Kære Lykke,

Jeg kan starte med at sige: det er ikke nemt. Og det bliver det heller ikke.

Jeg har altid været optaget af momentum. Og hvad der skal til for at vi lykkes med vores udvikling og forandring.

Og gang på gang må jeg sande, at det ikke er let. 

Den eneste - ikke særligt sexede - løsning

I den sidste tid har jeg reflekteret over noget.

Mon vi kommer til at gå udenom? Ikke bare ubehaget med også de vigtigste forandringer? (Ja selvfølgelig, svarer jeg, for de er forbundet med mest ubehag).

Det giver ikke rationelt mening. At det vi måske længes mest efter, går vi udenom.

Men samtidig giver det så god mening. Fordi vi får mest på spil. Fordi der er mest at miste. Måske har vi allerede erfaringer med at mislykkes, når det kommer til lige præcis den længsel eller den forandring. 

Men jeg har lært noget ekstremt vigtigt det sidste år.

Det kan bedst opsummeres som "Slow Change".

Og jeg er helt sikker på, at det er løsningen. 

Den eneste løsning faktisk. 

Alle de vigtigste forandringer, og de største, de skabes over tid.

Nogle gange så langsomt, at vi ikke opdager forandringen. Det er måske også det, der gør det så forbandet svært?

Som om forandringen i sig selv ikke var udfordring nok. Men den største udfordring er måske utålmodigheden. Vores ønske om, nærmest insiteren på, quick fixes.

Men der er intet af det, vi i realiteten længes efter, der sker over natten. 

Forandring udenpå - og indeni

Det sidste år er jeg lykkedes med to helt afgørende store ting i mit liv. 

Vi har landet den sammenbraget familie, selv om vi undervejs havde flere samtaler om, hvorvidt vi ikke skulle bo sammen mere. Den historie er jeg ikke klar til at dele endnu, da den involverer andre end mig. Den kommer nok en dag.

Jeg er også lykkedes med en anden for mig meget stor ting, som jeg har prøvet mange gange før.

At komme i form og blive sund og stærk efter i mange år at have overlevet og overbrugt min krop.

Nu er jeg kommet hjem til den. Kan se og mærke styrken. Og kiloene er fulgt med, men de er faktisk ikke vigtige. 

Sundhed - og vægttab - er et område i mit liv, jeg behændigt har gået udenom. Jeg har fortalt mig selv, at det ikke var vigtigt.

Men når min kæreste gik mig på klingen, hørte jeg mig selv sige, at jeg ikke troede på, at jeg kunne lykkes. Og fordi det var så svært et område, fik jeg også ofte besøg af min trodsige pige, som hader restriktioner og derfor fortalte mig, at det var åndsvagt at ville alt mulig med min krop. "Ingen skal bestemme over mig", siger hun. Så der skulle hjælp til.

(Det er for resten en anden nøgle til et andet nyhedsbrev; at bede om hjælp. Fordi vi tror vi skal gøre det hele selv. Men det skal vi ikke. Og faktisk er det sjovere at skabe forandring sammen med andre).

Jeg fandt en personlig træner (faktisk var hun - og er stadig - så meget mere end det. Hun er mit tjek-ind, hun er blidhed, når jeg ikke kan finde den hos mig selv og så afdækker hun gang på, hvordan jeg i virkeligheden har det). 

Men ikke så længe efter, at vi var gået i gang begyndte min krop at reagere. Mine hofter gjorde ondt. Min ryg var stiv nogle steder og andre muskler tog over, så jeg overtrænede. Jeg gjorde ondt. Jeg græd. Og en del af træningstimerne gik med at grounde mig. At løsne det meget spændte bindevæv. At lave yoga-øevsler, som jeg skulle gentage hver dag. 

Hver gang det blev hårdt, bar jeg det hele mellem skuldrebladene og på skuldrene og i mine kæber. Spændte op og fik hovedpine. Vi trænede, bevares, og jeg blev langsomt stærkere. Men hver gang jeg kom ned i min krop, opdagede jeg, hvor meget der var lagt på lager. Og derfor hvor meget oprydning, der var. 

I dag er jeg så stærk, som jeg aldrig har været før. Jeg er i bedre form end jeg har været i mit voksenliv. Tøjet sidder anderledes. 

Men mest af alt, er jeg så glad for min krop, som aldrig før. Men det er ikke kroppen, der har været det største.

Det har selve forandringen. At jeg nu savner at træne, når jeg ikke gør. Jeg savner min krop og den er altid svaret. Jeg har skabt en bedre balance i min mentale tilstand. 

Det er det mest holistiske stykke arbejde, jeg nogensinde har lavet. Jeg ryddede op på inderisden, mens jeg transformerede kroppen på ydersiden.

Det har ikke kun ændret min krop, men også mit humør og min erfaring med at skabe forandring, faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at det har ændret mit liv. 

Jennys måde at møde mig på, ligegyldigt hvad jeg kom med, har gjort dybt indtryk. Og sat et tydeligt aftryk af kærlighed i mig. At være i min krop viste sig at være løsningen på meget af det, jeg har forsøgt at løse med hovedet. At være i min krop sammen med hende, har sat et dybt aftryk af kærlighed til mig selv og til livet i mig. 

Og når jeg kigger tilbage, forstår jeg, at det kun er lykkedes af én årsag. Lansgommeligheden.

At jeg har været villig til at tage ét skridt ad gangen. Og været villig til at det gik både op og ned. At jeg er blevet ved med at møde op. Også når jeg ikke havde lyst. 

Det flyttede sig hele tiden, også når jeg ikke gjorde. 

Slow Change

Det er det eneste, der er langtidsholdbart. Det er så uendelig tydeligt. Og de første tre måneder er de sværeste. Der er det godt at have en aftale med anden. Eller andre. Eller blot med sig selv (hvis man overholder den). 

Jeg ved i hvert fald, at jeg fundet nøglen til at gå efter en anden dyb længsel.

Nemlig mine skriverier. Vil jeg noget med dem, kommer det også til at være slow change. Ét - nogle gange tungt - skridt ad gangen. 

Mød op. Mød op. Mød op. 

Også på de dage, hvor jeg intet har på hjerte. 

Vidste jeg det godt?

Ja.

Ved du det også godt?

Ja. 

Okay, men viden flytter ingenting.

Det gør handling.

Det gør at mærke det på egen krop.

Så hvad er det, du gør i dag, i morgen og dagen efter de næste tre måneder for at det, du længes efter at forandre, sker?

Kan vi gøre det sammen? For det er jo så enkelt. Men også så uendeligt svært at gøre selv. 

De små skridt. Dem der næsten føles så åndsvage, at vi ikke gider gå i gang. Det er dem, der får os i mål. Det er dem, der skaber forandringen. 

Slow change. Også selv om det kan føles noget så frustrerende. 

Der hvor vi kæmper med egoet, der siger at 15 min. skrivning ingenting flytter.

Den stemme, der siger, at det går for langsomt.

Den stemme, der siger, at du ikke gider. Ikke i dag.

Men jo, også i dag, for vi ved, at vi skal møde op.

Og at dæmonerne har mange forklædninger. Der er drager, der lammer med frygt og sammenligninng (ller mere sofistkeret, hvisker dig i øret, at i dag behøver du ikke). Der er sirener, der lokker med alt det, du mestrer og ikke er i tvivl om (som er nemmere end det, der kræver at du bevæger dig hen hvor du ikke har været før). Eller sirener, der lokker med nydelse og afslapning, med løfter om quick fixes. Som siger, at der ikke behøver at være ubehag, når vi skaber forandring. 

Men du skal ikke lytte til hverken drager eller sirener. Du skal blive på dit spor. Du skal overholde din aftale med dig selv. Du skal møde op. Hver dag. Et lille bitte skridt. 

Det er slow change. Det er det eneste, der virker. 

Så hvad skal du forandre? Helt og aldeles langsomt?

Kærligst, 

PS. Og når nu vi er ved slow change, så er det også kongstanken bag mit mentor-netværk. 10 mdr. sammen, så vi kan nå at skabe de forandringer vi længes efter, både på yderside og inderside. Ét sikkert skridt ad gangen. Du kan læse meget mere her.