Kære Læser,

Tak for alle jeres mange tilkendegivelser og mails med kommentarer og spørgsmål til "7 tegn på, at du har lukket dit hjerte". Selv mændene vender tilbage (og vil så gerne med på retreat...). Det viser mig, at vi er helt på rette spor, når vi starter arbejdet indefra. Om det så er hjertet eller mavefornemmelsen eller intuitionen, så handler det om at tage ansvar for din tilstand i stedet for at rode i det ydre, i to-do listen og endnu værre; ovre på de andres banehalvdel.

Det er netop det, tegn #6 handler om. Hvad der er dit vigtigste ansvar, og at vi glemmer det, når vi lukker hjertet og dermed fornemmelsen af os selv.  

Tegn #6: Du tager ansvar de forkerte steder

Den anden dag havde jeg en session med endnu én af de mange seje kvinder, jeg er så heldig at arbejde med. Hun er under massivt pres på flere fronter. Det kender du måske?

Hun er allerede kommet meget længere, end hun er klar over. Har sluppet den mand, som ikke gjorde hende godt, også selv om hendes hjerte var knust. Det var oprindeligt det, hun hyrede mig ind til at støtte hende i. Men én ting kommer sjældent alene, og mønstrene nedeunder stak dybere end den mand. Og et brud af den slags slæber mange konsekvenser med sig i kølvandet. 

Det har været et intenst forløb, men den sidste tid havde noget ændret sig. Hun var holdt op med sende mig up-dates. Min fornemmelse var, at hun var gået fra at gå igennem krisen til at gå udenom. Da jeg talte med hende, var det tydeligt at hun var gået i overlevelse og kamp. Konsekvensen var tydelig: Hun havde forladt sig selv. Hun havde droppet at mærke efter.

Hun havde glemt det allervigtigste; at det eneste ansvar vi i virkeligheden har, er ansvaret for vores tilstand. 

Måske kender du det? Den samme opgave kan på én dag være en leg, men på en anden tage timer og være så tung, så tung. Forskellen? Din tilstand. Hvordan du har det med dig selv, om du er åben, eller om du er lukket. Om du er i kontakt eller kamp. 

Lad mig understrege: Kamp og overlevelse er ikke forkert. Det er ganske naturligt at reagere sådan. Det er det, vi har lært. Men det er ikke hensigtsmæssigt. For vi kommer på afveje. Vi kommer ud af os selv. Og når vi er ude af os selv, får vi truffet beslutninger, som ikke tjener os og heller ikke tjener vores relationer. Vi er konfliktoptrappende i stedet for fleksible. Vi har tunnelsyn i stedet for overblik. Vi forcerer i stedet for at slippe. 

Så det jeg gjorde sammen med min klient i går var at få hende hjem til sig selv. Hjem til alle de følelser, hun havde lukket ned for, fordi det ikke passede ind i den travle hverdag med alt for mange arbejdsopgaver, advokater og møder med offentlige instanser. Hun var så bange. Men hun turde ikke mærke den frygt. Derfor kunne hun heller ikke mærke, hvad der var vigtigst og fik nedprioriteret det, der kunne få ubærlige konsekvenser. 

Hun havde lukket sit hjerte, fordi det gjorde ondt og var svært. Hun havde lukket sit hjerte og var i stedet gået i gang med at kæmpe. Hun havde lukket sit hjerte og glemt sit vigtigste ansvar: ansvaret for sin tilstand. 

Jeg bad hende vende hjem ved at støtte hende i at mærke efter. Jeg bad hende mærke efter, hvad hun havde brug for. Jeg bad hende om at give slip på den ydre to-do liste, fordi jeg ved, at det kan hun (sagtens) tackle, når blot hun tager ansvar for sin tilstand.

Senere samme dag tjekkede jeg ind med og blev rørt til tårer. Hun havde committet sig til at rydde dagen for alt uvæsentligt for at tage ansvar for det, der var vigtigst. Og pludselig fået kontakt til en handling, vi slet ikke havde talt om. Den blødeste, mest sårbare handling; at ringe ham op, som hun kæmpede mod. Og fortælle ham, at hun var bange. Hun delte den frygt, hun havde fået kontakt til i vores session. Og alt ændrede sig. 

Fordi hun turde mærke efter og vælge fleksibiliteten i stedet for kampen. Hun turde åbne sit hjerte og vise sig. Også selvom hun risikerede et angreb. Fordi hun fik kontakt til sig selv igen. Fordi hun tog ansvar for sin egen tilstand. I stedet for opgaverne og alle de andre. Hun tog ansvar for sit indre i stedet for alt det ydre. 

Hvis jeg kun kan lære dig én ting, er det netop det: At du lærer at tage ansvar for din egen tilstand. Og det kan du kun sjældent, hvis dit system, dit hjerte, din krop er lukket. Derfra starter al transformation. Når vi smelter modstanden mod os selv, hvordan vi har det og virkeligheden. Når vi kan rumme ubehaget såvel som storheden. Når vi kan sænke paraderne og tør sårbarheden. Når vi er konfliktnedtrappende, både overfor os selv og i relationen. 

Det arbejde er netop omdrejningspunktet for retreatet Slip Kampen, Kvinde. Der er to pladser tilbage. 

På søndag lukker jeg for tilmelding. Der var én plads tilbage, men jeg har skaffet et ekstra værelse, så nu er der to pladser tilbage, ét enkeltværelse og én plads på dobbeltværelse. Jeg er ret sikker på, at de sidste to pladser ryger i aften eller i morgen, så slå til nu, hvis du vil med.  

Næste gang livet raser eller du er ude af dig selv, så husk, at det eneste ansvar du behøver at tage lige nu, er ansvaret for din tilstand. Ansvaret for hvordan du kommer hjem til dig selv igen, åbner og tillader det hele i stedet for at kæmpe og lukke i. Prøv det, jeg overraskes gang på gang over, at det virkelig "blot" er det, der skal til for at jeg igen kan navigere i livet, løse mine opgaver og være nærværende i mine relationer. 

Kærligst,