Kære Læser,

Den anden dag, da jeg kørte min søn i skole, talte vi om, hvordan det havde været at flytte. Jeg sagde, at jeg synes det havde været fuldstændig fantastisk. Og fuldstændig forfærdeligt. 

Jeg kunne se på ham, at han lige stoppede et øjeblik. Kiggede på mig. Smilede. For han forstod godt, hvad jeg mente. Mere end de fleste voksne gør. At når vi levet livet, altså skruer op og åbner hjertet, så er der meget lidt, der er sort og hvidt. Så viser livet alle sine nuancer, også selv om det bestemt ikke er det, vi forestiller os i vores hoveder.

Det larmer her hos mig i øjeblikket. Det er som om alting er oppe at vende. Jeg kunne godt tænke mig, at det kom lidt ad gangen, men som så ofte før kommer tingene i stimer. Det er jeg ret sikker på, at du kender?

I sådanne perioder, når livet går stærkt eller udfordrer os, er det vi længes mest efter, ofte at finde fred og ro indeni. Så vi kan holde ud, holde ved og blive ved. Mange af os trækker os fra vores relationer. Vi forsøger, ofte forgæves, at sætte tempoet ned. Vi vælger fra i forsøget på at finde roen indeni.

Intentionen er god. Men ofte kommer vi til at vælge det "forkerte" fra. Alt det, som kunne forbinde os. Alt det, som kunne nære os. 

Så denne gang forsøger jeg noget andet. At tillade larmen, kaos, spørgsmålene indeni, som står i kø og min ukuelige indre fixer, som gerne vil handle sig ud af det indre morads. Tillade tendensen til at skulle klare det hele selv. Tillade alt det fuldstændig forfærdelige - og fantastiske - indeni, og så søge freden og roen udenfor mig. 

Derfor har jeg fokus på forbundethed. Jeg forbinder mig. Til naturen ved at kramme et ekstra træ eller tage en ekstra svømmetur i søen. Til min krop ved at danse, meditere eller synge (min nye ting, som i den grad får mig i kontakt med noget fint og glædeligt) og til andre mennesker ved at interessere mig for dem og mindre for mig selv, fordi min indre proces godt kan rase lidt for sig selv, bare en gang i mellem.

Jeg bliver så rørt, både af tanken om forbundethed, men endnu mere af følelsen. Jeg bliver også lettet. Fordi freden ikke kun er afhængig af mig. At det ikke er endnu et ansvar, jeg skal bære alene eller fixe for mig selv. 

Jeg tror, vi alle længes efter forbundetheden. Det er ét af vores dybeste behov. Når vi interesserer os for selvudvikling, har vi nogle gange en tendens til at tro, at vi først skal fikses indeni, før vi fokuserer udadtil. Men hvad nu hvis det er lige omvendt? Hvad nu hvis vi gennem forbindelsen til naturen, andre mennesker og måske noget, der er større end os selv, faktisk får den støtte, som vi sådan længes efter i en verden, hvor de fleste af os, bevidst eller ubevidst, har en tendens til at tro, at vi skal klare alting selv? 

Det var præcis det samme, som slog mig forrige weekend i Hjerting, hvor jeg afholdt mit første kvinderetreat. Det var en rørende oplevelse at se, hvordan kvindefællesskabet kunne holde hinanden. Hvordan de gennem forbundethed til hinanden oplevede en støtte og en fornemmelse af at blive holdt, som hver og én af dem havde brug for, på hver deres måde. Det blev også endnu en gang så tydeligt for mig, at vil vi leve fra og med et åbent hjerte, må vi være villige til at mærke hele spektret fra fuldstændig fantastisk til fuldstændig forfærdeligt. Og i den cirkel var der plads til det hele. 

Så nogle gange, når vi tror vi skal læne os ind i os selv, så synes det pludselig så tydeligt for mig, at vi må læne os ind i noget andet. Ind i livet, ind i naturen, ind i andre. Den forbundethed heler os og løfter os. Den forbundethed minder os om, at vi ikke behøver klare det hele selv. Den forbundethed er måske én af vores dybeste længsler. 

Har du tænkt over om du forbinder dig eller trækker dig? Og hvis du forbinder dig, hvordan gør du så egentlig, og er det andre - eller flere - muligheder?

Udfordringen er måske også, at meget af den forbundethed, vi søger og længes efter, går gennem sårbarheden. At vi må være villige til at mærke besværet eller det, der er svært. Men også at vise det. Uden at ville fikse det. Men blot læne os ind. Den forbundethed jeg taler om, går også gennem en lethed, som de fleste af os glemmer lige der, hvor det hele larmer og vi i stedet har en tendens til at blive tunge og alvorlige. I stedet for at kramme et træ. Eller grine med vores nære. 

Med ønsket om forbundethed, ikke kun til dig selv, men til andre, til naturen og til fællesskabet. Også selv om det umiddelbart kunne synes nemmere at trække sig end at vise sig. Tør du?

Kærligst,

P.S. På søndag sætter jeg pladserne på efterårets kvinderetreat til salg. Måske er det din tur til at forbinde dig - til dig selv, til dit hjerte, til naturen og til dig selv?