From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: De 3 vigtigste årsager til, at du skal leve indefra og ud - og hvorfor det også kommer andre til gode

Kære Læser,

Jeg har fået et par kommentarer på de sociale medier om, at jeg arbejder på min ferie. Og der var lige et spiltsekund, hvor noget gammelt rørte på sig. Dommen. Frygten for, hvad de andre tænker, som jeg kender så godt.

IMG_5595-medium.JPGIndtil jeg trak vejret og mærkede efter. Hos mig selv. Hvad er sandt for mig? Det, der er sandt er, at ja, jeg arbejder. For der er ikke en skarp opdeling mellem arbejde og privatliv for mig. Jeg elsker mit arbejde og har ikke lyst til at sætte det på formel eller i kasser. Dét er frihed for mig. 

Desuden ville livet, at jeg skulle flytte tre dage før, jeg rejste til Thailand. Det betød, at den plan jeg havde lagt for, hvor meget arbejde jeg skulle nå inden afgang, skred gevaldigt. Men det hus som bød sig, måtte jeg sige ja til. Det mærkede jeg også meget tydeligt. Livet er oftere uforudsigeligt end kontrolleret. I hvert fald det liv jeg gerne vil leve.

Jeg bookede også først billetter til Thailand lige før nytår og så godt i min kalender, at det ville falde sammen med lanceringen af Følg dit Indre Kompas. Men tænk, at jeg har skabt et arbejdsliv, hvor jeg er så fri, at jeg kan sidde på den anden siden af jorden og have mit arbejde med. Jeg elsker den frihed og har længtes efter den i mange år. 

Måske er ferie anderledes for dig? Det vigtigste er, at vi kan mærke vores egen præference. For så kan vi nemlig stå ved den. Også selv om andre synes noget andet. Fordi vi kan mærke, hvad der er sandt for os. 

Og. Selvfølgelig kræver det nogle gange, at jeg kommer væk fra arbejdet, lader op og giver mit nærvær til de mennesker, jeg - også - elsker. Men det hele handler netop om denne bevidsthed. Om at jeg også lytter til det behov. Om at jeg kan mærke, at jeg er i balance. De tre dage med premiere var krævende, og da jeg skrev den sidste mail torsdag, kunne jeg tydeligt mærke, at min krop og mit hoved kaldte på en pause. Så jeg bookede en massage til næste morgen, lejede en scooter med ungerne, fandt bøgerne frem, plaskede rundt med snorkel og faldt i staver med blikket på horisonten. Først nu har jeg kastet mig over arbejdet igen. 

Min lille indre oplevelse her understreger på fineste vis, hvorfor det er så vigtigt, at vi lærer at navigere indefra og ud i stedet for den omvendte vej. Her får du tre, eller faktisk fire, årsager til dét og grunden til, at de også kommer dine elskede - og det du elsker - til gode:

De 3 vigtigste årsager til, at du skal lære at navigere indefra og ud - eller rettere 4. Den sidste er så enkel, at jeg nær havde glemt den:

  1. Kun indefra og ud kan du vise verden, hvem du er og dermed leve et autentisk liv
    I bund og grund længes vi alle blot efter at blive set, hørt og anderkendt for præcis den vi er. Men det er svært at møde den forståelse og anerkendelse fra andre, hvis vi ikke viser os.

    Derfor starter det hos dig. Viser du os ikke, hvem du er, bliver vi derimod "utrygge" i dit selskab, fordi vi fornemmer med alle de mere subtile informationssystemer, som vores krop er og har, at du ikke er autentisk. Vi kan heller ikke se dine konturer, altså, hvor du starter og slutter, og derfor kommer vi til at træde over dine grænser og overhøre dig, fordi du ikke er tydelig.

    Det kan godt være, vi ikke bryder os lige meget om alle, men mennesker, som er tydelige og står ved sig selv, gør os alligevel trygge. Vi ved, hvor vi har dem, vi ser deres tydelige konturer, og derfor kan vi bedre navigere i relationen. Ligegyldigt hvad vi så synes om deres personlighed. 

    Derfor må du vise dig. Og for at kunne det, må du mærke efter. Kun sådan bliver det et autentisk billede, du kan vise. 

  2. Kun indefra og ud slipper du bekymringen for de andres dom
    Når vi lever udefra og ind, og altså ikke lytter til vores indre, så har vi en tendens til at forsøge at leve andres liv. Vi prøver så hårdt at passe ind og ligne de andre, fordi det virker nemmere end at mærke efter og vise os selv. Men det er ikke nemmere blot at følge strømmen. For i den proces, forlader vi os selv. Vi forlader den og det, vi er i vores kerne og essens. Det kan sjælen mærke, og derfor vil den kontinuerligt blive ved med at kalde på noget andet. Den kalder os hjem, men når der ikke er nogen hjemme, kan det blive både ensomt og hårdt at lytte til den længsel. 

    Den store fordel ved at leve dit eget liv, selvom det ikke ligner de andres (og derfor kræver mod) er, at det bliver nemmere for dig at rumme, at de andre lever deres og træffer andre valg end dig.

    Når vi alle lever de samme liv, gør det næsten ondt, når nogen bryder ud og gør noget andet. Det eneste "våben" vi kan gribe til, for ikke at skulle forholde os til, at vi har forladt os selv er at dømme de andre og fortælle dem, hvorfor det de gør, ikke kan lade sig gøre. 

    Derfor må du følge din egen vej, også selv om den ikke ligner de andres. Du bliver mere rummelig og glad. Og du holder op med at forlade dig selv og din sjæls kald. 

  3. Kun indefra og ud bliver sårbarhed din største styrke
    Sårbarhed er som at sætte stikket i til livet. Så det kan mærkes. Ikke kun, når det er smukt, vidunderligt og vores hjerter fyldes med kærlighed og taknemmelighed. Men også, når vi er bange, små, alene og usikre. Sådan er det med følelser. Det er sårbart. Men det er også at være i live. 

    Når du viser os, hvad du føler, kan vi ikke bare se dine konturer. Vi kan også mærke dig. Når vi kan mærke dig, rører du os. Og lige der sætter du ikke bare stikket i til livet. Men også til andre mennesker. Og ja, du vil blive såret. Ja, der er mennesker, som ikke vil passe på dig. Men der er endnu flere, der vil. Der er endnu flere, der vil holde af dig. Fordi de kan mærke din sårbarhed. Fordi du er ægte. Fordi du bliver stående, også når livet er svært. Sårbarhed og det åbne hjerte er uden tvivl den "handling" - for det er faktisk et bevidst valg, og det er det valg, som har fordybet mine relationer aller, aller mest. 

    Derfor må du turde sårbarheden. Derfor må du turde at åbne dit hjerte. Så du sætter stikket i. Til livet. Og til andres hjerter. 

  4. Du kan alligevel ikke regne den ud, så er der en anden vej end indefra og ud, hvis du ikke vil på afveje?
    Der er faktisk en fjerde grund. Den er blot så enkel, at den er nem at glemme. Den vigtigste årsag er måske, at du alligevel ikke kan regne det her liv ud. For hvad er det rigtige at gøre? Rigtig og forkert er mærkelige størrelser, der er skabt i vores hoveder.

    IMG_5587-medium.JPGRigtigt i forhold til hvad? Og i forhold til hvem? Rigtigt i forhold til konventionerne? Samfundets standarder? De andres liv? Din families forventninger? Den slags rigtigt bringer dig kun ét sted hen; på afveje. Vi kan ikke tænke os til sjælens kald. Vi kan ikke regne livet ud.

    Derfor er vi nødt til at leve livet, hvis vi vil mærke det. Det er skræmmende. Det er sårbart. Vi kommer til at falde. Der er ingen garantier. 

Så hvorfor ikke være den du bedst kan lide? Hvorfor ikke være dit eget bedste selskab? Hvorfor ikke navigere indefra og ud, når det alligevel er det eneste, der er indenfor din kontrol? Der er oven i købet en bonus. Du bliver mere elsket, set og anerkendt, fordi vi kan se dig tydeligt, føler os rummet af dig og kan mærke dig. Og du kan rumme mere og elske dybere, fordi du lever i overenstemmelse med dig selv. 

Ved du ikke hvordan, så kan Følg dit Indre Kompas være svaret. 

Slutteligt må jeg blot dele, at mere end 70 allerede har besluttet, at det er på tide at navigere ud fra det indre kompas. Jeg er så taknemmelig. Og rent ud sagt pissestolt. Det bliver en fest, når vi starter for alvor d. 2. marts. Hvor jeg dog glæder mig til at vise jer kompasset - med alt hvad det indebærer af sårbarhed, ubehag, glæde og dybde. Faktisk er festen allerede i gang inde i Facebook-gruppen, hvor jeg inviterede til en lille øvelse i går. 

Vil du også med og definere din egen vej, så køb Følg dit Indre Kompas lige her og deltag i festen allerede nu...

Ha' en smuk søndag. Vi nyder den sidste dag på øen Koh Kood inden turen i morgen går til en endnu mindre ø og 11 dage samme sted, så vi kan komme endnu længere ned i gear og øve os i langsommelighedens - svære - kunst (hvilket for resten er pejlemærke #1 i Kompasset).

Kærligst,

PS. Billederne er fra Koh Kood, hvor vi besøgte et tempel under opbygning i fiskerlandsbyen Ao Salad. På taget sad en 7 meter høj Buddha med "blikket" rettet mod dem, der kommer sejlende. Sikke en smuk velkomst at få...