Kære Læser,
Tak for den store interesse for webinaret i går. Og velkommen til de nye her på nyhedsbrevet. Nu gælder det den lille tip-serie med overskriften "4 årsager til, at du ikke mærker efter", som vil lande i din indbakke med få dages mellemrum fra i dag og en uge frem.
Så uden videre introduktion - Her er den første årsag til, at du ikke mærker efter:
#1: Du ved ikke hvordan (tror du!)
For efterhånden en del år siden, hadede jeg mine tårer. Jeg synes, jeg var en hård negl. Men når andre skulle beskrive mig med 5 ord, var ét af dem ofte følsom.
Det var de tårer. De forræderiske tårer, som jeg aldrig synes at kunne styre. Slet ikke når det var vigtigst. Eller rettere; når de kom ubelejligt. Jeg var en "tudemarie". Det kunne næsten gå an, at jeg græd til nærmest alle film jeg så, eller når nogen sagde noget smukt eller kærligt til en særlig begivenhed. Men at jeg græd hver gang, der var en konflikt, hver gang jeg følte mig uretfærdigt behandlet, hver gang jeg var vred. Det gad jeg ikke (selvom jeg vidst ikke dengang vidste, at det var de følelser, der lå nedenunder). Men når jeg græd "helt uden grund", så var det allerværst. For hvorfor? Og hvorfor kunne jeg ikke bare lade være?
I dag ved jeg godt hvorfor. Der var to årsager:
- Jeg opfattede sårbarhed som svaghed
- Jeg lyttede ikke til min længsel, men lagde i stedet låg på mig selv.
Overløbsventilen
Virkelig mange af de kvinder, jeg er mentor for, sætter sig ved mit bord i den første session og udtaler: "jeg kan ikke mærke mig selv".
Det undersøger vi og efter ca. 10 minutter skifter energien i rummet. Enten fordi tårerne triller ned af kinderne på den kvinde, der sidder overfor mig, eller fordi hun bruger alle sine kræfter på at lægge låg på tårerne, fordi det er det, hun plejer at gøre. Men rummet emmer af det alligevel.
Når jeg spørger hende, hvad der sker lige nu, beskriver hun en tristhed, en sorg eller en overvældethed, som hun - helt ærligt - godt vidste var der, men som hun ikke har orket/ved hvordan, hun skal tage af.
Derfor har hun lagt låg på. Måske fordi hun skammer sig over tårerne. I hvert fald fordi hun synes, de kommer ubelejligt. De tårer, der kommer der, kan nogle gange være starten på et stille vandfald, der bare løber og løber, uden at hun helt ved hvorfor eller blot være en oplevelse af, at de tårer "altid" melder sig på det "forkerte" tidspunkt.
Det er det, jeg kalder overløbsventilen. Når vi har pakket dele af os selv væk; følelser, længsler eller viden, som vi ikke ved, hvordan vi skal tage os af, eller rettere: Hvad vi skal "gøre ved".
Deri ligger hele problemet. At vi tror, vi skal gøre noget ved det.
Vi skal nemlig ikke nødvendigvis gøre noget ved det. Vi skal "blot" blive ved det. Være med det.
Netop det ved de færreste af os, hvordan vi skal gøre. Vi er "do'ers". Det er det, vi har lært. Vi er ikke "be'ers". Vi fikser ting. Vi præsterer. Vi handler.
Det gør vi først og fremmest, fordi de færreste af os har lært andet. Vi har ikke lært, at alle følelser har et budskab til os.
I stedet har vi lært, at der var gode og dårlige følelser. Derfor har vi lagt låg på halvdelen af vores følelsesregister. Med det resultat at vi lever "halve" liv. For når vi skærer ubehaget væk, skærer vi også glæden væk. Vi kan ikke skrue ned for den ene ende af følelsesspektret uden også at skrue ned for den anden.
Derfor tror jeg godt, du ved hvordan. Det er din forventning til, hvad du mærker, at det skal være rart at mærke efter, som spænder ben.
Det er ikke altid rart. Ofte faktisk det modsatte, hvis vi har lagt låg på længe. Og. Det kan ikke fikses eller ordnes ligesom vi forsøger at gøre med så meget andet i livet.
Derfor vælger vi i stedet ikke at mærke efter.
Det forklarer samtidig længslen. Længslen efter mere liv. Mere glæde. At være i live. Vi føler ikke, at vi har sat stikket i til livet. Det er, som om vi går og venter på, at livet starter.
Eller som Simon Kvamm synger i sangen I Luften: "først når vi fatter, vi er i luften, skatter vi jo duften af forår".
Lær at navigere indefra og ud
Følg dit Indre Kompas lærer dig at slippe kontrollen og tillade både ubehaget og din storhed. Kompasset lærer dig, hvordan du "bare" er med det, der sker indeni, og hvordan du sætter handling bag, når du er klar. Følg dit Indre Kompas lærer dig at være dig og vælge tillid i stedet for frygt; tillid til dig selv, til andre og til verden.
Læs her hvad Nina har sagt om sin deltagelse i Kompasset:
“Jeg synes materialet er særdeles professionelt og brugervenligt.”
At der både er musik, citater, lydfil og ord på skrift har gjort, at alle mine sanser er blevet stimuleret. Jeg har sat stor pris på, at du har brugt dig selv rigtig meget i dit arbejde med os. Jeg er kommet meget nærmere mig selv, og jeg vil bruge kompasset resten af mit liv.
– Nina Primholdt Christensen
Første pejlemærke frigives d. 15. november, men husk, der er et omfattende - og lidt provokerende - introduktionsmodul, som du får adgang til med det samme. Gør dig selv den tjeneste at have god tid, så får du mest muligt ud af forløbet i stedet for at udskyde beslutningen til sidste øjeblik.
Har du spørgsmål om, hvorvidt Kompasset er for dig, så besvar endelig denne mail.
Jeg ønsker dig en skøn efterårsweekend. Jeg er inviteret til at undervise en intensiv workshop for 12 kvinder i et sommerhus. Så for mig står weekenden i Kompassets tegn. Det bliver en fest, på flere måder.
Kærligst,
P.S. Her er Simon Kvamms sang "I Luften". Jeg er vild med den sang og den bor på én af playlisterne i Følg dit Indre Kompas. Måske kan du selv gætte hvilken...