Kære Læser,

Hvorfor skulle jeg løbe fra mine følelser, tænker du måske?

Fordi de følelser, der kommer op, ikke er dem, du gerne vil mærke. Du vil gerne mærke dig selv mere, men når så tvivl, vrede, tristhed, sorg og frustration er det, der melder sig, så løber du i stedet.

Her får du 2. årsag til, at du ikke mærker efter. Gik du glip af årsag #1: Du ved ikke hvordan (tror du!), kan du læse den her. 

Årsag #2: Du løber fra dine følelser 

Følelsen af tvivl og ikke-viden, af ikke at have svaret, er måske én af de sværeste følelser for det moderne menneske at sidde med. Vi vil gerne have svaret. Også på hvorfor vi mærker det, vi mærker. Så hvis vi ikke forstår, hvorfor vi, midt i et ellers dejligt liv, hvor vi faktisk har det meste, føler tristhed, vrede eller sorg, så er det nemmere at løbe fra følelsen end at blive ved den.

Den mest anvendte måde at løbe fra følelsen på, er ved at skrue op for tempoet i livet. Generelt løbe lidt stærkere og fylde lidt mere i livet, så vi ikke skal mærke den ulmende vrede, den uforståelige tristhed eller længslen efter at gøre eller måske være noget helt andet i det liv, som vi har placeret os i.

Vi kan også løbe fra følelsen ved at dulme. Dulme med shopping, arbejde, mad, sukker, træning eller ord. Vi lægger låg på følelsen, propper dem ned i en beholder og skynder os at sætte et hermetisk tilsluttende låg på. 

Problemet med at løbe fra følelsen er, at det er lidt ligesom at skrive på regning. Når vi løber fra de følelser, vi ikke vil mærke, så opbygges der tryk indeni. Og jo længere tid vi løber, og jo mere vi pakker væk, jo større bliver trykket. Derfor kan du en gang imellem opleve at græde helt uden grund - ofte i en helt upassende situation, hvorefter du irriteret tørrer tårerne væk og slet ikke forstår, hvorfor du reagerede så "voldsomt" på noget så ligegyldigt (nu hvor dine forældre ikke er der til at fortælle dig at du er en "tudemarie", kan du jo ligeså godt overtage). 

Men. Følelser forsvinder ikke, fordi vi pakker dem væk. De venter bare. De vil føles. 

Det er derfor, de kvinder jeg arbejder med, ofte siger, at de bare ønsker sig ro. For de vil bare gerne kunne sætte sig ned i sofaen og slappe af. Slippe for tankerne bare et kort øjeblik. Men når de sætter sig ned, trænger ubehaget og alle de følelser, de er løbet fra, sig på. Og så får de ikke den ro, som de ønsker sig. I stedet for at mærke følelserne, løber de videre. 

Hvis vi løber længe nok, tror jeg på, at livet skruer op og tager over. Når der har været tilpas mange advarsler og du ikke har lyttet, så trækker livet det tunge skyts frem. Når trykket er blevet stort nok, kan det ende med en glidende tackling. En stress-sygemelding, en skilsmisse, en fyring eller sygdom. For livet - og kroppen - vil, at vi skal lytte. Det værste ved den glidende tackling er, at når den først er sat i bevægelse, har vi ikke længere indflydelse. Så må vi leve med konsekvenserne. 

Men hvis vi står stille og mærker det hele, også ubehaget, så betaler vi regningen løbende og vi får indflydelse på, hvor det skal ende i. Og måske får vi også indsigt i, hvad vi har på spil, hvad det er, der larmer i vores liv; måske længes vi efter noget helt andet i vores arbejdsliv, måske savner vi gnisten i parforholdet, måske er gammel sorg blevet tricket af en tilsyneladende ligegyldig oplevelse.

Jeg ved blot én ting: Vi kan ikke tage os af vores svære følelser, og dermed tage os af os selv, hvis vi ikke vil mærke ubehaget. 

I stedet kan du prøve at sætte tempoet ned. Øve dig bare en smule hver dag. Tage ubehaget i små doser, træne din udholdenhed. 

Det er præcis hvad pejlemærke #1 og #2 i Følg dit Indre Kompas handler om. Langsommelighed skal hjælpe dig med at sætte tempoet ned, så du kan finde ud af, hvordan du egentlig har det, og hvordan det står til i dit liv, måske også, hvad du i virkeligheden længes efter. Når du har sat tempoet ned i en tid, vil ubehaget uvægerligt melde sig. Derfor har jeg dedikeret et helt pejlemærke til netop det. Til at læne dig ind og undersøge, hvilke svar ubehaget har til dig. 

For det er min egen tydelige erfaring, at der er mange flere svar i ubehaget, end vi er klar over. Det er måske ét af de vigtigste pejlemærker, vi har. Både vreden, som er et (sundt) signal om, at vores grænser er ved at blive overtrådt. Sorg, som er et signal om, at vi har elsket eller at noget ikke er længere. 

Måske løber du også fra dine følelser?

Hvis du er træt af at løbe (for det bliver vi jo alle på et tidspunkt), trænger til at give dig selv et hvil og måske oven i købet ro, så er Følg dit Indre Kompas for dig. 

Jeg ønsker dig en dejlig, langsom søndag med plads til det hele. Også ubehaget...

Kærligst,