From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: Hvis du tror, ubehaget er det sværeste...

- det gør ondt helt ind i hjertekulen, hver gang jeg er vidne til denne indsigt!

Hvis du tror, ubehaget er det sværeste...

 

Kære Læser,

 

En hjerteskærende, men sand historie...

For år tilbage sad jeg til en fødselsdagmiddag hos en barndomsveninde.

Jeg sludrede med én af hendes veninder, som jeg også har kendt det meste af livet. Eller. Det startede som small talk.

Men meget hurtigt udviklede det sig til én af de samtaler, jeg oftest har refereret til de seneste år, fordi den skar helt ind til benet. 

Jeg spurgte, hvordan hun havde det, velvidende at hun for 2 år siden mistede sin søster på mest tragiske - og dramatiske - vis.

Jeg var ikke bange for at svaret ville involvere tårer eller at samtalen ville blive sårbar og svær. Den slags samtaler lever jeg af. 

Men det svar jeg fik, gik alligevel lige ind bag alle erfaringer og forventninger. 

"Ok". Svarede hun. "Bedre. Men jeg kan ikke huske, hvordan glæde føles". 

Pause.

"Jeg har sørget så længe, at jeg glemt glæden". 

Den sidste sætning hang i luften sammen med alle mine bedste coaching-spørgsmål og erfaringer. 

Jeg var ramt.

Et par år forinden var jeg selv blevet skilt og jeg havde for ganske nyligt haft en fornemmelse af, at noget fra den ene dag til den anden, var anderledes.

Som om jeg var kommet ud på den anden side. Som om jeg havde fået næsen oven vande. 

Og nu forstod jeg, hvad den oplevelse havde handlet om. Jeg havde mærket glæde igen.

Det forstod jeg i det øjeblik, jeg sad der i sofaen sammen med min barndomsvenindes veninde. Hende som ikke kunne huske, hvordan glæde føltes. 

For at tackle en så massiv sorg - og vrede, og afmagt og al mulig andet, som den ulykke havde medført, var hun blevet nødt til at skrue ned for følelsesspektret.

Det sker tit for mennesker i krise. Det er naturligt. Og ren overlevelse mens sorgen raser i vores system. 

Tid læger ikke alle sår. Men sorgen bliver med tiden til at bære. Fordi vi har lært den at kende. Fordi vi er kommet op til overfladen igen efter at den tog os med under nok gange til at vide, at vi ikke drukner. 

I mellemtiden glemmer vi desværre, hvordan glæde føles. Fordi der ikke er så meget af den.

Vi kan nemlig ikke skrue ned for den ene ende af spektret uden også at skrue ned for den anden. 

Ergo, når vi skruer ned for sorgen, ubehaget, vreden og tristheden (for at overleve), glemmer vi også, hvordan glæde føles. 

 

***

Men det er ikke det værste. 

Det værste er, at du ikke behøver at have oplevet massiv krise eller sorg for at have glemt glæden. 

Præstation, kamp og overlevelse i helt almindelig hverdag, kan også gøre vores følelsesspektrum så smalt, at vi ikke kan mærke glæden.

Rigtig mange af de kvinder, jeg har coachet, har startet med at bede om hjælp til at få ro. Ro for alle tankerne. Ro fra alle gøremålene. Bare ro.

(Du kender den sandsynligvis, som den lille stemme indeni, som siger til alt og alle, også til dig selv "Gå nu bare væk. Lad mig være"). 

Men når vi har talt lidt om roen, bliver de stille. Tårerne kommer op i øjnene på dem. De kigger ned. 

Og når de kigger op igen, hvisker de: "Jeg vil bare gerne være glad".

"Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været glad".

"Eller hvornår jeg sidst grinede. Fra maven".

De græder af udmattelse. Af tvivl. Af præstationsangst. Men mest af alt af skam. 

De skammer sig. Skammer sig over ikke at være glade. For udadtil ser det godt ud. De har det hele. Og mere til.

De "burde" ikke brokke sig. 

Men.

Det er så hårdt det liv, de har sat sig i. Det kræver så stor vedligeholdelse.

Det kræver så meget opmærksomhed at glæde bliver en bisætning, som de til sidst ikke har i deres ordforråd. 

***

Og hvad gør de så?

De gør det, de har lært. De gør det, der har virket. De gør det, de altid gør. 

De knokler lidt mere. Fortæller sig selv, at "når bare...", så gør de noget andet. Så bliver de glade. Lige om lidt, så griner de igen.

Lige om lidt får de tid. Tid til veninder. Tid til børnene. Og manden. Og sig selv.

Hvis det virkelig er alvor, så booker de et spa-ophold, fordi "Jeg skal jo passe på mig selv". 

Men når de kommer hjem? Ja, så gør de præcis, som de plejer og knokler videre. 

Og det kommer der altså ikke meget glæde i hverdagen ud af. 

***

Heldigvis er der en særlig forklaring på det.

Når jeg arbejder med præstationskvinder og deres følelser, fortæller de mig indledningsvis, at de intet kan mærke.

Sekundet efter triller tårerne, og jeg anerkender dem for netop at mærke. Så kommer sandheden;

De tør ikke mærke det, de føler. De er bange for ubehaget. For tristheden. Tvivlen. Måske vreden. Eller sorgen. 

Men egentlig er ubehaget over ovenstående føleser intet imod den frygt, som viser sig, når vi begynder at tale om glæden.

For når vi mærker glæden, har vi virkelig noget at miste. Og derfor har mange mennesker ubevidst skruet ned for glæden.

For så er skuffelsen ikke så stor, hvis de mister den. 

Så er smerten mindre. (Tror de).

For vil vi glæden, har vi noget på spil. Vi har noget at miste. Og det gør os sårbare. 

Det er faktisk ikke glæden, vi er bange for. Det er såbarheden ved glæden. Frygten for at åbne op mærke. Frygten for at miste den igen. 

Og derfor er glæde faktiske sværere for mange kvinder at læne sig ind i og turde end alle former for ubehag er det. 

***

"Hvad skal jeg så gøre?" spørger de med desperation i stemmen.

"Du skal holde op", er mit svar. 

Det er det nemmeste og sværeste i hele verden. 

Hold op med at gøre det, du plejer. Hold om med mere knokleri, præstation og gøren. Hvis det havde virket, så havde det virket nu. 

Der findes en anden vej. Den er så enkel, at de færreste tror på, den virker.

For at komme i mål, kan du ikke gå udenom. Du er nødt til at gå igennem. Gennem ubehaget ved at gøre det absolut mest ulogiske.

Gennem det ukendte, fordi du gør noget helt andet end, du plejer.

Gennem ikke-viden og mangel på kontrol, fordi du ikke kan handle dig hen til mere glæde. 

Det handler om at læne dig ind. Læne dig ind i livet, ind i dig selv og ind i andre mennesker.

Det er noget af det vi arbejder med i mit online program KærlighedsKriger. Over 4 måneder giver jeg dig opskriften på den ulogiske vej. 

Vejen til nydelse.
Vejen til latter.

Vejen til glæde. 

Men du kan starte allerede i dag. Med at gøre det modsatte af det, du plejer.

Det viser sig ofte at være noget sværere i praksis end i tanken. For vores mønstre og strategier kender vi måske.

Men de har hundredevis af forklædninger. Så selv når vi tror, at vi gør noget andet. Gør vi præcis det, vi plejer. 

Sådan har jeg afsløret mange af mine klienter. Og først da de gjorde det, der var så ulogisk og så fremmed, at de ikke selv kunne tænke sig til det, fandt de glæden. 

Hvordan står det til med din glæde? Har du glemt den? Har du skruet ned for hele følelsesspektret for at undgå ubehaget? Er du måske ligefrem bange for glæden, fordi du kan miste den igen?

Det starter med en indrømmelse. En afsløring. Eller en indsigt. Vi kan ikke ændre det, vi ikke kan se. Det starter med en accept af status quo. 

Det starter med spørgsmålet: Kan jeg mærke min egen glæde?

 

Kærligst,