From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: Kan du stjæle tid?

Kære Læser,

I dag vil jeg skrive om stjålen tid. Måske mest for min egen skyld. Fordi jeg har brug for at stjæle tid. Tid til alt det jeg længes efter. Tid til mine børn. Tid til naturen. Tid til ordene. 

Men også for din skyld. Fordi jeg ikke ønsker for dig, at du går og venter. Venter på at få tiden. For mens du gør det, venter du faktisk på livet. Og som jeg har skrevet flere gange på denne plads, så venter livet ikke. Så vi bliver nødt til at tage tiden. Eller faktisk stjæle den. Og det handler lige så meget om at sænke barren for dig selv. Og måske aller mest om at sænke forventningerne. Til dig selv. Og til processen.

Hvad er stjålen tid?
For år tilbage - og jeg husker desværre ikke, hvem der introducerede det, hørte jeg om stjålen tid i forbindelse med skriverier om, hvordan man får sin bog ud i verden. Og måske kom jeg faktisk i tanke om begrebet i forberedelserne til det podcast-interview, jeg gav i går til #Forfatterhjørnet med skrivementor Charlotte Heje Haase, som tidligere har fortalt sin historie her i nyhedsbrevet.

Stjålen tid handler om at holde op med at gå og vente på den forkromede tid, hvor du pludselig finder tre hele dages uforstyrret tid, hvor inspirationen rammer, hvor der er ro i huset (vel og mærke på samme tid!), og hvor du derfor kaster dig ud i det projekt, som har kaldt på dig i årevis.  

I stedet skal vi stjæle tiden i hverdagen. Lige der ved køkkenøen, mens vi venter på at kartoflerne koger, kaster vi os over den bærbare og skriver, måske stadig stående, 15 minutter på den bog, vi længes efter at sætte i verden. 

Vi skal holde op med at vente på de rette omstændigheder. På den perfekt lavede kop kaffe ved konsolbordet med det særlige stearinlys tændt, ild i brændeovnen og 20 minutters meditation til at forberede os på (hvis ikke du vidste bedre, så lyder det da som om, jeg kender til den venten...). Ikke fordi den dag aldrig kommer, det gør den måske nok. Men i mellemtiden må vi tage tiden der, hvor vi kan finde den.

Det skaber nemlig noget andet, som er helt afgørende for, at vi lever et liv i pagt med længslen: Momentum. 

Når først du er i gang med dit projekt, når først du ærer din længsel og tager imod de lunser, du får tildelt, når inspirationen banker på, så sætter du ting - og ikke mindst dig selv - i svingninger. Det betyder, at i morgen er det en lille my lettere at stjæle tiden, på tredjedagen rører du måske ligefrem ved flow (det kan også være, det først sker på 10. dagen). Du sætter energien i gang, og når den først ruller, får du noget forærende. 

Det er selvfølgelig en delikat balancegang. For vi skal ikke tippe over i det forcerede. Jeg er som bekendt lige flyttet og giver derfor mig selv tid til at finde på plads og falde på plads. Det tager tid at lave nye vaner. Jeg oplever, at langt det meste tager dobbelt så lang tid. Samtidig er det nu, jeg får muligheden for at skabe nye vaner, som kan understøtte det liv, jeg ønsker at leve, den kreativitet, jeg ønsker at udfolde og den pagt med naturen, som jeg længtes efter. 

Så vi skal ikke bare smide, hvad vi har i hænderne og løbe hen til notesbogen, fordi inspirationen rammer. Men vi skal holde op med at vente på de perfekte rammer og omstændigheder og så skære tiden ud i hverdagen.

Selvom jeg gerne vil have timer til at skrive, så overraskes jeg gang på gang over, hvor mange ord, der kan komme ned på papiret på bare 15 minutter. 

Så lad os stjæle tiden til en ny vane, vi længes efter i vores liv. Lad os finde 15 minutter, ikke bare én gang om ugen, men måske lidt mere kontinuerligt. De første tre dage er uden tvivl de sværeste, derfra hjælper momentum. Og ikke mindst den glæde, det er at opleve, at man ærer sig selv og sin længsel.

I næste uge håber jeg at være klar til at løfte sløret for detaljerne omhandlende mit første retreat, som jeg afholder i Pinsen, så sæt kryds, hvis du vil bruge 3 dage på at få kontakt til din sjæl, din kerne, din intuition eller hvad du nu kalder det, så du kan slippe kampen og/eller præstationen og i stedet leve indefra og ud fra et åbent hjerte.

Du ønskes en smuk weekend.

Kærligst,