Kære Læser,

Når det kommer til følelser, kan vores tillid til os selv findes på et meget lille sted. 

Mange af os er bange for følelser. Om vi vil indrømme det eller ej. Derfor er det svært for mange af os at være i kontakt med vores følelser. Vi er bange for smerten. Og jo, du er bange, indrøm det bare. Du synes, det der ubehag er død besværligt, og du får hurtigt lyst til at løbe udenom. Det gør jeg i hvert fald. 

Det er naturligt. For når vi mærker efter, har vi noget på spil. Der er en risiko. En risiko for, at det gør ondt. En risiko for, at vi ikke forstår. En risiko for, at vi ikke kan kontrollere. 

Det er sårbarheden ved det fulde følelsesspektrum.

Sårbarheden ved ikke at kende de svære følelser (det moderne menneskes største udfordring: Ikke-viden eller manglende kontrol).

Sårbarheden ved at have brug for andre mennesker, for den viser sig hurtigt, når vi lader facaden falde og slipper kontrollen.

Sårbarheden ved at føle følelser uden at gemme dem væk (det er integritet).

For vi er ikke kun bange for smerten. Vi er også bange for, hvad andre folk vil tænke om det, vi føler, hvis vi udtrykker det. Vi er bange for integriteten. Vi ønsker os den. Vi vil gerne være i integritet, men når det kommer til at udtrykke det vi oplever på indersiden udadtil, så eksponerer vi os selv. 

Jeg ved det, for jeg prøvede det så sent som sidste fredag...

Jeg var i SuperBrugsen med mine forældre, som jeg havde hentet på stationen. Det havde været en særlig dag allerede. Mit hjerte var åbent og begejstret, fordi jeg lige præcis den eftermiddag havde opdaget, hvor overraskende fint jeg er faldet til i min lille landsby i Nordsjælland. Hvor mange mennesker jeg nu kender og interagerer med, og hvor rart det føles at høre til. 

Derfor var det selvfølgelig også denne dag, jeg skulle rende ind i min gamle mentor, som jeg godt vidste boede i samme område. Jeg så hende på lang afstand og afbrød samtalen med mine forældre. I halvt gadedrengeløb, halvt rejehop sprang jeg ind foran hende.

Vi krammede længe og inderligt. Trådte så et skridt tilbage for at tage hinanden ind, hvorefter vi spontant måtte ae den andens kind og kramme igen. Det er mere end 5 år siden vi sidst har set hinanden. Jeg aner ikke, hvorfor jeg blev så berørt. Men jeg gør det igen nu, hvor jeg beskriver det. 

Jeg fik også tårer i øjnene sammen med hende derude foran SuperBrugsen. Jeg fortalte hende hvor berørt jeg var, lige i det helt almindelige og alt for lille øjeblik til så stor en følelse foran et supermarked på en fredag aften. Vi aftalte at ses og krammede farvel. Jeg var efterfølgende stadig rundt på gulvet uden helt at kunne forklare hvorfor, andet end at det var et betydningsfuldt gensyn. Da vi passerede hinanden i grøntafdelingen 5 minutter senere, måtte vi igen kramme og kigge på hinanden.

Da jeg var tilbage i bilen, sad jeg helt stille et øjeblik. Mærkede efter. For at ære alt det, som bevægede sig i min krop. Taknemmelighed. Kærlighed. Et piv-åbent hjerte. Og et ordentligt læs sårbarhed, som lige så godt kunne være blevet transformeret til skam, hvis jeg ikke havde dvælet ved følelserne lige der i bilen. Jeg mærkede, hvor sårbar min begejstring for at have set hende igen var. Hvordan jeg var hoppet ind foran hende med en 4-årigs bevægelser og kropssprog. Hvordan jeg havde fået tårer i øjnene. Jeg var glad, berørt og lidt skamfuld over at have været for meget. 

Men det var jo lige præcis det. Jeg var ikke for meget. Jeg var (og viste) præcis det, der foregik på min inderside. Jeg var i integritet. Da jeg med hånden på mit hjerte overfor hende satte ord på min berørthed, forblev jeg i integritet. Jeg nåede dog også at overveje alternativet i det splitsekund; at lade som ingenting, flygte fra øjeblikket ved at skynde mig at sige farvel. Men så havde jeg været ude af integritet. 

Tilbage i bilen sad jeg med sårbarhedstømmermændene. Jeg havde vist mig. Jeg havde vist følelser. Jeg havde følt stor kærlighed. Større end jeg rationelt kunne forklare. Det er alt sammen ingredienser til en tur ned af dommens, skammens eller rationalets vej. Men jeg var vågen nok til at vælge en anden vej. Integritetens. Og dermed sårbarhedens. 

Der er nemlig noget, der er mere sårbart end svære følelser; glæden og kærligheden. Det har du måske ikke tænkt over, men det åbne hjerte, som både tør at give og modtage kærlighed er 100 gange mere sårbart end det triste hjerte. Det er lyset. Det er storheden. Det er dig i al din stråleglans. 

Derfor har jeg i Følg dit Indre Kompas ikke bare dedikeret et pejlemærke til ubehaget, men også et helt pejlemærke til lyset (#3) og ét til modet (#4). 

For ubehaget er kun en lille del af at mærke efter. Modet til at vise sig overfor andre mennesker, modet til integritet og ikke mindst sårbarhed, kræver mindst lige så meget, hvis ikke mere, opmærksomhed og fokus. For slet ikke at tale om lyset. At turde møde verden med et åbent hjerte, vise din kærlighed og berørthed i de vigtige relationer. Vise dig. Med alt hvad det indebærer.

Vil du lære at mærke det hele - og ikke mindst vise det i dine relationer - vil du lære at være i integritet og turde mærke sårbarheden ved lyset og kærligheden? Så kan Følg dit Indre Kompas være din guide. 

Du ønskes en smuk søndag. Jeg håber, du måske får tid til at gå ud og se skoven i dens allersidste efterårspragt. Det nåede jeg i fredags. I dag underviser jeg på Kompas-workshop på Østerbro i København. I går var vi i Aarhus. Det var en fest at møde Kompassets deltagere og lege med de seks pejlemærker. I dag leger jeg videre og ved, at den workshop helt sikkert skal på programmet igen. 

Kærligst,