Kære Læser,

The amount of pain I experience is directly proportional to the amount I’m out of alignment with my soul.
- Tara Mohr

Da jeg læste dette citat den anden dag, var jeg forbi det og videre i teksten. Men noget fik mig til at stoppe op og vende tilbage.

"Det er dét", tænkte jeg.

Det er derfor. Derfor at jeg stadig står, selvom de sidste to uger har været svære, smertefulde, rædselsfulde og urimelige.
Altså bare sådan rent følelsesmæssigt og relationelt. Intet alvorligt:)

For ja, de sidste uger har været af den karakter, hvor jeg er vågnet med hjertebanken, en mild grad af panik og fysisk ondt omkring solar plexus og i brystkassen. Hvis jeg da overhovedet har kunnet sove. Jeg har med andre ord været presset. Af livets omstændigheder og nogle store beslutninger, som skal træffes. Jeg tager favntag med det allersværeste. Jeg er bange. Det gør ondt. Det er sorg, frygt, tvivl, vrede og frustration. 

Det handler om min familie og om mine børn. Hvor vi skal bo, og hvordan vi bedst passer på os alle. Hvordan passer jeg på mine børn? For det er ikke et puslespil, der går op. Det kan ikke fikses. Jeg er frustreret. Vred. Og føler også en massiv modstand på virkeligheden, som viser sig i en følelse af uretfærdighed.

Det er ikke kønt. "Heldigvis" har vi rakt ud og får nu hjælp. Men det er sgu' heller ikke sjovt eller nemt. Av, hvor gør det ondt. 

Men forskellen er alligevel markant i forhold til tidligere, når jeg har oplevet modgang. For jeg kæmper kun en kamp udenpå. Ikke indeni.
Jeg er i så god kontakt, at selv når det gør ondt, kan jeg læne mig ind i mit fundament og have tillid til, at det jeg mærker, det mit hjerte siger, det kan jeg stole på.

Samtidig har det været efterårets travleste uger. De har været planlagt længe. Alligevel har jeg også observeret mig selv udefra og set, at jeg har skruet op for hektikken og tempoet, så jeg ikke skulle mærke smerten.

Når jeg kigger tilbage undrer det mig, at jeg overhovedet har været i stand til at skrive, undervise og udvikle alt det nye, jeg er i gang med. For år tilbage havde dramaet taget mig med under. Eller jeg var druknet i hektikken. For år tilbage er jeg simpelthen ikke sikker på, at jeg havde stået på fødderne endnu. Så svære har de sidste uger været.

Jeg havde ingen modstandkraft tidligere. Jeg havde svært ved at tackle modgang, ubehag og smerte. Fordi jeg ikke havde et fundament. Fordi jeg ikke lyttede indad og tog mine "ordrer" derfra, men hele tiden forsøgte at finde svarene udenfor mig selv.

Men nu kigger jeg på mig selv og ser, at jeg går lige igennem det, der gør mest ondt og er sværest. Jeg går ikke udenom. Jeg flygter ikke. Jeg spræller, bevares. Og får lyst til at flygte, dulme og lukke øjnene. Men jeg gør det ikke. Fordi jeg i dag ved, at jeg ikke er mine følelser. De er oplevelser i mit indre, som jeg skal lytte til og tage mig af. Men de definerer mig ikke. 

Som jeg skriver det i Pejlemærke #2 Ubehaget, så har smerten, tvivlen og frygten også svar til os. Vores smerte fortæller os, hvor vi er på afveje. Vores smerte kan være vejen til vores lys, hvis vi tør lytte indad. For som Tara Mohr (forfatter til bogen Playing Big) skriver det, så gør det (også) ondt, fordi du er ude af integritet og din sjæl kalder dig hjem.

Lige der må vi stille spørgsmål som:

• Hvilke dele af mig, mit hjerte, min sjæl blev såret her?
• Hvilke dele af min krop, min sjæl, mit hjerte, min sandhed, overhører eller afviser jeg?   

Det buldrer og brager. Og selvom alle mine mest sejlivede mønstre dukker op i denne proces, så kommer jeg ikke på afveje. Jo, det gør jeg, men jeg opdager det, så jeg kan korrigere hurtigt.

Der er ikke langt hjem. Jeg har en tyngde i mig selv og en indre navigation. Jeg observerer, lytter, tillader og læner mig ind i stedet for at kæmpe. Eller også opdager jeg kampen og mit mønster over dem alle: ønsket om at fikse det hele, så smerten og ubehaget går væk!

På den måde finder jeg hjem igen og igen, når jeg er faret vild. På den måde lykkes jeg stadig med at stå i stormvejret. 

Det er værktøjerne fra Kompasset, der giver mig det fundament. Det er navigation indefra og ud, som giver mig tyngde lige nu. Det er en følelsesmæssig robusthed, som giver mig tillid til mig selv, til andre og til livet. 

I aften kl. 23.59 lukker tilmeldingen, og på onsdag sendes adgangen til første pejlemærke ud. Så nu er det sidste chance, hvis du vil med på Følg dit Indre Kompas.

Kom bare. Få dit fundament. Lev et liv i integritet med dine værdier og med det, der er sandt for dig. Lær at leve indefra og ud. Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Livet er ikke blevet perfekt eller nemt. Men nu er det mit liv, hele vejen igennem. Jeg kan mærke det, altså livet, mig selv og andre. Sådan vil jeg ha' det. Hvad med dig?

Kærligst,

P.S. I aften kl. 23.59 lukker tilmeldingen til Følg dit Indre Kompas. Så nu er det sidste chance. Først om et år, i efteråret 2018, kommer Kompasset igen. Vil du virkelig vente et helt år på at få det fundament, som gør at du kan stå i livet i al slagsvejr? Køb Følg dit Indre Kompas her.