Der er så mange lænsgler, vi ikke lytter til.

Fordi vi tror, vi skal regne det hele ud, før vi tager første skridt. 

Kære ,

Forestil dig en klippe, måske ligefrem et bjerg. 

Du lever det meste af tiden inde på midten, i tilpas afstand fra kanten, sådan som du lærte det, da du var barn. 

Udsigten er god. Om end alting er lidt langt væk og derfor ikke står tydeligt frem. 

De fleste af os lever det meste af vores liv derinde midt på klippen. 

Men alligevel længes vi efter at udvikle os. Vi længes efter liv i livet. Vi længes efter at bruge os selv.

Men vi går ikke ud til kanten. Vi skubber ikke til os selv. Fordi. Ja. Tiden. Og livet. Og måske lidt manglende inspiration. Og ikke mindst manglende støtte.

Det er egentlig mærkeligt. For vi kan jo godt gå ud til kanten uden at hoppe. Vi kan jo starte med blot at kigge ned. Vurdere om der virkelig er 100 m ned eller om der blot er fem meter. Eller måske bare to meter. 

Måske er der 100 meter ned. Men så ved vi det. Og så kan vi tage ansvar for den længsel. For nu ved vi, det kræver en faldskærm. Eller et klatrekursus. Så er vi allerede klogere. 

Det ved vi ikke, hvis vi bliver stående inde på klippen (komfortzonen, hvis nu der er brug for at jeg skærer det ud i pap). Inde på midten er der måske trygt.

Men det er ikke der, vi finder det, vi længes efter. Det er ikke derfra vi kan træffe de beslutninger, vi går og tumler med. Hvad end vi er bevidste om de beslutninger eller ej.

For det kan jo være, at det endnu ikke føles som en beslutning. Mere som en længsel. Eller som et stille ubehag. 

Ligegyldigt hvad, så bliver vi mellemtilfredse, måske ligefrem triste og bitre, hvis vi ikke lytter til længslen. Hvis vi ikke går ud til kanten og kigger ned. Hvis vi ikke tager ansvar. 

Det betyder ikke vi skal hoppe. I hvert fald ikke med det samme. Men vi kan i hvert fald ikke regne den ud ved at blive stående inde midt på klippen. 

Faktisk betyder det heller ikke, at vi skal hoppe alene. Vi må godt få hjælp, sparring og støtte. Måske ligefrem tage én i hånden, når vi går ud til kanten. 

For det er faktisk én af de længsler, jeg oftest hører kvinder sætte ord på. Fællesskabet. Nogle af følges med. Nogle de kan være helt ærlige med. Nogle at sparre med, nogle at spejle sig i. Nogle der hepper. Nogle der vil dybden og udviklingen.

Og sætter de ikke ord på, så er det fordi de kæmper. Og er kommet til at tro at de skal kæmpe alene.

Måske fordi det er svært at bede om hjælp?

Måske fordi de har glemt, at det er en mulighed?

At det godt må være sjovt og inspirerende på vejen. Måske ikke hele tiden. For der er også de passager, hvor mørket omslutter os. Og hvor vi er alene. Men hvis vi ved, at der er nogle der holder og hepper, så kan vi også bedre holde ud, at noget af vejen er vores helt egen. 

Så,

Hvorfor er det, vi tror, vi kan regne livet ud derinde midt på klippen?

Hvorfor er det vi ikke lytter til længslerne?

Hvorfor er det vi tror, vi skal kæmpe alene?

Det vil jeg gerne lave om på. Derfor har jeg lavet mentor-netværket. 

Jeg har lavet et fællesskab, hvor man kan tage sine længsler med. Skabt et rum til at tale højt om de halve tanker, som kun bliver til hele drømme, hvis de netop får luft, liv og lys. Og hvis du bliver set i dit højeste lys samtidig. 

Det kan kvinder. Men vi glemmer det i en travl hverdag. Det er også derfor vi kommer til at leve inde midt på klippen.

Fordi vi har for få fællesskaber, som minder os om at kigge ud over kanten. Ikke for at hoppe. Men for at se det fulde billede.

Og fordi vi tror, at vi skal gå ud til kanten alene. Men det behøver du ikke. Du kan være i et netværk, hvor du får sparring, spejling og støtte. 

Og hvor jeg med både spørgsmål, øvelser, refleksionstid og ikke mindst værktøjer giver dig nye perspektiver på din karriere, din forretning og på livet og din udvikling. 

Så hvad med at give dine længsler et rum, et fokus og et fællesskab?

Hvad med endelig at lytte til dine længsler?

Du kan nøjes med at dykke dybt i en weekend.

Du kan også vælge den udgave, som tilbyder momentum. Et helt år, hvor du møder op og er sammen med både længslerne og andre kvinder, som også længes. Måske efter mere liv i livet? Måske efter at bruge sig selv mere eller på andre måder? Måske efter at tage lyset hjem? Måske efter indre ro.

Vil du være med i det nye mentor-netværk for kvinder, så læs mere her. 

Mentor-netværk

Hvad med at vi holder hinanden i hånden og går ud til klippens kant og ser om der er to eller ti meter ned?

Du behøver ikke hoppe med det samme.

Du behøver slet ikke at hoppe.

Men at kende konsekvenserne, at kigge sig selv i øjnene, det må være det første skridt. Det er at tage ansvar for livet. Og for karrieren og forrretningen. Der er garanti for udvikling, når vi tager ansvar. 

Kærligst, 

 

P.S. Vidste du, at du kan "nøjes" med at deltage i mit mentor-retreat i slutningen af august? Du behøver ikke at deltage i netværket, hvis du blot har brug for at dykke dybt med dig selv og din længsel og få sat målene for det næste år. Så kan du derefter beslutte om du vil forstætte i netværket. Læs mere om deltagelse på mentor-retreatet her.