Kære Læser, 
I mange år var jeg vred på coaching og selvudviklingsbranchen. Vred på den der irrationelle måde, som irriterende nok fortalte mig, at det ikke handlede så meget om coaching og
selvudviklingsbranchen, som det handlede om mig (aka. en skygge).
Jeg skældte ud på quick fixes. Det gør jeg heldigvis ikke mere (men jeg insisterer stadig på, at de ikke findes). Jeg skældte ud på tendensen til, at vi er overfladiske, uden at turde tage fat i det grimme, besværet og ubehaget. Jeg var vred over, at vi var mere optagede af at få det til at se godt ud, end vi var af at blive hele mennesker. Med alt hvad det indebærer.
Men mest af alt, var jeg vred på mig selv. Fordi jeg lod mig påvirke. For jeg kunne jo bare kommunikere det, jeg troede på. Så. Med en del års forsinkelse kommer her 5 myter om selvudvikling, som jeg ikke synes, du skal tro på:
Myte #1: "Hvis jeg bare finder det rette kursus/workshop/coach, så bliver jeg fikset..."
Og fortsættelsen til den myte: "Først når jeg er fikset og ok, kan jeg begynde at levet livet". Det er quick fix industriens kanyle. Herfra suger den af os alle, fordi vi stadig leder efter quick fixes, selvom vi godt ved, de ikke findes. Fordi vi gerne vil hurtigt ud af smerten. Mellemtilfredsheden. Tvivlen. Kedsomheden. Ubehaget. Og så fordi den taler til de dele af os, som ikke føler vi er ok, som vi er. Men lad os slå én ting fast. Du er, som du skal være. Du skal ikke være mere, bedre eller anderledes. Hvis du skal noget, så skal du blive mere af dig selv. Smide filtrene. Tillade det hele. Og være med det hele.
Vi håber på quick fixes, fordi vi ikke er villige til at gå vejen. Til det lange seje træk. Men de små skridt i dagligdagen, er de mest afgørende. Det er der, vi bryder de gamle vaner. Det er den usexede del af personlig udvikling. Vedholdenhed.
Myte #2: "Selvudvikling er en navlepillende proces, som ingen andre har glæde af"
I min optik findes der to former for selvudvikling. Jeg har prøvet dem begge. De første år efter jeg blev uddannet coach, levede jeg i et parallelunivers. Jeg hang ud med mennesker, som talte samme sprog som mig, og vi kunne blive rørende enige om, hvordan livet og andre mennesker var. Men så snart jeg gik ud i virkeligheden, hvor alle de andre levede, så synes alle mine indsigter ikke at virke. De var nemlig ikke omsat til handling i virkeligheden. De var vitterligt kun indsigter og snak. Ikke forankret i min krop og afprøvet i mine relationer. Det var navlepillende og uden effekt i virkeligheden.
Langsomt, mens jeg lavede mit indre arbejde og accepterede, at jeg var et søgende menneske, forstod jeg noget andet. Jeg synes ikke, jeg var ok. Jeg skulle fikses, og så kunne jeg gå ud i den virkelige verden og være rigtig (se myte #1).Men heller ikke det var lykken. For så længe jeg holdt mit bidrag til verden tilbage, indtil jeg var ok, ville jeg altid have den længsel og søgen indeni.
Så jeg gjorde noget andet. Besluttede mig for, at bidraget til verden måtte være vigtigere end mit eget ego. Og den dag mit budskab blev vigtigere end anerkendelsen, satte jeg stikket i og blev fri. Det er selvfølgelig ikke en beslutning, man kun tager én gang.
Så hvis du løfter blikket, fokuserer på dit bidrag og sætter dig selv på spil, selvom - eller måske netop fordi - du ikke er perfekt, så skaber du værdi - også for andre - og får samtidig massiv selvudvikling som bonus. Derfor handler det om at identificere det budskab, som er vigtigere end dit ego.
Myte #3: "Hvis jeg bare tager det første skridt, så giver resten sig selv..."
Jeg har været halvandet år om at føre min beslutning om at flytte fra by til land ud i livet. For ca. 3 måneder siden gik det op for mig, at flytningen måske nok var et "point of no return" i min udviklingsrejse, som Joseph Cambell beskriver det i Hero's Journey. Men først derefter begynder prøvelserne, skriver han også.
Med andre ord; det kan godt være, jeg er flyttet. Men først ved hjemkomst og i den hverdag, der derefter melder sig, vil det vise sig om beslutningen kan bære. Først når jeg kommer hjem, skal jeg skille mine børn ad, så de ikke længere følges i hverdagen. Først derefter skal min datter skifte børnehave. Først i løbet af de næste måneder finder jeg ud af, hvilke konsekvenser det har for mit arbejde og min familie at være flyttet længere væk.
Fordelen? Du kan roligt tage det første skridt. Det er måske nok det, der ser mest skræmmende ud, men det er ofte først i hverdagen og det helt små, at prøvelserne melder sig, og du består lakmus-testen. Første skridt er sjældent så stort, som vi får gjort det til. Så hop bare;-)
Myte #4: "Forandring er elegante skridt, som perler på en snor..."
Når vi går og drømmer om forandring, er der i den grad tale om dagdrømme, som ikke har meget med virkeligheden at gøre. Vi forestiller os, hvordan vi elegant tager ét skridt ad gangen og så folder tingene sig stille og roligt ud. Derfor bliver vi så slemt skræmte, eller ligefrem afskrækkede, når vi kaster os ud i forandringen. For den er rodet. Den er grim. Og den er meget sjældent lineær.
Én af mine klienter har i mange år haft en tomhedsfølelse indeni, men er alligevel blevet i den trygge hverdag, fordi den var komfortabel, og han er ikke særlig velbevandret i modstand, afsavn og ting udenfor kasser. Han har prøvet at forandre alt andet end det, der trængte til forandring. Fordi netop hans familie og ægteskabet ville koste, hvis han skulle forandre det. Nu har han sagt farvel til affæren, ønsket om et andet job og er gået i gang med det, der gør ondt at kigge på. "Det er sgu ikke elegant", sagde han den anden dag. Og nej, det er det ikke. Men så længe det er ansvarligt og med åbne øjne, så er det forandring.
Derfor må vi være villige til rodet. Til ikke at vide. Til ikke at kunne komme i kasser. Til to skridt frem og ét tilbage. For det er nemlig også forandring. Og det hele lander så fint til sidst. Når vi blot har modet til at tåle.
Myte #5: "Hvis jeg bare forstår hvorfor, så gør jeg noget andet..."
I de 10 år hvor jeg har coachet klienter, er det måske den overbevisning, jeg har hørt flest gange: "Hvis bare jeg forstår, hvorfor jeg gør det, så kan jeg holde op/give slip/lade være". Men min erfaring er præcis den modsatte. Det er først, når vi stopper, lader være og slipper, at vi virkelig finder ud af, hvad det er for et afsavn eller behov, vi fik opfyldt ved at gøre, som vi gjorde. Det er i det vakuum, der opstår, at indsigten lander. Du får ikke garantien eller indsigten på forhånd. Selv om quick fix-industrien meget gerne vil få dig til at tro, at det er sådan, det hænger sammen. For så kan de nemlig sælge dig et kursus til.
Men nej, gå ud i virkeligheden. Sæt handling bag. Og få støtte i den proces, så du kan tænde lys, mens du tager skridtene. Så er der tale om personlig udvikling, der ikke bare fører endnu et aha med sig, men også det liv og den virkelighed, som du længes efter.
Det handler om villighed
Vi skal ikke fikses. Vi skal heles. Vi skal mærke, at vi er hele mennesker. At vi må være det hele. Det kan vi kun, hvis vi lærer at navigere indefra og ud. Så det er vores egen kerne og ikke konventioner, andres dom og samfundets tendens, som styrer os.
Jo mere jeg arbejder med mig selv, jo mere forstår jeg, at det er det uskønne, besværet og ubehaget, vi skal være villige til.
Villighed er blevet et nøgleord for mig. Vi må være villige til at være med det, der er svært. Det, der er besværligt. Vi må give os selv lov. For ingen andre kan give os den tilladelse.
Men vi må også være villige til at vise os. Vise vores lys og storhed. Smide kapperne. Og dermed ser vi også det mindre skønne. Som også er en del af at være et helt menneske. Et frit menneske. Et menneske, som lever fra sin essens. Og lytter til sjælens kald.
I sin essens handler det om at være villige til sårbarheden. At gå til os selv med lethed i stedet for tung alvor. Vi skal åbne alle de steder, hvor vi lukker.
Det er derfor jeg har skabt Følg dit Indre Kompas.
Fordi det er det værktøj, jeg selv har manglet for at kunne tillade det hele. Åbne for mig selv og dermed livet. Det er gennemprøvet. Jeg har været på snart sagt alle afveje og forsøgt mig med alle smutvejene. Jeg ved kompasset virker.
Kærligst,
