Kære ,

Jeg er ramt. Og så alligevel ikke. Men mon ikke det er sådan, vi alle har det? Op og ned? Taknemmelighed og sorg? Tilld og frygt?

Vi er blot mennesker og det viser sig i disse dage. At vi ikke kan vælge én holdning og én tilstand.

Vi rammes. Nulstilles. Og rejser os igen. 

Vi græder og griner. Nyder og keder. Skændes mere og elsker dybere. 

Det er, hvad tiden gør ved os. Det er, hvad tid gør for os. Langsom tid. Hvor der ingen steder er at flygte hen.

 

Jeg har været ramt, fordi mit hjertebarn, min uddannelse til gruppefacilitator, ikke længere synes at have et eksistensgrundlag. Hvornår vil vi igen investere i at udvikle os selv og fællesskabet i en tid, hvor afstand og online nærvær ikke blot er hverdagen, men også det ansvarlige at gøre?

Jeg ved, mange siger, at denne situation vil minde os om, hvor meget vi værdsætter fællessakbet. Og jeg er enig. Noget vil ændre sig. Men vi ved endnu ikke hvad. Og hvornår. Og der er nogle beslutninger, der ikke kan vente længere. Og andre der skal bruge tid for at modnes og vise sig, som de rette.

Så ja, der er farvel. Men der har også været glæde og taknemmelighed, fordi jeg har fået mere tid med mine børn, med naturen og med mine ord. Det har jeg længtes efter. Det introverte. Efter 15 år "på".

 

I sidste ende sidder jeg tilbage med både lettelse og sorg. 

Sorg over alt det, der må brænde til jorden for at nyt kan opstå. At jo ældre jeg bliver, jo mere oplever jeg, at alt kommer med en pris. Også det, vi længes efter. 

Lettelse fordi jeg har været klar til noget andet. De sidste år har forandret mig. Men jeg har ikke turde ændre kurs. Vælge fra. Og starte forfra. 

Det har jeg nu fået muligheden for. Men kun hvis jeg griber den. Kun hvis jeg vælger et aktivt ja-tak. Og jeg tøver. Mærker ligefrem modstand. Det føles som et kontroltab. Og ikke mindst, én ting er at længes efter noget. At få det - og ikke mindst skulle tage ansvar for det - er noget andet. Det kræver, at jeg tør se frygten for det uvisse, for fiasko, for succes og for andres dom i øjnene. 

Det tror jeg, gælder andre end mig.

 

Nogle siger, at vi aldrig kommer tilbage til det vi kendte, som hverdag. Det er meget dramatisk. Det tror jeg, vi gør. 

Jeg tror, det kræver et aktivt valg - ligesom alt andet - hvis vi skal tage noget positivt med os fra denne mærkelige, krævende og turbulente tid.

Lad os tage det, som denne tid viste os og lærte os. Tage det med ind i en ny hverdag i stedet for at længes tilbage til det, vi kendte.

Vi kan selv vælge de små forandringer. Det som denne tid viste os, var godt for os. Og vores nærmeste. Det som denne tid viste os, at vi længtes efter. 

Måske finder vi også modet til at se på, hvad det var, der var svært. 

Om det så var tanker om økonomi, som forfulgte os, vores rolle som mor eller far, der skurede eller parforholdet der pludselig viste sig at knirke. Vi har fået taget tempo og udadvendt aktivitet fra os. Det er de to, der dulmer flest af os. Vi er skrællet ind til benet. Broken open, som min yndlingsbog hedder. 

Broken Open. Det lyder lækkert. Men føles ikke sådan i praksis. De fleste af os er bare ikke villige til forandringen, før den skubber på. Vi træder ikke selv frem.

Men denne tid kunne være en invitation. Til at rydde op. Tage ansvar. Sige farvel til gamle vaner (og dermed tryghed). 

 

For et år siden, var jeg ikke flyttet ind i mit elskede bondehus (som jeg slet ikke troede var min stil og kun så på som en midlertidig foranstaltning).

For et år siden havde min søn ikke meddelt, at han flyttede ind til sin far (og jeg derfor kun skulle være sammen med ham det halve af, hvad jeg plejede). 

For et år siden, havde jeg ikke mødt min kommende mand (i lang tid insisterede jeg på, at han kun var en sommerflirt!).

For et år sådan, var jeg ikke flyttet ind på Frydenlund, hvor min uddannelse fik sit hjem (en uddannelse, jeg nu har valgt at sætte i bero).

 

Ikke meget er det samme og jeg troede forandringernes vinde var ved at stilne af. Men de var årbenbart først lige begyndt. 

Det øver jeg mig i at forstå. Og acceptere. 

Jeg øver mig i at sige farvel og tillade sorgen, når jeg giver slip. Igen og igen. 

Jeg øver mig at tage i mod alt det nye med tillid.

 

Jeg synes sgu', det er svært.

Men jeg kan godt. Vi kan godt. 

Vi kan gøre svære ting. 

Og jeg øver mig igen på at skelne. Mellem svært og hårdt.

At gå gennem forandringens sorg i stedet for at bide tænderne sammen og stædigt holde fast. 

Det behøver ikke være hårdt. Men det er svært. Og det kan vi godt. 

 
Kærligst,

P.S- Husk vi tjekker ind sammen og deler det, der er svært på torsdag d. 23. april kl. 10-11 via zoom. Du deltager via dette link (ingen tilmelding nødvendig): https://zoom.us/j/98035284997