Kære Læser,

Her kommer den værste af de 4 årsager til, at du ikke mærker efter. Blot ved at beskrive den, kan jeg mærke det vender sig i maven på mig. Jeg kender nemlig denne årsag virkelig godt. Min indre kritiker, når den er bedst (eller rettere værst). Og konsekvensen, der er så hjerteskærende. 

Dommen 

Dommen over de følelser, jeg mærker. Som at komme dem i kasser med to forskellige labels: "rigtige" og "forkerte".

Det er forståeligt. De færreste af os har lært, hvordan vi læner os ind i ubehaget. Hvordan vi er med de svære følelser, eller måske ligefrem det, som er blevet kategoriseret som “forkerte følelser”. Hvis du som barn ikke fik lov at være vred men i stedet blev sendt ind på værelset, indtil du var “god igen”, eller hvis du som barn fik at vide, at du var en “tudemarie”, at du “flæbede” eller at “store piger græder ikke”, når du var ked af det, så pakkede du med tiden din vrede og tristhed væk. Du gjorde følelserne forkerte - eller endnu værre; dig selv forkert. 

For det er risikoen ved at dømme vores følelser forkerte. Vi kan komme til at forlade os selv i processen. Med det mener jeg, at hvis det, jeg mærker, er forkert, bliver det ikke rart at være sammen med mig. For mig. Indeni. Jeg kommer med andre ord til at afvise mig selv. 

For at forklare dette plejer jeg at bruge billedet af den lille pige (eller dreng), der bor inden i os alle. Den uskyldsrene version af os. Når vi dømmer vores følelser forkerte, dømmer vi også hende forkert, fordi hun ikke må have det, som hun har det. På den måde forlader vi os selv. 

Jeg fik en dag et billede af den lille pige for mit indre blik. Sådan som hun stod alene tilbage, når jeg var gået over til "de andre". Der hvor det var "rigtigt" at være. Der hvor det ikke gjorde ondt, fordi jeg lagde låg på følelserne. Så stod hun for sig selv, omgivet af intet, med øjne fulde af svigt og mimede til mig: "Jeg troede, vi var på hold sammen. At du hørte til mig. Og passede på mig".

Det mentale billede har fået mig til at stoppe op. For sådan ville jeg jo aldrig gøre mod min egen datter. Men jeg har gjort det mod mig selv. Om og om igen.

Jeg forlod mig selv, når jeg ikke kunne holde mine følelser ud. Når mine følelser var forkerte, når jeg var lille, svag, skamfuld, såret, vred eller bange. På de tidspunkter, hvor jeg havde mest brug for at holde mig selv i hånden.
 

Pagten

I dag har jeg lavet en pagt med mig selv. Den måske vigtigste af dem alle.

Jeg har forladt mig selv for sidste gang.

Jeg bliver hos mig. Altid. Og særligt, når det er svært. Særligt når jeg føler mig lille, bange og svag. Der har jeg brug for at vise mig selv medfølelse, forståelse og ikke mindst kærlighed. Der har jeg brug for at holde min egen hånd.

Nogle gange kræver det, at jeg skruer bissen på. Faktisk er min indre påmindelse så upassende i sproget, at den ikke bør have plads her. Men du får den alligevel: "don't f...ing leave yourself". Jeg ved ikke, hvorfor sætningen er på engelsk og det er nødvendigt at bande. Jeg ved ikke, hvor den er kommet fra. Men jeg hører den komme op, når ubehaget bliver så massivt, at jeg får lyst til ikke at løbe min vej. 

Jeg bliver kaldt til orden. Til at gøre det ordentlige. Men også det svære. Og det har gjort hele forskellen. At jeg sætter mig ned på hug foran den lille pige og kigger hende i øjnene. Og hvis det er påkrævet sætter mig på gulvet med hende og trøster (ja, se det bare for dig, som jeg sidder der med mig selv på gulvet og rokker frem og tilbage).  

Det er en kærlighedserklæring til mig selv. Det er forskellen mellem at være alene og ensom. For jeg føler mig stadig alene en gang i mellem. Men aldrig ensom. For jeg forlader ikke længere mig selv. 

Jeg har en fysisk praksis for netop denne påmindelse. Jeg lægger hånden over hjertet og hvisker til mig selv: "jeg er lige her og jeg går ingen steder".

Det er sårbart at dele med dig. For dommeren i mig vil gerne dømme det "fjollet". Men lige der hvor bølgerne indeni går højest, der hvor jeg har mest lyst til at gemme mig, dulme, lægge låg på eller gøre forkert, mærker jeg støtten til og omsorgen for mig selv. Og den har vist sig uendeligt meget vigtigere end hvordan det ser ud eller lyder. 

Vil du også lære at holde hånden under dit eget hjerte?

Så har jeg skrevet udførligt om netop dette emne i Følg dit Indre Kompas. Det er ét af mine vigtigste budskaber og der er flere visualiseringer til at hjælpe dig med netop det tema, fordi det har vist sig helt afgørende, hvis vi vil lære at mærke efter og navigere indefra og ud.

Tilbage er der blot at ønske dig en skøn weekend. Her står den i Kompassets tegn med både workshop i Aarhus og København. Programmet er klar. Det består primært af øvelser, så deltagerne kan mærke Kompasset, sig selv og hinanden. Jeg glæder mig. 

Kærligst,