From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: Derfor har der været stille...

- om at komme hjem til sig selv med alt hvad det kræver af langsommelighed og ubehag

Derfor har der været stille...

Kære Læser,

Jeg besluttede mig for at trække stikket. Men fandt ud af, at det var en illusion.

Gudskelov, at jeg fandt ud af det.

Nu har jeg sukket efter at tage et halvt år ud af kalenderen for at lave ingenting i mange år. Blot for at finde ud af, at med mindre jeg lukker min forretning (og det gør jeg ikke), sælger min bil (og det gør jeg heller ikke) og flytter et sted hen med billigere leveomkostninger (heller ikke, jeg elsker Danmark og mit liv her), så er det bare ikke en mulighed. 

Tag det første skridt og få svar

Det var en befrielse at opdage. Men det gjorde jeg først, den dag jeg tog det første skridt og besluttede mig for at trække stikket. Den dag jeg holdt op med at gruble over det og længes efter det, men i stedet satte handling bag de mange små del-beslutninger, som sådan en længsel indeholder. Jeg blev - meget - klogere, da jeg begyndte at sætte den ene fod foran den anden. Og ikke et sekund før. 

Nogle vil måske mene, at det kunne jeg da have sagt mig selv. Ja, måske. Men fornemmelsen i kroppen, det oplevede liv, det kan vi ikke regne ud. Og jeg gætter mig til, at jeg ikke er den eneste, der går med sådanne uspecifikke længsler. At tage det første skridt kan jo også være at sætte sig ned og virkelig kigge på konsekvenserne af den længsel. Ikke stoppe, når det bliver ubehageligt, men tænker alle tanker, og konsekvenser, til ende.

Og som så ofte før, med dette forunderlige liv, som ikke kan regnes ud, fik jeg noget helt andet, og meget mere betydningsfuldt. 

Jeg kom hjem. Til mig selv. Igen. Men det var "blot" indersiden. Det havde også effekt på ydersiden. 

Jeg fik tid. Ikke oceaner, som jeg havde forestillet mig. Jeg var faktisk overrasket over, hvor hurtigt ugerne fløj af sted. Men jeg fik tid til nærvær og dvælen. Tid til at være der for mine børn, som har haft ekstra brug for mit nærvær og støtte dette efterår. Men den vigtigste tid jeg fik, som jeg ikke vidste, jeg havde brug for, var den til at lade beslutninger modnes. 


Langsommelighed

Jeg startede med at rydde pladen. Helt og aldeles. For sådan synes hovedet ofte at danne sig det bedste overblik. Ikke nogle nuancer, bare sort og hvid. Men så gav jeg mig selv tid. I denne verden af renvaskede tavler. Jeg gav mig selv en daglig gåtur i skoven, når ungerne var afleveret i skole. Jeg gav mig selv ekstra lang tid til meditation, jeg gav mig selv tid til at skrive. Og sådan gik dagene. Mens ubehaget rasede over ikke at udrette noget. Og spørgsmålene stod i kø og tvivlen og frygten åd mig op. 

Så nej, det var ikke tæt på den lyserøde forestillign jeg havde af et halvt års "fri".

Men det var sååå godt. 

For der var spørgsmål, jeg havde flygte fra, ubehag jeg havde sneget mig udenom, frygt jeg havde dulmet. 

Fordi jeg så gerne ville kunne nøjes med at tænke mig til svarene. I stedet for at give de beslutninger tid, som tydeligvis havde brug for at modnes. Brug for mod. Og udholdenhed.

Jeg havde brug for at se på beslutningerne fra alle perspektiver, lade dem lægge, se konsekvenserne i øjnene, holde det op i mod min værdier, omprioriterer værdierne (og budgettet), fordi jeg simpelthen ikke vil blive ved med at arbejde så meget, som jeg har gjort (selv om jeg er vild med mit arbejde).

 

Byttehandlen

Jeg gav mig selv tid og i bytte fik jeg kontakt. Kontakt til min inderside. Og når jeg har det, kan jeg ubehaget ud. Fordi jeg ikke flygter fra det, men sidder med det og holder det i hånden og lytter til svarene, der er indbygget. 

Og så skete der noget, som jeg kun kan kalde magisk. Det skete uden at jeg "gjorde" noget. Beslutningerne indfandt sig. Helt lydløst og uden at gøre væsen af sig. De indfandt sig som nyvunden motivation, laserskart fokus og forkromet overblik. 

De indfandt sig som en følelse af at komme hjem. Som beslutninger, der havde taget ophold i maven og ikke i hovedet. Som kontakt til hjerte, andre mennesker OG mig selv samtidig. 

Intet af det levede liv, ser ud som vi forestiller os i vores hoveder. Vi er i grunden så fantasiløse, hvis vi lader hovedet råde. 

Og selv om jeg har skrevet det før, gentager jeg det gerne; der er så mange svar og så meget frihed at hente, hvis vi tør gå gennem ubehaget i stedet for udenom. 

Gaveregn

Nu er jeg tilbage. Stadig den samme og alligevel føles det som om meget er omrokeret på indersiden. Forskellen er det langsommere tempo. Og kontakt. Hvilket også betyder kontakt til ubehaget. 

Det betyder også, at mine ord igen lander i din indbakke. Og jeg har lyst til at starte med gaver. Det indbyder december også til. Derfor får du i denne søde juletid en adventskalender. 

Vi starter selvfølgelig søndag. Og vi kan ikke starte andre steder end med ubehaget, som lige nu har givet mig alle de svar, jeg har længtes efter.

Du skal have den samme mulighed.

Derfor får du hele min e-bog: "Læn Dig ind i Ubehaget" fra mit online program Følg dit Indre Kompas første søndag i advent. Har du læst den, så kan du se denne gave som en invitation til en genlæsning. Jeg ved fra de mange, som har været med på Kompas-rejsen, at de læser noget nyt, hver gang de læser e-bogen igen. 

Derefter følger en meditation, så du kan tjekke ind med dig selv og skabe kontakt. Så skal disse vigtige budskaber forankres via en smuk plakat lige til at hænge op og så runder vi af 4. søndag med det klassiske jule-gavekort.

Så du kan godt begynde at glæde dig.

Jeg glæder mig til igen at være i kontakt. Både med mig selv og lige så meget med dig.

Kærligst,


P.S. Gaveregnen slutter ikke juleaften. For femte år i træk udsender jeg også min nytårsrefleksion og som modtager af nyhedsbrevet, er du selvfølgelig den første, der får fingre i den.