Vil du bære sammen med mig?

Det spørgsmål ramte mig, da jeg lavede sidste uges interview til podcasten. Spørgsmålet kom frem, da min gæst fortalte om en mentor, en hospitalspræst, som er sammen med mennesker i deres dybeste kriser, og som derfor ved, at hun ikke kan fikse, men blot må bære sammen med dem, der er ramt. 

Det er jeg vendt tilbage til igen og igen efterfølgende. 

Vi vil fikse

Vi vil gerne fikses. Og fikse andre. Men vi vil sjældent blot være.

Være sammen med andre mennesker, der gør ondt, er ubehageligt.

Det er også derfor, de færreste af os er gode venner med (alle) vores følelser. Fordi vi opfatter dem som værende til besvær og i vejen. Og det er også det signal, vi modtager, når andre gerne vil fikse os. At vi ikke må have det, som vi har det. 

Men mennesker i dyb sorg, ved godt at de ikke kan fikses. De vil ikke fikses. For sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Til gengæld vil de så gerne være sammen med mennesker, der kan være sammen med dem. Uden at fikse. 

Er det ubehageligt? Ja, det er det. Det taler jeg også med Anne Mette Sohn om i denne uges podcast-episode. At det er så uendelig svært at sidde med andres smerte. 

Men tænk engang, at kunne være sådan en, der kan bære andres smerte. Og andres glæde. Sammen med dem. 

Det var hvad min samtale med Anne Mette kom til at handle om. Om alle de store følesesmæssige udsving, sammen med andre, besværet i relationen og ikke mindst, at det netop er ubehaget, besværet og det svære, som tykner relationen. 

Kan du blive efter at du har været til "besvær"?

Vi talte også om grænser, om at sige nej og gøre den anden ked af det.

Vi tror, det sværeste er at sige nej. Men det er det ikke. Det sværeste er at blive i relationen bagefter, blive der, når den anden reagerer, måske bliver lige præcis så bange og vred, som vi frygtede, uden at vi løber vores vej eller reagerer. Og vigtigst af alt, samtidig med at vi bliver hos os selv. 

Det sværeste er ikke at sætte grænsen. Det svære er at blive sammen med mennesket bagefter. Når vi har været til besvær. Nå vi har sagt fra. Når vi har sagt til. 

Men det er også der, vores relation bliver dybere. Når vi også kan være i det svære sammen. 

Den dybe længsel efter de nære relationer

Anne Mette fortæller i podcasten, at hun først fik "rigtige" veninder, da hun var fyldt 40. Altså dybe, ægte relationer. Fordi alle facader var skrællet af. Fordi hun stod ude ved kanten. Og var nødt til at be' andre om at bære sammen med hende. Det var da hun blev sårbar og ærlig, at hun fik de relationer, hun altid havde drømt om.

Jeg fortæller også i podcasten, at mange kvinder på vandre-retreatet fortæller, at de fører samtaler her med "fremmede" kvinder, som de ikke fører med deres veninder. Og det rammer mig hver gang. Hvor dyb vores længsel er efter at blive set, hørt og anerkendt, præcis som vi er. Uden forstillelse. 

Men det kræver, at vi tør vise, hvem vi er og være ærlige og sårbare. 

Og det kræver, at vi kan bære for andre. Uden alle de ord, vi ofte vil bruge. For vi bruger dem (ofte) til at fikse. Når vi kan være sammen med andre mennesker, der har det svært, kan de mærke, at de må have det, som de har det, sammen med dig. Og mirakuløst nok får du så også samtidig tilladelse til at være, som du er. Og have det, som du har det. 

Denne uges episode tager egentlig afsæt i Anne Mettes ekspert-viden om særligt sensitive. Som også blev hendes egen vej. Og vi kommer også omkring hendes nyeste passion, compassion-teoorien og arbejdet med venlighed og "shared humanity".

Men i sin essens kom samtalen til at handle om kun at kunne være i verden, som den vi er, og når vi er det, så kan vi få de relationer, vi altid har længes efter, både til os selv og til andre. 

Du kan lytte til samtalen her eller på din foretrukne podcast-platform

Kærligst,

 

P.S. Husk også, hvis du vil være den første til at høre om mit nye 21-dages program Mærk det Hele. så giv din interesse til kende herunder med et enkelt klik.

Jeg er interesseret i Mærk det Hele (ét klik)