faciliterer grupper (hvilket jeg selvfølgelig bliver ved med, bare nogle andre af slagsen), går alt op i en højere enhed og jeg oplever ren magi i rummet. 

Jeg er god til det. Og jeg elsker det. Og netop når der er noget vi er gode til, bliver det endnu sværere at sige farvel til det. For det er trygt, når vi er gode til noget. 

Men når noget andet kalder, og har gjort det længe, gør det nærmest ondt at blive ved med at lukke ørerne. 

Skilsmisse har kaldt i mange år. Jeg har halvhjertet kastet mig over det nogle gange. Men ikke helt. 

Og hvorfor så ikke det?

Fordi jeg var bange. Er bange. 

For når vi går hen til det, der er vigtigst, der hvor der er mest mening, der hvor der er mest at give og få, har vi også mest på spil. 

Sådan er det, når vi flytter os fra vores zone of excellence til vores zone of genius, som Gay Hendricks taler om i min favoritbog om coaching The Big Leap (det er ham med glasloftet, som jeg har talt om flere gange i podcasten Følsom).

Læs med i dette personlige nyhedsbrev, hvor jeg både fortæller om hvor og hvordan jeg gemte mig, om det mønster, jeg skal skrælle lag af nu og om netop geni-zonen og det helt vidunderlige liv, vi kan leve derfra.

På den anden side af beslutningen opdagede jeg, hvad det var, jeg var bange for

Som jeg skrev i tirsdags, har jeg truffet en stor beslutning. Som jeg ved er den rette. Jeg var bare ikke klar over, at tiden også var den rette. 

Jeg ventede. Skubbede det foran mig med undskyldninger om at skulle have mere uddannelse, mere tid og bedre timing. 

Men min erfaring er, at nå vi ikke lytter, så skruer livet blot mere op. Skærer det ud i pap for os. Når livet gør det, er det ikke på den søde måde. Det er på den ikke så sjove måde, hvor noget begynder at gøre ondt eller få store konsekvenser. Det starter som små skub og ender som livets glidende tacklinger. 

Sådan var det blevet med min beslutning. 

Og det var egentlig ikke svært at træffe beslutningen. Jeg har længe vidst, at det var det, jeg skulle. 

Men da beslutningen var truffet, da jeg ikke længere lod undskyldninger og søforklaringer stå mellem mig og længslen, opdagede jeg frygten. 

Men jeg kunne ikke helt sætte en finger på frygten. For hvad var det, jeg var så bange for?

Jeg fandt ud af, at det er meget sårbart. At gå hen til noget professionelt, som også har fyldt meget i mit private liv. Stadig gør. Men det er jo netop derfor, jeg har så meget på hjerte og så meget at give.

Men det var ikke sårbarheden, der drillede mest. 

Det er erkendelsen af, at jeg så ikke længere kan gemme mig. 

Gemme mig i min egen Zone of Excellence, som Gay Hendricks taler om. Der hvor jeg er bedre end gennemsnittet og hvor det går så godt, at det er uforskammet og lidt forkælet ikke at være tilfreds. 

Men. Gay Hendricks siger også, at Zone of Excellence er den farligste zone for os alle. For der er anerkendelse, der er indtjening og det går jo meget godt. Det gør det til et trygt sted at være. 

Men. Det er ikke der, vi gør den største forskel. Det er ikke der, vi mærker den dybeste mening. Det er ikke der, vi kan mærke, at vi er i live. 

De fleste af os i Zone of Excellence ved godt, at vi har mere at give.

Det gør jeg i i hvert fald. Måske gør du også?

Hvordan har du gemt dig?

Jeg har gemt mig i mange målgrupper. I at lave meget forskelligt. (Det har samtidig også været frustrationen, fordi salgsarbejdet bliver hårdt, når man skal tale til så mange forskellige). I ikke at vælge en niche. Vælge noget fra for virkelig at vælge noget til

Jeg har gemt mig i anerkendelsen. I at det så godt ud udefra. Ingen kunne se, at jeg gemte mig. Det lignede succes. 

Men indeni var fornemmelsen en anden. For jeg ved jo, at jeg har mere at byde på. At det ser anderledes ud. At jeg vil dele ud af min viden på flere og andre måder. 

Det er det, frygten handler om. 

Jeg har gemt mig, dukket mig lidt og gjort mig mindre end jeg er.

At jeg så samtidig trænger til at videreuddanne mig, at jeg allerede laver meget terapi og kunderne melder sig, selv om jeg ikke reklamerer for, at det er skilsmisser og terapi jeg arbejder med. Det er blot fordi livet skruer lidt op, når vi ikke vil lytte. 

Skru ned, du er for meget!

Hvad var det egentlig, jeg var så bange for?

At rette ryggen. At rette mig op i fuld størrelse. Stille mig frem og op. Ikke bare med det, jeg er dygtig til. Men også med det, jeg har på hjerte, der hvor jeg kan skille mig ud, der hvor det virkelig batter. 

Det er både det, jeg længes efter, fordi jeg tror på, at der kommer mere flow og lethed i mit arbejde på den måde. 

Men.

Det er også så uendelig farligt. 

Især for mig - og alle andre - der det meste af livet har fået at vide eller har fornemmet, at de var for meget. 

Når vi får at vide, at vi er for meget, lærer vi at skrue lidt ned. 

Dukke os og flyve under radaren. For alt det store og gode indeni, som vi har til verden, var “for meget”, alt det vi selv følte så stor begejstring for, var nogle gange (ofte) for meget for andre. 

Så i stedet for at mærke kraften indeni, aflæste vi i omgivelserne, hvad de gerne ville have fra os. 

Og sådan lave man mennesker, der er dygtige til alt mulig og som gør det, samfundet forventer af dem. Sådan følger vi strømmen. 

Jeg er én af dem. Måske er du en anden?

Jeg vil ikke gemme mig mere. Vil du?

Men nu er tiden inde. Nu retter jeg ryggen og så må jeg tage den massive frygt i hånden, som melder sig, når jeg stiller mig frem og op. Når jeg faktisk gør og siger det, jeg altid har skulle sige og gøre. 

Den zone vi alle længes efter at befinde os i er i følge Gay Hendricks Zone of Genius. Der hvor ingen gør det på samme måde som os. Men det er også farligt at være i den zone. For der kan vi ikke længere gemme os. Der står vi tydeligt frem.

Måske er du også færdig med at gemme dig? Måske mærker du også længslen?

Måske er det tid til at træde frem og op og ind i din zone of genius?

Og du behøver ikke en gang at gå vejen selv. 

Du kan få støtte og mentoring på vejen og følges med andre kvinder, som også ved, hvordan det føles at være blevet gjort forkert for det, de mærkede eller den de var. For at være for meget, for lidt eller “bare” forkerte. 

For det er ofte det mønster, vi skal ind og kigge på. 

Og når vi først kan se helt klart, hvad vi er bange for og hvordan det udspiller sig, kan vi tage frygten i hånden og tage de første skridt hen mod det, der kalder og som vi længes efter. 

Uden at gemme os. Uden at gøre os selv mindre, end vi er. Uden at føle, at vi er for meget. 

Det er et frit, smukt og helt ubeskriveligt kraftfuldt sted at stå. 

Vil du med?

Så er det aller sidste chance i morgen kl. 12. 

For dette er det sidste mentor-netværk og den sidste mulighed for mentoring fra mig og for at gå vejen sammen med andre.

Du kan tilmelde dig her.  Men kun frem til i morgen kl. 12.

Livet er for kort til at vi gemmer os. For vores egen og andres skyld er vi nødt til at give det, vi har at give. Også selv om det er udenfor komfortzonen. Og kræver at vi kravler ud fra vores skjul og Zone of Excellence.

Din Zone of Genius kalder. Du er ikke for meget, fordi du længes. Eller har skøre idéer. Det er faktisk lige der, du er mest dig selv. Jeg kender den følelse så godt. Derfor kan jeg hjælpe dig. Så kom med!

Kærligst,