Kære Læser,

Det føles lidt som nytår, ikke? Sådan at komme tilbage fra ferie. Der har været god tid til refleksion, måske også en bog, som inspirerede. Det er oftest også tid til retrospektion; nu er det første halve år af 2017 gået, er jeg på rette vej?

Det er som om, vi får endnu en mulighed for at nulstille, justere, skrue op eller ned. 

Derfor kunne jeg godt tænke mig at introducere begrebet sommerfortsæt (eller ikke introducere, for det er der sikkert nogen, der har fundet på før mig, men du har ikke hørt det her før...).

Jeg har - selvfølgelig - lavet øvelsen selv (det er det rene tv-køkken). Og helt ærlig. Det er så banalt. Men jeg har allerede erfaret, at det gør hele forskellen.

Mere tid. Bedre tid. At være i bedre tid med det hele. Give mig selv tid i stedet for altid at hænge i en klokkestreng, eller indrømmet, altid være 5 minutter for sent på den. Som bliver til 20 minutter inden dagen er omme. Resultatet er dårlig samvittighed, minus nærvær og, måske mest kritisk, ingen nydelse eller glæde. Jeg kan simpelthen ikke huske min dag, når den er omme, for det har været overlevelse. I stedet for levet liv og en hverdag, jeg kan holde ud at være i. 

Det er så enkelt. Og så svært. At have 10 minutters buffer med ungerne om morgenen, at ankomme til mødet 5 min FØR(!) tid (hvilket jeg allerde har prøvet af, og jeg har mærket den lille djævel af en tidsoptimist inden i mig mere end én gang allerede, når den hvisker: "Det er spild af tid at være i god tid", men jeg overhører den og opdager, at jeg har tid til lige præcis den ekstra dybe vejrtrækning, det opkald eller den taknemmelighed, som helt og aldeles smutter, når det går for stærkt). 

At kunne nå at lytte til musik over morgenmaden med ungerne, at gå med min søn op i klassen i stedet for bare at smide ham af udenfor, ofte nærmest med krav om rullefald. Nu går jeg med op, ikke fordi han på nogen måde har brug for det, men fordi jeg får en bedre fornemmelse af hans liv, hans venner, hans hverdag. At have tiden til at sætte mig på hug og reelt set lytte, når min datter har brug for det (ofte kun) ekstra minut, før hun kan sige farvel om morgenen. Det er som om, det er selve hverdagens glæder, jeg får tilbage.

Det jeg også har måtte sande allerede, er, at alle valg har konsekvenser. Det har sommerfortsæt også. Så her er, hvad jeg har måtte være villig til for at give mig selv bedre tid i hverdagen:

• Jeg må være villig til at sige mere nej
• Jeg må være villig til at slippe følelsen af hektik - nogle gange forveksler jeg den følelse med følelsen af begejstring og - indrømmet - succes. At være vigtig. 
• Jeg må være villig til at nå mindre (måske... I hvert fald følelsen af at nå mindre?!)
• Jeg må være villig til at være med besværet og ubehaget, i stedet for at kunne løbe fra det, fordi det kan jeg, når mit liv går stærkt.

Så hvad med dig og dit nytårsfortsæt?

• Hvad skal du forstætte med, som gjorde dig godt denne sommer?
• Hvad holdt du op med i sommerferien, hvad glemte du?
• Hvad gjorde du mere af i sommerferien?
• Hvad fungerede denne sommer, som det er værd at tage med dig videre?

Og ikke mindst; hvad må du være villig til (at slippe) for at tage den fornemmelse, den oplevelse, den følelse, den handling, med dig ind i efteråret og hverdagen, som jo er tilbage, om vi vil det eller ej...

Velkommen tilbage til hverdagen. Jeg skal være den første til at indrømme, at omstillingen er svær. Men med dette sommerfortsæt - og min netværksgruppe, som jeg har mødtes med på Orø fra mandag til i dag, er det alligevel lykkedes mig at finde i hvert fald 3. gear. Og måske er det nok, hvis jeg stadig vil kunne mærke alt det gode, sommeren gjorde for mig. 

Hvad nu hvis 3. gear faktisk er det mest holdbare? Så vi ikke skal halse udmattede og stressede over jule-målstregen. Hvad nu hvis vi når det hele, på en endnu bedre måde, ved at have os selv og vores værdier med hele vejen?

Kærlige sommerhilsner,

P.S. Hvis denne sommer mest gik med at give din tid til andre (som måske virkelig havde savnet dig), kan det være, du skal overveje, om det er på tide at give noget tid til dig selv? (For måske er de andre, ikke de eneste, som har savnet... Måske savner du også dig selv...?). I starten af oktober afholder jeg kvinderetreatet Slip Kampen, Kvinde - åben dit hjerte og luk livet ind, og der er stadig pladser tilbage.