From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: Tegn #7: Du overhører din krop

simplero-header-retreat-ver-1-email.png


Kære Læser,

Du ved godt, du har en krop. Du ved sikkert også, at den bærer visdom til dig, som du på ingen måde kan få andre steder. Spørgsmålet er, om du lytter og mærker de signaler, som den dagligt sender dig? For når vi overhører kroppen, er det faktisk også et tegn på, at vi har lukket hjertet. Lukket ned og lukket af for den visdom, vi ikke kan tænke os til.

Vi er nået til sidste tegn i serien "7 tegn på, at du har lukket dit hjerte". 

Tegn #7: Du overhører din krop


Jeg gør det stadig. Det er min mest sejlivede overlevelsesstrategi. Jeg lukker af fra halsen og ned. Når jeg er under pres, og når jeg er bange. Men mest af alt, når jeg har modstand på virkeligheden og modstand på, hvordan jeg har det. Eller; når jeg ikke ved. Når jeg ikke har svar, fordi kun tiden kan give dem. Så flygter jeg ind i mit rationale og op i hovedet med en effektivitet, jeg stadig kan skræmmes over.

Jeg flygter ind i klassiske forsøg på at regne fremtiden ud. Men også ind i dagdrømme. Faktisk bliver det tydeligere og tydeligere for mig, hvor destruktive dagdrømme er. Det er dem, der gør, at jeg tror på, at vi kan komme for sent til vores drømme. Vi kan tænke så længe på vores drøm, at når vi oplever den i virkeligheden, er den allerede gammel, fordi filmen har spillet så mange gange i vores hoved. Det er dagdrømmene, alle de samtaler og scenarier, som vi ser på vores indre nethinde, der gør, at vi kommer til at flygte fra, hvordan vi rent faktisk har det lige nu. Dagdrømme dulmer. 

Fælderne jeg falder i

For en uge siden lavede jeg et par stræk på en måtte på gulvet (også kaldet yoga, hvis 10 minutter af den slags tæller), og opdagede hvor afsindigt ondt jeg havde i min krop. Den var ikke bare øm. Det var som om, den havde fået tæsk. Over lang tid. 

Jeg blev overrasket. Men endnu mere ked af det. For den krop er jo min i døgnets 24 timer. Så hvordan var det nået dertil, uden at jeg havde opdaget det?

Lige i øjeblikket føles det som om, jeg står i et vakuum. Mellem noget, der er stoppet, noget jeg har sluppet og sagt farvel til, fordi jeg var klar til en ny begyndelse. Men det nye, som kommer, har ikke vist sig i sin fulde form endnu. Og lige der, mellem det gamle og det nye, er nok det sværeste sted for mig at stå.

For jeg ved jo ikke, hvor længe jeg skal stå der...

Derfor havde jeg spændt op. Og ikke mindst lukket af. Mens jeg ventede...

En anden helt klassisk fælde jeg falder i, når jeg lukker af for min krop, og dermed mit hjerte, er mit tempo. Jeg sætter simpelthen tempoet gevaldigt op. Jeg bliver hektisk. I min tale. I mine bevægelser. I mine ambitioner. Jeg løber, både udenpå og indeni. 

Som om vi kan tænke os fra kroppen. Eller løbe fra den. 

Hjem igen

IMG_0096-medium.JPGLøsningen er altid den samme. Tilbage til kroppen. Yoga og dans er mine smutveje. Bare her på stuegulvet. Og så selvfølgelig vinterbadet. Det er den mest effektive venden hjem til mig selv, jeg kender. Komplet nulstilling. Nogle gange kan effekten vare hele dagen. Andre gange er det betydelig mere kortvarigt. Men jeg får det glimt af kontakt, jeg har brug for, for at blive mindet om, at jeg er lige her. Sammen med mig selv.

Og så selvfølgelig; ned i tempo. Langsommelighed. For så kan jeg høre og mærke min krop igen. Jeg sætter stikket i. Igen kan jeg mærke, hvor den gør ondt og er låst. Men jo også det modsatte: Hvor der er liv. Hvor der er lyst. Jeg kan mærke glæden boble igen. Såvel som sorgen, der får lov at komme til udtryk. 

Så ved jeg, at jeg er hjemme igen. Når der både er kontakt til det ene og det andet. Så ved jeg, at mit hoved ikke længere drager konklusionerne. For hovedet har det med, under pres, at tænke meget sort/hvidt og enten/eller.

Men for mig er sandheden ofte nuancerne midt i mellem. At ja, der er sorg, sorg over det, jeg har sagt farvel til, men der er også taknemmelighed, over det, der er i mit liv lige nu. Der er smerten ved at give slip og leve med de svære konsekvenser, som er en del af hverdagen lige nu, indtil den falder på plads. Men der er også glæden ved mit arbejde, gode venner og familie, mine børn og naturen.  

Men kun når jeg tillader alle signaler at blive hørt. Kun når krop, sjæl, hoved og hjerte alle er inviteret med.

Måske genkender du tendensen til at overhøre din krop og dermed lukke hjertet? Måske flygter du også fra ubehaget? Måske savner du dig selv og nuancerne i dit følelsesregister, så alting ikke skal tænkes i enten/eller? Måske er du bare træt af at være hård, lukke af og ned og kæmpe med virkeligheden?

Jeg lukker for tilmelding til mit retreat Slip Kampen, Kvinde i dag, og jeg har én plads tilbage. 

Skal det være din? 

Jeg ønsker dig en smuk søndag med plads til det hele. Plads til hjertet og kroppens signaler, ligegyldig hvor ubekvemme eller ubelejlige. Med adgang til glæden såvel som fornemmelsen af den sorg eller smerte, du måske løber fra. Når vi slipper kampen og åbner hjertet, opdager vi, at vi kan rumme det hele. Også selvom det måske kræver lidt øvelse...

Kærligst,

PS. Gik du glip af de andre e-mails i serien "7 tegn på, at du har lukket dit hjerte", så finder du dem her i arkivet