"Hvordan har du det?" spurgte den sagesløse forældre ved skovbørnehavens bus uden at vide, hvad der nu ville ramme ham.
Han fik ikke den korte version, som egentliv var det, vores relation kunne bære. Han fik heller ikke den redigerede version.
Han alle de dramatiske detaljer. Han fik tårerne. Han fik mere end han nogensinde havde spurgt om.
Så jeg kunne få omsorgen.
Jeg var helt og aldeles skrællet ind til benet. Stod med en 2 mdr. gammel baby i en lilla barnevogn. Og var blevet forladt 7 mdr. tidligere. Der var ikke flere filtre tilbage. Der var ikke mere skam. Jeg var i knæ.
Og. Jeg følte mig helt alene.
Alt hvad jeg ved om sårbarhed - eller rettere, alt hvad jeg har lært om sårbarhed på egen krop, for det er to vidt forskellige ting - lærte jeg i de år, hvor jeg var helt i knæ.
Måske tror du, at du er sårbar. Måske tror du, at du viser dine følelser.
Men måske er det stadig på den "fede måde", sådan som Ulla Hinge Thomsen, forfatter til bogen Sårbar og gæst i podcasten Følsom siger i sidste uges episode?
Jeg troede egentlig, jeg var god til at være sårbar...
Men det var jeg ikke. Jeg holdt stadig på mig selv og delte kun, når jeg var i kontrol.
Men det jeg lærte, dengang jeg blev forladt, var at sårbarhed også bare er "sygt ubehageligt", som Ulla så illustrativt siger det i podcasten.
Vi lærer meget, når vi er i knæ. Fordi vi ikke kan vælge andet. Og derfor får de oplevede erfaringer med det, vi ellers kan tænke ihjel.
Var jeg for meget?
Den dag ved skovbørnehavebussen, hvor jeg delte min rå smerte?
Ja, når jeg delte for at få medlidenhed. For at opnå noget.
Men ikke, når jeg blot viste, at jeg var i knæ. At jeg var i sorg. At det gjorde ondt.
Forskellen er, om vi er hjemme hos os selv eller ovre i de andre. Vil jeg have noget fra andre, så bliver sårbarheden til manipulation.
Det taler Ulla og jeg også om i sidste uges episode om sårbarhed.
Men deler jeg fra mig, også når det ikke er kønt og kontrolleret, så er det ikke for meget. Så er det mig. Og min sårbarhed.
Hvor går grænsen?
Ingen sårbarhed uden grænser. Det findes ikke, som Brene Brown siger.
Og mine grænser kendte jeg ikke dengang. Dengang jeg var helt ny i den rå sårbarhed.
Det er "sygt ubehageligt" for de fleste af os at sætte grænser. Derfor er det sårbart. På den ikke så fede måde.
Men det er også der, vi lærer os selv at kende. Og ikke mindst, finder ud af, hvor andre mennesker starter og slutter, så deres konturer står tydeligt frem. Og når de gør det, bliver vi trygge i deres selskab. Det er derimod meget utrygt, når vi fornemmer en grænse, som den anden ikke formår at sætte.
Men vi er også forskellige.
Jeg vil mærke livet. Jeg vil mærke andre. Jeg vil mærke mig selv.
Og vil vi det, så er sårbarhed den bedste opskrift.
Jeg vil sandsynligvis også mærke mere end gennemsnittet. Derfor skal jeg længere ud på sårbarhedsskalaen end de fleste. Det er helt ok med mig.
Men det kræver øvelse at finde balancepunktet.
Jeg lærte meget om min sårbarhed dengang for 9 år siden. Eller sagt på en anden måde, hvor langt mit pendul skal svinge.
Men hvordan finder jeg min grænse, mit balancepunkt?
Det gør jeg kun, når jeg tør lade pendulet svinge for langt.
For jeg havde aldrig fundet mit balancepunkt, hvis ikke det havde været for de år, hvor jeg helt sikkert overdelte.
For at finde vores grænse og balance må vi uvilkårligt fejle. Det er de færreste af os vilde med. Fordi det er sårbart. Netop deri består øvelsen.
Vil du høre mere om gænser, om at hælde krisen ud over sagesløse, om at være hele mennesker i vores relationer og så meget andet guf fra den danske ekspert i sårbarhed, Ulla Hinge Thomsen, forfatter til bogen Sårbar og derudover til bøgerne Særligt Sensitiv og Tilgiv, så lyt med til sidste uges episode: "Sårbarhed er også sygt ubehageligt".
Du kan lytte lige her: https://lykkerix.dk/podcast/
Kærligst,
P.S. Senere denne måned åbner jeg dørene til mit nye 21-dages program Mærk det Hele. Hvis du vil være den første til at få besked, så giv din interesse til kende herunder med et enkelt klik.
