From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: Hvad venter du på? Og den svære historie om, hvad jeg har ventet på de sidste 5 år...

Kære Læser,

Vil du egentlig gerne med på Følg dit Indre Kompas?

Hvis ja, hvad er det så, du går og venter på?

Der kommer ikke flere rabatter. Det ville være tarveligt overfor dem, som allerede har købt. Du bliver ikke mere sikker. Du kan ikke regne den ud. Livet bliver ikke mere perfekt. Og du kan oven i købet betale i rater.

Og hvis du har svært ved at finde 450 kroner om måneden, så skriv til mig, så er jeg sikker på, vi finder en løsning. 

Med andre ord: Træf en beslutning. Gør noget. Hold op med at vente. 

Hold op med at vente på de rette omstændigheder. De er allerede ret perfekte, som de er. Hold op med at vente på pengene, tiden eller andre mennesker. Træf en beslutning med alt det, du allerede har og er.

Hvis du er i tvivl, hvad er det så, helt specifikt, du er i tvivl om? Hvis du har en reel tvivl, så skriv til mig med det samme... Hvorfor ikke få det afklaret?

Så længe du ikke har truffet en beslutning, hvad end den er stor eller lille, så æder den din energi. Du skal gå til og fra hele tiden. Du drages, men nej, Du drages igen, men nej ikke endnu... Jeg gætter mig til, at dette mønster ikke kun omhandler din beslutning om, hvorvidt du skal købe kompasset. Jeg gætter mig til, at det mønster også dukker op og æder din energi andre steder i dit liv. Som at sidde mellem to stole. Så anstrengende. Og. Det fjerner fokus fra livet. Som altså ikke har tænkt sig at vente.

En svær indrømmelse

Synes du min tone er lidt kontant i dag? Så vid, at det ikke kun er til dig, jeg taler.
Jeg taler i den grad til mig selv. 

Nu har jeg været i Thailand i snart tre uger. Og er kommet så langt ned i gear, at jeg kan høre, hvad jeg selv tænker helt derinde, hvor der kun hviskes. Det jeg hørte i dag, da jeg gik i vandkanten var, at den nye begyndelse, som venter derhjemme, ikke handler om rammer, geografi og byliv kontra provinsliv. 

Den handler om ikke at vente længere. At gå i gang med livet. For det venter ikke. Det venter ikke på, at jeg får en ny “rigtig” familie, hvad end det så betyder. 

Jeg har ventet på Manden, som kunne fuldende min nye "rigtige" familie. Det er jeg bestemt ikke stolt over at indrømme. Men det står lige så klart for mig, som vandet vi snorkler i hernede.

Jeg har ventet på at flytte, fordi jeg kun havde "ét flyt". Som jeg først ville bruge, når jeg skulle bo sammen med Manden. Jeg har ventet på at rejse til Thailand, fordi det skulle jeg gøre sammen med Manden og min nye familie. Jeg har ventet. Og ventet. 

Nu vil jeg ikke vente mere. Så jeg traf en beslutning og bookede de billetter til Thailand. Også selv om det gjorde ondt.
Og vupti, 2 uger senere dukkede huset, jeg skulle flytte ind i, op. Det sker nærmest hver eneste gang, jeg er modig og sætter handling bag det, jeg ved er sandt, og som jeg længes efter. At det samtidig er angstprovokerende, og ikke spor som man ser det på film, er så en helt anden sag.

Træf en beslutning

Det er helt ok med mig, hvis kompasset ikke er for dig.

Men træf en beslutning. Så du kan sætte dig selv fri. Sæt dine tanker fri til at tænke noget nyt i stedet for at gå en runde mere med, om du skal købe kompasset, hver gang du får en mail fra mig. Giv dit system mulighed for at fordybe sig i noget andet. Noget mere interessant. Være til stede, i stedet for at spekulere, vende og dreje. 

En anden smuk konsekvens af at træffe beslutninger er, at vi kan glædes. Glæde os til det, der kommer. Vi kan komme i gang. Vi venter ikke mere. Vi lever. 

For kompassets vedkommende betyder det, at du kan komme i gang med introduktionsmodulet i stedet for, at du venter til sidste øjeblik og pludselig både skal sætte dig ind i introduktion og pejlemærke #1 på kort tid.

Jeg kender godt til at skubbe beslutninger til sidste øjeblik. Men på den anden side af beslutningen, bliver jeg altid lidt ærgerlig. For hvorfor ventede jeg, når jeg havde svaret indeni?

Jeg er klar over, at mit online program er en latterligt lille beslutning, når det kommer til livet i det store perspektiv. Men sådan som vi gør én ting, gør vil alting, siger vi i coaching. Så du kan lige så godt øve dig i det små. For det er de samme egenskaber, de samme indsigter, de samme overbevisninger, der skal brydes. PÅ den lille som på den store skala.

Jeg tror på, vi venter for meget og for længe. Og det er spild af liv. Kompasset er nok en lille beslutning, men det er én, der kan få stor betydning. Og jo før du beslutter dig, jo bedre kan du forberede dig. Jo mere kan du glædes.

Nogle gange skal vi slippe noget gammelt, for at kunne sige ja til noget nyt. Det gør sig i hvert fald gældende for mig. Jeg trækker en tydelig streg i sandet hernede i Thailand. For det er på tide at sige farvel. Det jeg siger farvel til på denne ferie er konventionerne. Den “rigtige” familie, aka kernefamilien, som uden tvivl er mit største tab. 

Og netop slippet, det at holde op med og lade være, er også noget vi arbejder med i Følg dit Indre Kompas. Fordi det ofte er det gamle og trygge, som står i vejen for at leve det liv, vi længes efter. Nogle gange helt uden, at vi ved det (præcis som mit skjulte ønske om en ny familie har holdt mig i venteposition).

Så.

Hvad skal der til for at du træffer beslutningen?
Siger endeligt ja! Eller nej tak. Til de helt store beslutninger i dit liv, som venter på dig. Og de helt små, som hvorvidt Følg dit Indre Kompas skal hjælpe dig på din vej?

 

 

Jeg vil hellere fortryde noget jeg har gjort her i livet, end jeg vil fortryde slet ikke at have kastet mig ud i det. Måske er det også sådan for dig? Og husk: Er der noget, du specifikt er i tvivl om, så besvar denne mail og skriv til mig med det samme. 

Kærligst,