Kære Læser,

De sidste dage har jeg været på vej hjem. Tænkt, ok, nu er jeg landet, nu har vi holdt ferie, så kan vi godt tage hjem igen. Her er smukt, men jeg er glad for min hverdag. Vi har hygget os, men der er ting at gøre derhjemme. Som at flytte ind i mit nye hus.

Når jeg tænker sådan, så ved jeg, at NU er jeg landet. Nu kan jeg mærke det hele. Og tager jeg hjem nu, er det en flugt. Der ingen anden vej end igennem. Det er nu dæmonerne stikker deres hoved frem. 

Jeg møder dæmonen ikke-viden, for jeg vil så gerne have svar på, hvordan jeg skal få dele-kabalen til at gå op, når jeg kommer hjem og skal bo et nyt sted. Jeg møder dæmonen savn og sorg, fordi jeg inden afgang måtte slippe et menneske, som jeg elskede og først nu mærker savnet. Jeg møder dæmonen uro, fordi jeg er bange for, at mine børn keder sig, og jeg ikke er nærværende nok overfor dem.

Så selvfølgelig vil jeg hjem nu. Jeg har forsøgt med rationale og forstå følelserne, med mit hoved. Nu griber jeg til handling. Jeg må tage hjem. Jeg må gøre noget. Kender du det mønster?

Heldigvis kender jeg også mig selv, mine mønstre og reaktioner godt nok til at vide, at det er nu, slaget skal stå. Det er nu, jeg enten kigger de dæmoner i øjnene, og læner mig ind i ubehaget. Og ellers tager jeg blot uroen med hjem og løber så videre væk fra det, der har brug for at blive set og mærket, når jeg lander i hverdagen.

Med mit hoved ved jeg, at alle de dæmoner, alt det ubehag "bare" skal mærkes, rummes og mødes. Uden, at jeg fortæller alt for mange historier om det i mellemtiden. For så forvandles smerten til lidelse og drama. Og det behøver jeg virkelig ikke. Det her er alt rigeligt. Det gør nas nok. 

Så nu gør jeg det modsatte. Det som hele mit rationelle system skriger "neeeeej" til.  Jeg sætter tempoet endnu længere ned. Arbejder endnu mindre, så jeg ikke kan flygte ind i det. Mediterer mere og krammer mine børn alt det, jeg kan få lov til. Jeg lader deres nærvær være mit anker, jeg lader min kærlighed til dem åbne mit hjerte, selv om jeg så også åbner til smerten. 

Sidste år til min fødselsdag skrev en kær veninde: "Livet må virkelig elske dig, for du lever det virkelig og sluger det råt med hud og hår".

Det både rørte mig og gjorde mig stolt. At blive set for det, jeg gør mig så umage for at leve er den største gave at få. Jeg minder i disse dage mig selv om netop de ord. 

I går rakte jeg ud til en anden veninde, fordi det forløser noget hos mig at sætte ord på, og hendes svar kom prompte: "Jeg tror, du er den, jeg kender, som er allerbedst til det der med smerte. Til at tåle den, mærke den, være i den, tage den, når den er der". 

Det er svært at tro på lige nu. I mit hoved. Men i mine celler, ved jeg det er sandt. Det er nemlig bagsiden af at insistere på glæden, begejstringen, nydelsen og det store liv. Så der er kun ét at gøre. Øve mig. Og den øvelse vil jeg gerne dele med dig.

Øvelse: Læn dig ind i ubehaget

Næste gang du mærker smerten, ubehaget eller tvivlen komme snigende, så gør det helt og aldeles "counter intuitive": Stop op. Sæt dig. Stå stille. Mærk det. I al sin råhed. Uden at gøre noget som helst. Andet end at overgive dig. Bare vær med det hele i 5 minutter. Eller et minut, hvis det er det, du kan holde ud. Læn dig ind i ubehaget. Vær i din krop. Se, hvad der sker med smerten, tvivlen eller ubehaget, når det godt må være der. 

Det er uden tvivl det største og vigtigste, jeg har lært. Så vigtigt at jeg har fået det tatoveret på armen. Fordi vores system altid vil have lyst til at gøre det modsatte. Løbe væk. Lægge låg på. Ignorere. Dulme. Derfor står der: "Lean in to ease".

Det er Pejlemærke#1 Langsommelighed og Pejlemærke#2 Ubehaget fra kompasset i al sin virkelighed. Lige nu fordyber jeg min erfaring med netop de pejlemærker (jeg smiler anstrengt, mens jeg skriver det).  

Men. Det er også Pejlemærke#6 Tillid. For jeg ved helt ind i mine celler at "this too shall pass". Det ved jeg, fordi jeg er gået igennem før. Og fordi jeg aldrig har følt mig mere fri og rig, end når jeg kan insistere på at mærke livet uden at skulle sortere noget fra.

Vil du også kigge nærmere på ubehaget, langsommeligheden, mod og tillid, så er det 4 ud af de 6 pejlemærker i online programmet Følg dit Indre Kompas, som du kan læse mere om her.

Vil du også mærke livet, opleve friheden og lære at gå gennem ubehaget i stedet for udenom, så finder du ærlig talt ikke en bedre læremester end mig. Og jeg har samlet det hele i Følg dit Indre Kompas, som du kan købe lige her:

Må du få en smuk søndag, ligegyldigt hvad den bringer. For det er nemlig hvad den lille øvelse ovenfor kan afsløre for dig. At du kan være med det hele. Måske ikke første gang, men så i hvert fald efter lidt øvelse. Og jeg guider dig gerne; du kan købe kompasset lige her.

Kærligst,