Kære Læser,

Jeg er simpelthen nødt til at dele denne oplevelse med dig, også selv om du måske har læst om den på Facebook.

Jeg er netop hjemvendt fra ECCO's fabrik i Indonesien, hvor jeg skulle facilitere proces for deres IT-afdeling. Måske ved du, at en drøm gik i opfyldelse, da jeg kombinerede det med et besøg på Bali. Men det er slet ikke det, jeg vil fortælle om. 

Jeg vil fortælle, hvad der skete i et rum med udsigt til hundredevis af kvinder, som sad og syede ECCO's sko. Der hang store stykker læder i mange farver over det hele, direkte leveret fra ECCO's eget garveri på nabogrunden. Der var tusindvis af små stykker læder i sirlige bunker, og det var utrolig svært at se, hvordan det nogensinde skulle blive til sko. Men i den anden ende af fabrikken stod store stativer med overdelen af de lækreste lædersko. Hvad der fascinerede igen og igen, hver eneste morgen, når vi ankom, var hvordan alle disse kvinder med hovedbeklædning (87% af Indonesiens befolkning er muslimsk) var farvekoordinerede, så den ene dag var det et hav af rødt, der mødte én, den næste orange, blå og gul. Det var så fint og gav diskussionen om hovedbeklædning et noget andet perspektiv. 

Med den udsigt, til noget så industrielt som en gammeldags produktion, samlede jeg to grupper af 16 i et undseeligt rum på første sal. 

De kulturelle skjold
Planen var den samme, som den havde været det i Danmark, i USA og i Portugal, men om det kunne gøres på samme måde, kunne kun tiden - og ikke mindst menneskene i rummet - vise mig. 

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde ro i maven efter den første dag. De kulturelle forskelle var store, næsten uoverstigelige. Når jeg underviser og faciliterer proces, taler jeg bl.a. om de skjold, vi bruger, når vi bliver usikre eller har noget på spil. Vi bruger mange skjold, både privat og på arbejde. Ét af de danske er ironi og sarkasme, et andet er ligegyldighed. Et tredje er det jeg kalder kritik, at når noget bliver sårbart, så angriber vi i stedet for at lytte og turde ubehaget.

I Asien er det mest anvendte skjold et helt andet. Måske har du oplevet det, når du været på ferie i Thailand. De smiler til dig, selv om de ikke forstår et klap. Eller når du klager over noget og mødes af smil og nik og buk. Eller måske bare af stilhed. Det er et markant andet skjold. 

Så når en dansker dukker op på en indonesisk fabrik og beder medarbejderne i henholdvis Thailand, Kina, Singapore og Indonesien om at "gå igennem i stedet for udenom", at sige det højt, som de er utilfredse med eller som de ikke forstår, så skal de slippe deres mest trygge og brugte skjold. Det er ikke bare et personligt skjold. Det er et kulturelt aftalt skjold. Det er en social kode, som alle kender.

Men det går ikke i en international organisation, slet ikke med en dansk kultur som fundament, hvor skjoldet er det modsatte, nemlig kritik. En kritik, berettiget eller, de aldrig svarer på, fordi deres skjold og kulturelle kode, er den modsatte. Det skaber meget uklar kommunikation og masser utryghed for begge parter i relationen. 

Når individets mønsterbrud bliver hele gruppens...
Så jeg valgte at tage mit underviser-skjold af. Træde ind på dag 2 og med al min tvivl og usikkerhed i hånden fortælle dem, at jeg ikke havde sovet særlig godt, fordi jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg bad dem om mere, end de kunne klare. Om det var rimeligt at bede dem om at overtræde deres kulturelle koder i så høj grad. Jeg var i tvivl om det øvede "vold" mod dem. 

Jeg mødte dem i deres usikkerhed. Stillede dem spørgsmålet; hvad kan I klare? Og var klar til at acceptere svaret og gå i en anden retning, hvis det var resultatet. Det blev den fineste snak om skjold, om kulturelle forskelle. Det var indsigtsfuldt og nok i sig selv. 

Men det var kun begyndelsen. 

For pludselig rakte den mest stille - og yngste - i forsamlingen hånden op og indledte med at sige: "det er nødt til at være min tur nu". Tiden stoppede, da han fortalte, hvordan de andres drillerier føltes som mobberi. Hvordan han følte, at hans dårlige engelsk var en uoverstigelig barriere og de andre gjorde grin af ham. Hvordan han fik det samme irriterede og utålmodige svar fra andre niveauer i organisationen, så han følte, at han var efterladt helt alene uden hjælp. Det var uden undskyldninger, forklar-mig-røv og omsvøb. Det var sandheden. Og det kunne man høre. Man kunne også have hørt en knappenål falde til gulvet.

Efterfølgende reflekterede han højt i cirklen omkring den sårbare oplevelse:
"I didn't expect to touch people's hearts, when I shared my concern. That feeling is awesome to me. From now on I will speak up".

Derfra åbnede hele gruppen sig og den dialog, der fulgte, var ikke bare værdifuld for deltagerne, men også guld værd for den deltagende ledelse, fordi de fik en indsigt i deres medarbejdere, deres hverdag og udfordringer, som de slet ikke kendte til. 

Én af de ting, jeg har erfaret alle de steder, jeg har besøgt, både i og udenfor Danmark er, at der faktisk ikke er særlig mange ting, der ikke kan løses. Hvis man kender problemet. Men. Det gør ledelsen sjældent. For ingen har turde sige det højt. Af frygt for at være budbringeren, at stå alene eller måske for at blive fyret. 

Al den frygt, al den sårbarhed og al den ærlighed har været omdrejningspunktet om de processer, jeg har faciliteret. Det har været dybt rørende. Imponerende. Og jeg har siddet meget ydmyg tilbage. 

Den slags mønsterbrud kan også foregå i en 1-1 coaching-session.

Men den ekstra dimension og styrke, der tilføjes, når disse indsigter opdages og deles i en gruppe, synes at tage indsigterne til andre dybder og skaber meget stærke, reelle og tydelige relationer. Det gør os trygge og glade. Og trygge, tillidsfulde medarbejdere er meget effektive. Og ansvarsfulde. Og arbejder betydeligt bedre sammen.

Men for den enkelte går det også dybere. Fordi det ikke er en indsigt de har fået "gratis". De har haft tilskuere. Det er sårbart. Men også desto stærkere. Det bliver en stor støtte og en dybere indsigt, fordi de ofte får dialogen med andre efterfølgende.

 

Jeg er vild med det. Så vild at jeg nu lader det være omdrejningspunktet i min forretning. Derfor tilbyder jeg:

• Coaching-grupper, som netop benytter gruppens dynamik og udnytter det virkelighedslaboratorium det er, at kunne stå tydeligt og sårbart frem i relation til andre. 
  
  
• Retreats, hvor tiden vi bruger sammen, skaber en tryghed og giver mulighed for en dybde, en intensitet og et mod, vi på ikke når at åbne op til på timer. 

Og så selvfølgelig:

• Gruppefaciltator.dk - min spritnye uddannelse, hvor vi i disse dage lægger sidste hånd på det website, hvor du kan læse alle detaljer. Datoer og sted er på plads og vil du være den første til at få besked, så husk at registrere dig på denne liste.

Jeg kan dog allerede nu annoncere datoer for to introaftener, hvor du kan få alt at vide om uddannelsen
- og ikke mindst prøve en øvelse på egen krop som bedre en 1000 ord, forklarer dig, hvad det vil sige at facilitere en gruppe. 

Der er to muligheder:
d. 19. marts kl. 17.30-19.00
d. 9. april kl. 18-19.30

Sted: NOR
Hejrevej 30, 5. sal
2400 København NV
(samme sted som uddannelsen afholdes)

Det er helt og aldeles gratis at deltage, men tilmeld dig her på mail@lykkerix.dk og skriv hvilken dag, du kommer, så jeg ved, hvor mange vi bliver. 

Husk gruppeforløbet, som starter d. 21. marts...

Hvis en uddannelse ikke er relevant for dig, så har jeg stadig et par pladser tilbage i den coaching-gruppe, som starter d. 21. marts.  

Gruppen er til dig, som tumler med en problemstilling og har erkendt at dette mønster ikke bare kan fikses fra den ene dag til den anden. Du er klar til at arbejde fokuseret over en periode på seks måneder med Kompassets principper, gruppens støtte og mine (k)ærlige spørgsmål, omsorg og skub. 

Vi mødes én gang om måneden. Desuden er der en individuel session inkluderet i forløbet og hen over de seks måneder arbejder du med Følg dit Indre Kompas' seks pejlemærker, som er fundamentet for min coaching-metode. 

Du kan læse meget mere om gruppen her, og skynd dig, hvis pladsen skal være din.

Husk du kan betale i rater. 

Der er noget ikke mere motiverende - eller som gør mig mere ydmyg - end at komme i kontakt med mit hvorfor. Hvorfor jeg gør det, jeg gør. Det løfter mig. Det giver mig mod til at tage det næste skridt og minder mig om, hvad min "legacy" er. Det er ikke små ord. Men sådan er det med vores hvorfor. Når vi kender det, giver det hele mening. Og jeg er så drevet af mening. 

Hvad med dig? Hvad er dit hvorfor? 

Kender du det ikke, så ved jeg, at lige præcis gruppen, relationen og interaktionen med andre ofte skaber kontakten til det. Hvis vi tør at vise os, hvad end det så er i et gruppeforløb, som gruppefacilitator eller blot i vores nære relationer. 

Jeg håber, du tør. Det er det hele værd. Bagefter;)

Kærligst, 

P.S. Tjek lige gruppeforløbet ud. Måske tænker du at dine mønstre og udfordringer ikke egner sig til en gruppe. Men. Er det ikke bare et skjold, du sætter op, fordi det er sårbart at vise dig?