Kære Læser,

2017 er knap 2 måneder gammelt. Alligevel er jeg forpustet. Det har allerede været et intenst år. Jeg har kastet mig ud i helt konkret tre nye eventyr, nej faktisk fire, hvis man tæller lanceringen af Kompasset med, som i den grad også har været læringsrigt, sjovt og rørende.

Mit 2017 startede med et skriveorlov, som jeg troede skulle være stille og fordybende. I stedet blev det en idé-generator af dimensioner og en invitation til at trække mig lidt tilbage og se på mit arbejdsliv udefra. Lige inden 2016 randt ud besluttede jeg mig for at købe billetter til Thailand, og mindre end en måned senere sad jeg på en lille ø i en bungalow og kunne se palmer så langt øjet rakte. Vi tog på langsomt eventyr, og jeg er slet ikke færdig med at glædes over, hvor fin en ferie, det var (faktisk synes jeg i den grad, det vokser for mig, efterhånden som jeg deler oplevelsen herhjemme). Ved hjemkomst var jeg allerede flyttet ud af byen. Til ro, sø, skov og mere plads. Og har nu pakket 90 ud af 100 flyttekasser ud.

Det har været 2 måneder, hvor det føltes som om livet, ikke jeg, skruede op for blusset.

Men sådan har det ikke altid været.

Den smalle sti
En gang levede jeg på en meget smal sti med frygten for skuffelse, dom og smerte som mine pejlemærker. Min sti var smallere end de andres. Ikke fordi de havde sagt, at den var det. Men fordi jeg havde sagt det. Min standard var bare en lille smule højere, hele tiden, for så var jeg sikker på, at jeg var "rigtig". Men mest af alt var jeg sikker på, at jeg ikke var forkert. 

Indeni boede dybe længsler, store armbevægelser, endnu større drømme og alle slags følelser, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af. Så jeg lagde låg på og gjorde stien endnu smallere. Holdt mig inden for den stregerne. Det så godt ud. Men det føltes meget trangt.

Egentlig er det utroligt, at jeg holdt den kørende så længe, som jeg gjorde. Men det var den smalle sti, som holdt mig i skak. Og så selvfølgelig frygten for skuffelsen. 

Hvad længtes jeg efter? De brede boulevarder. Dem fulde af liv og farver. Et liv, der kunne mærkes. 

Det jeg ikke forstod var dog, at hvis jeg ville have det liv på den brede boulevard, så måtte jeg vitterligt tage det hele med. Ikke bare glæden. Men også ubehaget. Og alle de følelser, jeg ellers altid havde lagt låg på for at være "rigtig".

Men. Jeg kendte ikke ubehaget. Havde ingen erfaring med ubehaget og smerten og kendte ikke min indre modstandskraft. Jeg havde levet tryg og beskyttet (og det brokker jeg mig bestemt ikke over). Jeg var blevet skånet for meget. Så længe dem, der passede på mig, kunne. Men lige så snart jeg blev ældre og måtte gå ud i livet alene, anede jeg ikke, hvordan jeg skulle tackle et liv, der bød på modstand (det er også derfor, vi må tåle, at vores børn får lidt knubs). 

Det har jeg lært nu! Det har livet lært mig i form af glidende tacklinger og, ja, bare levet liv. Besvær. Sorg. Skuffelse. 

Men det er kun den ene del af den smalle sti. Min smalle sti. For den smalle sti handler i lige så høj grad om ikke at turde at lade alt det stråle, som jeg mærkede, jeg havde at tilbyde. Og som så gerne ville ud. På den smalle sti var der ikke plads til vilde armbevægelser, høj energi, store følelser, højtragende idéer og bløde ord.

På den smalle sti var der hverken plads til svære følelser og stilstand eller til for meget succes, for store følelser og for meget storhed.
Der var kun plads til lige præcis den middelvej, jeg så fint havde udregnet i forsøget på at være "rigtig".

Jeg plejer at sige, at de fleste af os går rundt under et usynligt glasloft. Et loft vi rammer, når vores tillærte grænser for hvor meget kærlighed, succes og kreativitet vi kan rumme, er nået. Og netop fordi det er noget, vi har lært, ofte tidligt i livet, handler det også om, hvordan vi skaber højere til glasloftet, viser hvem vi er og giver vores fulde bidrag, vores fulde selv, til andre og til verden.

Jeg er kørt direkte ind på den brede boulevard i 2017. Men kun fordi jeg inden da, havde gjort arbejdet. Det indre arbejde. Også når jeg synes, det gik alt for langsomt. Decideret stilstand. Også når det var svært og gjorde ondt. Og når jeg ramte mit indre glasloft.

Jeg har i den grad gået runder med den smalle sti. Mange gange forsøgt at forcere den bredere. Med det resultat at jeg blot kørte i grøften.

Indtil jeg til sidst fandt ud af, at stien kun blev en bred boulevard, hvis jeg åbnede mit hjerte og lukkede det hele ind. Ubehag og storhed. Hvis jeg mødte mig selv med kærlige valg og holdt hånden under mig selv, når jeg begik fejl, således at jeg var den sidste til at "forlade den synkende skude", i stedet for den første til at vende mig selv ryggen. 

Det afgørende værktøj
Værktøjet? Sårbarhed. At tillade sårbarheden i alle dens facetter. Både når det smukke og det grimme dukkede op. For det er lige så sårbart at vise sin storhed, som det er, at vise de svære følelser. 

Derfor arbejder vi i kompasset med netop de 6 pejlemærker, som jeg tror på, vi må kende i os selv for at kunne mærke hele livet.

Først med langsommelighed (Pejlemærke #1). For det er vores adgang til det indre liv (når vi ikke er trænede i at mærke efter og lytte (senere, når vi har lært det, kan vi også mærke i højt tempo. Vi kan slet ikke lade være).

Derefter dykker vi ned i både ubehaget (Pejlemærke #2) og storheden (Pejlemærke #3).
Og så er fundamentet for handling lagt. Men handling kræver mod, og det skal trænes, hvis det skal hjælpe os på vej (Pejlemærke #4). 

Slutteligt skal alt dette forankres i vores hverdag. For det kræver momentum at blive ved med at vælge at navigere efter sit indre kompas. Det kræver, at vi kan finde tilbage. (Pejlemærke #5). Nedenunder det hele, skal vi etablere en form for understrøm af tillid og kærlighed (Pejlemærke #6), som gør, at vi kan møde os selv, andre og verden med et åbent hjerte og en lysende sjæl.

(Du kan læse mere om kompasset og dets indhold ved at klikke her.)

Vil du lære at være med det hele, lukke det hele ind og sætte dig selv fri til at være den samme udenpå, som du er indeni, så lær det fra én, som selv har gået vejen og oven i købet har tilegnet sig de faglige og professionelle værktøjer, der skal til for at kunne give det videre til dig.

Det er ikke en vej belagt med guld, men det er din vej og den er det hele værd. 

Jeg lukker for tilmelding på søndag kl. 23.59, så hvorfor vente til sidste øjeblik. Giv dig selv weekenden til at fordybe dig i det omfattende og inspirerende introduktionsmodul, som du får adgang til med det samme. 

Hvis du er frisk, så lad mig give dig en udfordring; hvad er én ting du kan gøre, sige eller være i denne weekend for at gøre din sti lidt bredere?

Rigtig god weekend.

Med ønsket om et liv på de brede boulevarder, hvor du tør (mærke) det hele,