Kære Læser,
Når det gør ondt, og vi ikke kender svaret på hvorfor, har vi nogle gange en tendens til at skyde skylden på andre. Når vi ikke kan mærke, hvad der foregår indeni, så er det nemmere at vælge at tro på, at den er gal udenfor os.
Men det er faktisk sjældent sådan det forholder sig. For "den, der har reaktionen, har problemet". Ellers kan vi skøjte rundt og vente på at "nogen" tager ansvaret i mens relationen lige så stille kører af sporet, og vi faktisk står og ser til, mens det smertelige sker.
Vi er nået til 3. tegn på, at du har lukket dit hjerte:
Tegn #3: Du synes, det er din mands skyld...
Mange kvinder kommer til mig og fortæller, at de tror, de er færdige med deres ægteskab. De har ikke flere følelser for deres mand og nu er han kun en irritationsfaktor. Af de helt store.
Nogle har gået med det så længe, at de faktisk ikke kan holde ud, at han krammer dem længere. De frabeder sig berøring. Og mit hjerte græder og krymper en lille smule, hver gang jeg hører det. For det gør ikke kun ondt på manden, det lukker også kvinden endnu mere ned.
Mange af kvinderne er faktisk ved at gå. De har gået med irritationen så længe, at de slet ikke kan overskue at skulle arbejde for ægteskabet. Mange siger til mig "jeg er gået for langt ud af en sti alene, jeg kan ikke se, hvordan jeg skal finde tilbage". Med andre ord siger de, at de har truffet beslutningen, men ikke tør handle på den.
Når jeg forsigtigt foreslår, at de måske skulle lade deres mand vide, hvad de føler, eller netop ikke føler, kigger de skræmte på mig og siger endnu en gang: "det er for sent".
Der tillader jeg mig at lægge coachen på hylden og spørge, hvordan de selv ville have det med at blive forladt uden at få en chance for at gøre noget anderledes, uden at få en advarsel? For ja, måske ved mændene godt, at den er gal (det skulle de gerne vide, når de ikke længere må røre ved deres kvinde). Men måske ved de heller ikke, hvad de skal gøre og sige. Så i stedet for at mødes i den tvivl, frustration og irritation, så trækker de sig begge længere ind i deres skal.
Lige her begynder mit arbejde med disse kvinder. For det handler ikke om deres mand. Det handler om dem selv. Og det lukkede hjerte. De har lukket hjertet, fordi det gør ondt at skulle afvise. Og måske også blive afvist. Fordi det gør for ondt ikke at kunne mærke kærligheden længere. De har lukket deres hjerte, fordi det ellers blev uudholdeligt at være derhjemme.
Men det er ikke din mands skyld. 
Det bor hos kvinden. For det er vores hjerte. Før vi kan træffe nogen som helst beslutning om at gå, så er vi nødt til at åbne og mærke det hele.
Det kan godt være, vi stadig ender med at gå. Men. Jeg kan love dig, at den skilsmisse kommer til at se helt anderledes ud, når manden har fået en advarsel og vi har taget ansvar for vores eget hjerte inden vi går.
Så jeg siger ikke, at disse kvinder ikke må gå. Jeg siger blot, at vi skal gå med et åbent hjerte i stedet for et lukket.
Ja, det er et større arbejde. Ja, det kræver mod. Udholdenhed. Og ikke mindst sårbarhed. Jeg tager i den grad hatten af for det arbejde. Men hvis ikke vi skulle gøre det arbejde for vores familie og manden, vi (måske) fik børn med, og ikke mindst, hvis vi ikke skulle gøre det arbejde for kærligheden, hvad skulle vi så gøre det for?
At træffe beslutningen om at åbne hjertet inden vi går, er én af de sværeste og modigste, jeg kan komme i tanke om. At erkende, at det ikke handler om manden eller kæresten, men at det er dig, der har lukket dit hjerte, er én af de mest sårbare. Derfor behøver du heller ikke gøre det alene.
Kom med på retreatet Slip Kampen, Kvinde - åben dit hjerte og luk livet ind, hvor vi nænsomt kigger på alt det, der er svært men også får sat en kile i til hjertet, så du igen kan mærke, mærke dig selv, livet og dine relationer. Derfra kan du træffe de beslutninger, som kun du kender svaret på. Det svar skal nemlig gerne komme fra hjertet.
Der er få pladser tilbage, så hvis du er klar til at åbne dit hjerte påny, skal du ikke vente for længe. J
Du ønskes en smuk påske. Jeg skal være lige her i mit hus i Nødebo med mine kære. For første gang i mange år har jeg slet ikke lyst til at rejse, tage i sommerhus eller være noget andet sted. Mon ikke det betyder, at jeg er lige der, hvor jeg skal være?
De kærligste påskehilsner,
