From: Lykke Rix <mail@lykkerix.dk>
Subject: Er du også bange for at slappe af, når du har ferie?

Kære Læser,

Siddende hernede i Thailand har jeg taget lidt forskud på ferie. Og derfor også på den slags refleksioner, som ofte først kommer til overfladen, når vi kommer ned i tempo. Dem vil jeg gerne dele med dig for at udfordre dig lidt i forhold til den ferie, som måske ligger forude den næste uges tid - eller mere? 
 
Men inden da, vil jeg blot sige tusind tak for de mange mails og reaktioner, jeg fik på nyhedsbrevet om at vente, som jeg sendte ud i torsdags. Den må have ramt noget universelt, for det er mange smukke, ærlige og sårbare beretninger, jeg har fået tilbage. Tusind tak fordi I viser mig den tillid. Jeg skriver altid med én særlig intention for øje, og det er genkendelsen. Derfor bliver jeg glad helt ind i hjertekulen, når jeg modtager jeres refleksioner og historier. 
 
Men nu ikke mere vente. Nu er det ferietid. For mange. Måske skal du på ski, til varme himmelstrøg, eller har besluttet dig for en staycation.

IMG_0056-medium.JPGJeg har haft et par oplevelser i mødet med andre danskere hernede, som er blevet siddende i mig. Når jeg har fortalt, at vi skulle til den mindste ø i området, og være på det samme sted i 11 dage, så har de set helt skræmte ud i ansigtet. 11 dage? På en ø, hvor der ikke er noget at lave? Hvad skal I så bruge tiden på? Sådan synes de at sige, uden at sige det. 
 
Jeg sidder tilbage med en snigende fornemmelse af at vi også på vores ferie er bange for at kede os. Eller nærmere mærke efter? Er det fordi, at med langsommeligheden, så kommer det hele til overfladen?
Også de konflikter vi, i en travl hverdag, løber fra. Både dem med børnenes søskende, som vi ikke rigtig orker. Men også dem med partneren, som vi ikke behøver at gå ind i, så længe vi bare løber stærkt nok. Måske er det ikke så meget kedsomheden, vi er bange for, som det er det, der kommer til overfladen, når vi sætter farten ned? 
 
Når vi ikke længere kan løbe udenom, så må vi igennem. Og det betyder, at vi skal til at rumme hinanden - og oh gru - os selv. 
 
På den måde er dette ferieparadis ikke anderledes end coaching-sessionerne derhjemme. For vi skal jo have os selv med på ferie. Vi er angst for langsommeligheden og det, den kan medføre. Den frygt ramte også mig en times tid for 14 dage siden, da vi var ankommet til den lille ø. Mens ungerne legede på verandaen og jeg pakkede ramte den frygt i hvert  fald mig (måske smittet af mine møder med "de andre"). Lige der blev jeg selv bange for, at det her var “for meget”. Som jo i dette tilfælde betyder “for lidt”.
 
Vi boede på et sted med kun 6 bungalower og en restaurant i vandkanten. Intet andet. Præcis ligesom jeg havde drømt om det. Og selv om ungerne lige skulle akklimatisere efter noget mere liv på Koh Kood, hvor de virkelig kom til at holde af personalet, så har jeg mærket, at også de har haft godt af netop dette. Det har været helt rigtigt. For os. Pointen var jo netop, at vi ikke skulle “lave” så meget. At vi skulle være sammen. Sætte tempoet - gevaldigt - ned. Fordi der sker noget magisk, når vi tør langsommeligheden. 
 
For det var netop langsommeligheden, der var "projektet" (hvis vi skal have sådan et).

Angsten for langsommeligheden handler om, at når vi har haft travlt i en lang periode, så opbygger vi en "regning". Vi skriver alle de følelser, observationer og reaktioner, som vi ikke når at processe i den hurtige hverdag, på en indre regning. Når vi så lander på solsengen, kan vi ikke holde ud at ligge der. For så skal regningen betales. På regningen står rastløshed, måske lidt stress-symptomer, måske fortrængte følelser og eventuelt også en længsel efter noget, som vi ikke helt ved, hvad er. Eller som vi ved, præcis hvad er, men ikke ved hvordan vi skal gå efter, eller som vi er bange for at kaste os ud i. Alt det kommer op til overfladen der på luftmadrassen i det krystalklare vand. Og så er det, vi kaster os ud i aktiviteter og udflugter. For ikke at mærke tvivlen, frygten, ikke-viden, vreden, ratsløsheden, stressen og at det liv vi lever derhjemme, ikke længere passer.
 
Jeg ved godt, jeg generaliserer. Jeg ved godt, langsommelighed ikke er for alle. Men du ved godt, om den er for dig. Om du går udenom den, fordi du ikke vil betale regningen, eller fordi du trives i det hurtige liv.
 
Ikke overraskende er langsommelighed pejlemærke #1 i mit nye online program Følg dit Indre Kompas. De første 14 dage bruger vi på at træne den langsommelighed og se, hvad der dukker op, når vi sætter tempoet ned. 
 
Det er selvfølgelig sjovere at gøre det på en strand i Thailand. Men det kræver faktisk, at vi har været i træning hjemmefra. Ellers kommer vi til at gå udenom uden at vide det. Blot fordi det er det, vi plejer. Men når vi først har tændt lys. Er begyndt at se hvad det er, vi flygter fra, så kan vi ikke slukke lyset igen. Og så skal du være så hjertens velkommen på solsengen ved siden af min hernede i Thailand. 
 
Så hvorfor ikke bruge vinterferien på at sætte tempoet ned? Den guidede meditation "Stop op", som du får adgang til allerede ved tilmelding til Følg dit Indre Kompas er den perfekte hjælp til netop den udfordring. Og der er masser af inspiration at hente i e-bogen og lydbogen "Vælg en anden vej". 
 
 
Vi er landet på fastlandet igen. Det har været lidt af en omvæltning, må jeg indrømme. Selv om jeg lige nu sidder på et strandhotel ved en pool under en parasol og kigger ud over Siam-bugten, har jeg savnet ø-livet. Alligevel er det god akklimatisering, tror jeg, inden turen går til Bangkok i morgen. Heldigvis kan jeg kigge på mine børn og lære, hvordan det skal gøres; deres omstillingsevne og begejstring bliver ved med at imponere mig.
 
Ha' en skøn vinterferie. Hvad end den byder på...
 

Kærligst,