Kære Læser,
Den anden dag coachede jeg en kvindelig klient med et mål om mere lethed. Vi gik i skoven og ved søen. Vi bevægede os, så der var mulighed for at finde svar, der måske ikke lige lå på overfladen.
Det stod meget hurtigt klart, at det var alvoren og kravet om at "levere", som stod mellem hende og letheden. Min klient tænkte hele tiden, at enten måtte hun analysere, beregne og gøre eller også måtte hun blot helt lade være. Der var ikke noget midt i mellem.
Denne tankegang er endnu et godt eksempel på, at vi måske har lukket vores hjerte.
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse for dig, at jeg har personlig erfaring med alle 7 tegn. Men det her, det kender jeg virkelig til hudløshed, og det er et hul, jeg aldrig helt tror, jeg holder op med at falde i. Så lad os i dag tale om:
Tegn #5: livet er blevet (lidt for) alvorligt
Mange af os har fanget os selv i et enten/eller liv. Enten gør jeg noget. Eller også gør jeg ikke noget. Det hele er blevt sort/hvidt og derfor måske også lidt tungt. Enten er der stilstand. Eller også er der fuldt fart på. Enten giver jeg slip. Eller også kæmper jeg. Når vi opdager, at vores tankegang er blevet enten/eller, er det ofte et tydeligt signal om, at vi er under pres.
Når vi er under pres, er det nemmest at lukke hjertet.
Lukke det for yderligere perspektiver, for de nuancer, som kun komplicerer en hverdag, vi i forvejen kun klarer med det yderste af neglene.
Skal jeg pludselig til at sætte mig i en andens sko for at forstå, hvorfor de i dag valgte at tisse på min sukkermad i stedet for bare at afskrive dem, eller flejne på dem? Skal jeg pludselig til at forstå, hvorfor mit barn i dag er brudt hysterisk sammen tre gange i stedet for bare at skælde ud eller give efter? Hvordan skal jeg rumme, at min mand skærer tomaterne anderledes, end jeg ville gøre det? Så er det (sgu) nemmere at gøre det selv.
Det kræver mere energi, end vi tror, vi har. Så vi vælger at lukke hjertet i stedet. For vi tror, mennesker vil have svar. Vi tror, vi skal være klar hele tiden. Vi føler, vi skal være på og få tingene til at ske. Fremad.
Men hvad nu hvis der var et tredje perspektiv? Hvad nu hvis vores nærvær og medfølelse var nok? Hvad nu hvis ikke alt behøvede en afklaring lige nu? Hvad nu hvis en krammer på gulvet var nok til det hysteriske barn. Hvad nu hvis den kollega faktisk havde brug for, at du trak på skuldrene eller bare trak hende til side og drak en kop kaffe og spurgte, hvordan det stod til derhjemme? Hvad nu hvis din mand fik et kys i nakken, en lille flirtende sving-om i køkkenet - eller et lidenskabeligt kys lige på munden, selvom han skar tomaterne så fjollet.
Hvad nu hvis vi gik til det hele med lethed? Hvad nu hvis vi altid havde det perspektiv til rådighed?
For der er noget, der er vigtigere end fremad og løsning. Kærligheden til os selv og til andre er der, hvor det hele starter. Og slutter. I hvert fald for kvinder. Også selv om du ikke altid føler, du har kontakt til den længsel. For den gør ondt, hvis vi ikke får den. Og den kræver, at vi slipper fremdrift. Slipper målet af syne for en stund. Smelter.
Og er vi under pres, så er det simpelthen for krævende. Så vi vælger at lukke. Vi vælger enten/eller. Vi vælger kampen.
Men næste gang du er fanget i enten/eller, næste gang din tankegang bliver sort/hvid, så prøv med dette spørgsmål:
Hvordan ville det se ud, hvis jeg gik til denne situation/person/mig selv med lethed?
Lethed for mig handler ofte om at give slip. I stedet for at forcere. Om det så er den (latterlige) græsslåmaskine, som jeg har kæmpet med hele ugen. Den var gået i stykker. Så fik jeg den lavet med hjælp fra naboen. Så ville den ikke starte. Så kom den indenfor og fik lidt varme (selv græsslåmaskiner har brug for den slags:). Så startede den, men gik i stå efter en enkelt runde. Så kom den ind i igen og den søde nabo kom på besøg til kaffe med hele skruenøgle-sættet. Og i dag har jeg så endelig, til min store tilfredsstillelse, slået græs indtil jeg fik vabler under fødderne.
Ligegyldigt eksempel? Måske. Men det er for mig det fineste eksempel på, at vi kan øve os alle steder (og skal alle eksemplerne i øvrigt være seriøse og tunge? Eller kan vi gå til det hele med lidt lethed og latter på sådan en fin søndag?)
Desuden vil jeg tilføje, at min nye have, og alle de tilhørende maskiner, har været lidt af en udfordring for mig. Men. Jeg har om og om igen besluttet mig for, at skal jeg overkomme havesituationen sammen med alle de andre bolde, jeg jonglerer i øjeblikket, så bliver det nødt til at være med lethed. Og nydelse. Så det har taget mig mere end en uge at få slået det græs.
Til gengæld har jeg øvet mig i lethed, tålmodighed og i at bede om hjælp. Og i dag slog jeg så græs med yndlingsforfatter i ørerne og stort smil på munden. Sådan ser lethed ud i praksis.
Lethed kan vi øve os på hele tiden. Men det er svært, hvis hjertet er lukket. For så virker alting bare lidt mere tungt. Har du brug for hjælp til at få kontakt, eller trænger du blot til en weekend med fokus på dig, hvor du kommer ned i din krop og mærker, hvordan det står til, og hvad det feminine perspektiv kan tilbyde dig, så kom med til Vesterhavet i pinsen på Slip Kampen, Kvinde.
For snart to år siden tog jeg på mit første kvinderetreat. I dag har jeg netop haft endnu en session med min lærer. Og jeg lagde mærke til, at jeg hele fem gange kunne tilskrive hende og mit arbejde med det feminine de aller største oplevelser, gaver og gennembrud i mit voksenliv. Det har i sandhed transformeret min tilgang til mig selv (mere fleksibel, omsorgsfuld og let), mine relationer (mere latter og dyb forbindelse) og ikke mindst mit intime liv (flirt, begær, kærlighed og farvel til skam).
Når jeg kigger tilbage på mit arbejde gennem de sidste 10 år og ser den røde tråd, som jeg nu står med i hånden som den fineste garnnøgle, ved jeg, at et kvinde-retreat ved mit elskede Vesterhav altid har været ét af målene. Mit eget arbejde med det feminine er langt fra færdigt, men jeg er så klar til at sætte andre fri af kampen, det forcerede, det alvorlige og det påtagede maskuline. Så klar til at dele letheden, glæden, latteren, sensualiteten og slippet.
Vil du med? Der er tre pladser tilbage (kun enkeltværelser), og jeg lukker for tilmeldingen om en uge.
Må du få den smukkeste søndag fyldt med lethed. Fordi du vælger det. Og dermed åbner dit hjerte.
Jeg skal dyrke mit kæreste kvindefællesskab i dag. Har spontant inviteret "mine damer" til bobler og brunch. Bare fordi. Livet er værd at fejre. Jeg elsker gæster i mit nye hus. Og fordi de kvinder gør mig glad og taknemmelig helt ind i hjertekulen. Og åbner mit hjerte på vid gab. Med alt hvad det indebærer af sandheder, latter og lethed.
Kærligst,
